Så er du ikke alene. Stress-inkontinens er den mest markante årsag til, at kvinder ikke dyrker motion. Gynækologerne skønner, at 350.000 danske kvinder oplever besvær med ufrivillig vandladning, og heraf lider halvdelen af stress-inkontinens.
Forestil dig, at du løber. Solen skinner. Kalorier forbrændes. Og så siver du urin! Du tisser, men du kan ikke kontrollere det. Det løber måske ligefrem ned ad benene, og du begynder at frygte, om det kan ses. Det lyder ikke særlig rart, gør det? Stress-inkontinens, også kaldet anstrengelses-inkontinens, kan påvirke kvinders motionslyst i en sådan grad, at de helt afholder sig fra at løbe, alene af den årsag.
– Når man ikke kan holde på vandet ved bevægelse som løb, er det jo ikke særlig attraktivt at “udstille” sin manglende kontrol over kroppen. Mange – specielt yngre kvinder – er meget kropsbevidste, men har dog alligevel et ringe kendskab til deres anatomi. Og uvidenhed er den største barriere for at gå til læge og få en diagnose sat på inkontinenssygdommen. Det er derfor, at alt for mange unødvendigt afholder sig fra at dyrke sport, siger Aase Randstoft fra Kontinensforeningen.
Urinafgangen sker typisk i dryp. Det sker, fordi trykket bliver for stort i forhold til bækkenbundsmuskulaturens styrke, der ikke er stærk nok til at holde urinrøret (lukkemusklen) tæt, og dermed løber der urin ud. Det er særligt kvinder, der efter en eller flere fødsler bliver for svage i bækkenbundsmusklerne.
Det kender rigtig mange kvinder til, men det er alligevel et stort tabu. En undersøgelse fra 2009 foretaget af Kontinensforeningen viste, at hver fjerde ligefrem skammer sig over det. To ud af tre taler ikke med deres partner om det, og under halvdelen søger hjælp. Som en kvinde fortæller Helse anonymt:
– Jeg har aldrig nævnt det for nogen, og det er nok fordi, det er grænseoverskridende.
Lider du af ufrivillig vandladning under løb, har du som hovedregel to muligheder inden kirurgi. Du kan bruge en skumplasttampon til at sætte op i skeden. Men det første skridt vil være at optræne og dermed styrke din bækkenbundsmuskulatur. Det fortæller Ivan Abel, ansvarlig overlæge ved Urogynækologisk Ambulatorium/Bækkenbundsklinikken på Hillerød Hospital.
– 70 % af kvinderne med stress-inkontinens kan helbredes udelukkende ved hjælp af bækkenbundstræning. Men det kræver, at man kommer til en specialuddannet fysioterapeut i inkontinens.
Sådan én er Birthe Bonde. Hun har 32 års erfaring med at hjælpe kvinder og mænd med inkontinens. De sidste 17 år har hun haft sin klinik i Classensgade på Østerbro.
– Hvis det var pærelet at træne ens bækkenbund op, så kunne jeg ikke have haft det arbejde, som jeg nu har haft i så mange år. Man skal træne en muskel, man ikke kan se. Manden har lidt lettere ved det, for penis trækker sig ind, når han spænder bækkenbunden. For kvinder kræver det virkelig øvelse.
Der er to markante årsager til, at man har stress-inkontinens. Enten er bækkenbundsmuskulaturen og vævet, der skal understøtte blæren og urinrøret, ikke stærk nok, eller også drikker man simpelthen for meget og tisser for sjældent.
– Mange drikker for meget, tømmer ikke blæren, når de tisser eller tisser med for lange mellemrum. Der er plads til cirka 3 dl væske i vores urinblære. Det svarer til 1 øl, som jo typisk er på 3,3 dl, og det er der måske en grund til. Blæren kan ikke holde på alt. Den skvulper over, og så skal det altså bare ud.
Det er sundt at drikke, men det skal ikke overdrives. En almindelig dansker skal drikke mellem 1½ og 2 liter væske om dagen, og det er væske generelt og ikke bare vand. Og der er altså ingen fare for at dehydrere, når man er ude at løbe, siger Birthe Bonde. Det er kun ved overdreven sport, som hun kalder det, eksempelvis maratonløb, at man skal være ekstra opmærksom på at indtage nok væske.
– En ganske almindelig dansker, som typisk løber 5-7 km, dehydrerer altså ikke. Man kan godt blive tør i munden, men så må man nøjes med at skylle munden efter med lidt vand.
Kan du sammen med din læge eller fysioterapeut fastslå, at dit væskeregnskab går i nul, vil bækkenbundstræning altså være det første skridt.
– Når enden er god, er alting godt. Man tror, det styres der, hvor det kommer ud, men det gør det ikke. Begge køn har et numsehul, det skal bare lukkes.
Når man starter med at træne bækkenbunden op, skal man gøre det 2-3 gange om dagen. Det er lige som med al anden muskulatur. Når man har fået trænet den ordentligt op, kan man nøjes med 2-3 gange om ugen.
– I starten er det bedst at udføre øvelserne liggende på ryggen, da bækkenbundsmuskulaturen vil være svag. Forsøg at lukke endetarmen. Omkring urinrør og skede vil man ikke føle så meget. Man skal ikke presse ballerne sammen, suge maven ind eller holde på vejret. Pres heller ikke knæene mod hinanden. Man kan måske lige klare at lukke 2-3 sek., så slipper lukningen af sig selv, og man kan måske lave 4-6 af disse sammentrækninger, før man begynder at spænde alle andre steder, og så er det tid til en pause.
Men en ny amerikansk undersøgelse har faktisk vist, at 75 % rent faktisk laver deres bækkenbundsøvelser forkert. Det gælder for både kvinder og mænd.
Som kvinde har du tre muligheder for at teste dig selv for, om du rent faktisk kniber sammen i bækkenbunden, og derved får det maksimale ud af din bækkenbundstræning. Birthe Bonde forklarer, hvordan du gør:
1) Forsøg at standse strålen ved vandladning. I begyndelsen er det lettest at gøre i slutningen af en vandladning. Gør det ikke for ofte, da det kan give problemer med at tømme blæren helt og i værste fald give blærebetændelse.
2) Læg dig på siden med bøjede ben og placer et par fingre mellem haleben og endetarm. Pres fingrene lidt opad og knib sammen. Føl, at området bliver stift og en smule hårdere. Slap af igen og føl, at området bliver blødt igen.
3) Læg dig på ryggen med bøjede ben og placer et par fingre (pegefinger og langfinger) i skeden. Knib og føl at bækkenbunden, der ligger i den nederste tredjedel af skeden, presser på siden af fingrene, og løfter dem lidt fremad mod dit kønsben/skamben (husk at bækkenbunden kun er 1 cm tyk). Slip dit knib igen og føl, at alt er blødt.
Når man har fået trænet sin bækkenbund ordentligt op, kan man lave øvelserne stående, og man kan gøre det når som helst, hvor som helst.
– Jeg irriterer mig aldrig over at stå i kø i supermarked. Jeg glæder mig i stedet over at få en pause og udnytter tiden til mine knibeøvelser. Jeg bliver mindet om at gøre det og står med et saligt smil om læben. Og det er supereffektivt, siger Bodil Dueholm med et smil, der kun oplever besvær, når hun løber rigtig hurtigt – ikke når hun løber maraton.
– Det afholdt mig aldrig fra at løbe, men da jeg var yngre, og jeg løb hurtigt, blev det et problem, fordi jeg virkelig vådtede igennem.
Hun arbejdede dengang som klinisk oversygeplejerske på gynækologisk afdeling på Skejby Sygehus. Her udstyrede en kontinens-sygeplejerske hende med en vaginalring til at sætte op i skeden.
– Det fungerede fantastisk, og gjorde at jeg var tør, selv når jeg løb igennem. Og den kunne rengøres og bruges i årevis.
Helle prøvede contrelle, som er en populær og meget brugt skumplasttampon, og selvom den var god, var den dog alt for dyr i drift. Ringen var billigere i drift og af mere fast karakter.
For nogle år siden måtte Helle overvinde lymfekræft. Siden da har hun ikke kunnet løbe i det samme tempo som tidligere, og hendes stress-inkontinens er derfor heller ikke lige så stor som tidligere.
– Jeg løber stadig næsten hver dag, men klarer mig nu med et tyndt Tena-bind på løbeturen.
Helle har altid trænet sin bækkenbund, og det er bare bedre at være kvinde med en stærk bækkenbund, anbefaler hun.
– Jeg er stensikker på, at det her problem findes blandt rigtig mange kvindelige løbere, som har født. Men at tisse i bukserne er et stort tabu. Det er pinligt at lugte af tis. Og det er ikke noget, kvinder taler med hinanden om. I øvrigt kan jeg berolige med, at man sjældent kommer til at lugte af tis. Men man skal vaske sit løbetøj hver gang, slutter Helle af med et smil.
Eva H. Jeppesens stress-inkontinens begyndte tilbage i 1991, da hun fødte sin første søn. Det var en hård fødsel med flere komplikationer.
– Jeg fik en sund og velskabt dreng, men jeg var ret ødelagt i mit underliv bagefter. Han var stor, vejede 4.120 gram, og han blev taget med kop. Jeg havde umiddelbart efter problemer med at holde på vand, luft og afføring. Det var ikke sjovt.
Eva gik til den rutinemæssige kontrol hos sin egen læge, og han konstaterede hurtigt, at hendes bækkenbund ikke havde det godt.
– Efter et halvt år kom jeg til en specialist og meget senere en fysioterapeut med speciale i inkontinens, hvor jeg fik prøvet stort set alt.
– Det var et problem at deltage i DHL-stafetten i Fælledparken, da det har været meget vigtigt, at jeg fik tisset af umiddelbart inden, jeg skulle løbe. Det var også svært med de lange køer, som der altid er ved dametoiletterne, siger Eva med et smil, mens hun nævner, at hun kunne fortælle om mange andre situationer.
Eva trænede sin bækkenbund, prøvede vaginalvægte og elektrostimulering, men til Evas store frustration hjalp intet.
– Jeg fik ved en efterfølgende undersøgelse hos en gynækolog konstateret, at min bækkenbundsmuskulatur er revet over i den ene side, og at jeg aldrig vil kunne opnå samme styrke i den som før fødslen, og at den aldrig vil kunne trænes helt op.
For godt 2 år siden sagde hun til sin læge, at hun ikke ville gennem flere træningsforløb. Hun havde prøvet det til fulde. Hun blev henvist til Roskilde Sygehus og endte med at blive opereret i november 2009.
– De første 2 uger foretog jeg mig ikke andet end at ligge på sofaen og se film og læse bøger. Jeg var dog ude at gå nogle korte ture bare for at holde mig lidt i gang. Beskeden fra sygehuset var, at jeg ikke måtte løbe de første 4 uger. I uge 2-4 efter operationen gik jeg mig nogle længere og længere ture, og da der var gået næsten 5 uger, startede jeg op med nogle små løbeture på 3 km for at prøve kroppen lidt af. Jeg øgede gradvis distancen, løb 2-3 gange om ugen, og kunne 2 måneder efter uden problemer løbe 6 km 3 gange om ugen.
I dag er Eva en lykkelig motionsløber med en ugentlig træningsmængde på cirka 25 km.
– Jeg behøver ikke tænke over, hvornår jeg har drukket, eller bruge energi på at regne ud, hvor toilettet er.
Først og fremmest skal man opsøge sin praktiserende læge, hvis man oplever besvær med ufrivillig vandladning. Lægen vil foretage den første udredning af problemets størrelse, og vil evt. henvise til fysioterapeut/uroterapeut med speciale i inkontinens og muligvis også henvise til gynækolog eller urolog.
Den gynækologiske undersøgelse kan afsløre, om der er tegn på hormonmangel i skeden. Hormonmangel vil resultere i tynde og skrøbelige slimhinder, som har betydning for, om slimhinden i urinrøret kan holde tæt. Lider kvinden af hormonmangel, kan lægen udskrive en recept og sætte en lokal østrogenbehandling i gang.
Hos de specialuddannede fysioterapeuter/uroterapeuter kan man få hjælp til at træne sit bækkenbund rigtigt, og man kan få vejledning i at finde de rigtige hjælpemidler, heriblandt er en skumplast/inkontinens-tampon en sandsynlig mulighed. Den sættes op i skeden og fungerer som en prop. Den understøtter blæren, så den ikke falder ned i tisseposition, og dermed urinrørets lukkefunktion. En inkontinenstampon, eksempelvis LadyCon eller Contrelle, er dog en dyr løsning, da de ikke kan genbruges, og er derfor kun for de færreste en holdbar løsning. Bandager, ringe og pessarer er andre lignende løsninger. Men ikke alle får dog noget ud af at sætte en prop eller andet op i skeden, siger Birthe Bonde. Det skal testes.
– Vi tager kvinderne ind, så de kan prøve forskellige forstørrelser. De kommer i deres løbetøj, så de også kan prøve at løbe med den.
Inkontinensbind er udviklet særligt med henblik på at suge urin. De kommer i forskellige absorberingsniveauer og i forskellige længder. De mest populære bind kommer fra Tena eller Abena.
Ved elektrostimulering bliver en elektrode placeret i skeden eller ved endetarmsregionen. Elektroimpulser stimulerer herefter nervebanerne i bækkenbundsregionen og får muskelfibrene i bækkenbunden aktiveret. Det kan betyde, at man nemmere kan finde sin bækkenbund og bedre holde tæt, når man anstrenger sig fysisk eller hoster, nyser eller griner.
Vaginalvægte vejer fra cirka 20 til 100 gram. De kan være formet ovalt, konisk og kugleformet, og de skal passe med bækkenbundens åbning under et knib. De bruges ved, at man sætter en vægt op i skeden. Derefter laver man forskellige øvelser som let jog og knæbøjninger, mens man forsøger at holde vægten på plads over bækkenbunden. Åbner/giver man slip i bækkenbunden, falder vægten ud. Holdes vægten oppe under fysisk udfoldelse, træner man sin bækkenbund. Det kan være svært selv at finde den rigtige størrelse vægt, og man bør få hjælp af en specialuddannet fysioterapeut/uroterapeut.
En TVT operation, som er en forkortelse for Tensionfree Vaginal Tape, er løsningen, hvis intet andet hjælper. Det er en simpel operation, der kan udføres i lokalbedøvelse, og varer imellem 15 og 30 min. Den kaldes også for en slyngeoperation.
– Vi har masser af patienter, der kommer til os, som ikke har problemer i hverdagen. Men når de så skal løbe eller dyrke zumba, så bliver de utætte, fortæller overlæge Ivan Abel fra Bækkenbundsklinikken på Hillerød Hospital.
Man indopererer et bånd af et kunststof (prolene), der ligger løst under urinrøret, som ved fysisk anstrengelse som løb samt hoste eller nys bliver klemt af mod båndet i stedet for mod bækkenbunden, som ikke er stærkt nok.
– Man kan sammenligne det med at træde på en vandslange. Hvis vandslangen ligger på gulvet, så stopper strålen, men hvis vandslangen ligger på en luftmadras, kan man ikke stoppe strålen helt, fordi luftmadrassen giver efter.
Omkring 85-90 % af de opererede kvinder bliver helbredte. Ivan Abel fortæller desuden, at det altid er en god idé at træne sin bækkenbund, også efter operationen.