Ny antologi om værdighed

Af: Tænketanken Prospekt Foto: Tænketanken Prospekt

Tænketanken Prospekt udgav i 2023 antologien ’På dødens eller livets side’ med 10 forskellige bidrag og svar på spørgsmålet om lovliggørelse af aktiv dødshjælp.

Antologiens sidste bidrag ’Værdighed’ forfattet af Edith Mark var en refleksion, der peger frem mod den nye antologi fra Tænketanken Prospekt.

’Så sandt som vi er mennesker’ er en antologi med forskellige bidrag og svar på det ene og samme, eksistentielle spørgsmål: Hvad er værdighed?

Tænketanken Prospekt lader her en række bidragsydere komme til orde med deres respektive svar på det overordnede spørgsmål om hvad værdighed er med perspektiver og refleksioner ud fra livssyn, erfaring og menneskesyn.

Læs også: Forløsning

Værdighed er i sammenhæng med spørgsmålet om en eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælp og i debatten herom blevet nævnt adskillige gange. Og det er godt. For det er rent faktisk vigtigt at sikre, at etikken huskes og vurderes, når man måske vil ændre på lovgivning inden for et område, som berører menneskets værdighed.

Det er afgørende at fastholde en helhedsopfattelse af mennesket. Mennesket er både et fysisk, psykisk og socialt væsen. Andre vil anvende ord som krop og sjæl, eller legeme og ånd, eller hjerte, sind og sjæl. Hvilke ordpar der end anvendes, skal de alle ses i sammenhæng og ikke skilles fra hinanden. Måske kender vi det fra os selv, at det ofte vil være sådan, at når én del skranter, bliver også andre dele udsat for påvirkning.

En helhedsopfattelse af mennesket har også en anden side, nemlig at den gør det muligt at fastholde det enkelte menneskes kvaliteter og værdighed, selv når skrøbeligheden synes at have taget overhånd. I nogle tilfælde vil omsorg og pleje gøre det lettere. Det kan også hjælpe at have det enkelte menneskes livshistorie for øje. Den vil ofte vidne om, at dette er et menneske, som har værdi.

Det er derfor ikke uden grund, at omsorg for døende altid har været en vigtig opgave. Og det bør det fortsat være.

Et realistisk og positivt menneskesyn gør, at indsatsen aldrig må få en form, som reducerer mennesker til at være passive objekter for andres omsorg. Det vil i realiteten indebære en betænkelig indsnævring af menneskeværdet. Den syge, den døende, eller hvem dette måtte gælde, får ikke sit menneskeværd ved, at nogen tildeler det denne egenskab eller behandler det på menneskeværdig måde. Mennesket har menneskeværd, så sandt som det er menneske. Også når værdigheden underkendes og trampes på.

Antologien ’Så sandt som vi er mennesker’ indeholder bidrag af: Hans-Ole Bækgaard, Lotte Mørk, Alexander Sokol, Signe Wolff Ravneberg, Niels Jørgen Langkilde, Hans Gammeltoft-Hansen, Golriz Ghozati, Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, Purnima Erichsen og Morten Kvist samt indledning af Søren Peter Hansen.

Antologien sendes først og fremmest til relevante organisationer og politiske aktører.

Bogen kan rekvireres efter ønske ved at kontakte Søren Peter Hansen på følgende: Mail: sph@taenketankenprospekt.dk. Tlf: 24998944.

Om Tænketanken Prospekt

Prospekt er Danmarks nye værdipolitiske tænketank. Med udgangspunkt i den kristne-humanistiske kulturtradition arbejder vi for at styrke forudsætningerne for det gode samfund og den ansvarlige borger.