Sammen er vi bedst

En hel tandrække fungerer bedre end enkelte tænder, det samme kan siges om mennesker…

Tænderne er ikke helt rene

Den hidtil største undersøgelse af danskernes tænder viser, at kun 29 % har en god mundhygiejne, selvom 81 % børster tænder flere gange om dagen. Tandundersøgelsen, der fandt sted i forbindelse med KRAM-undersøgelsen (Kost, Rygning, Alkohol, Motion), omfattede godt 4000 voksne danskere.

Jo ældre vi bliver, jo dårligere bliver vi til at holde tænderne rene, viser undersøgelsen. Men der er også mange unge, der er for sløsede med tandbørste, tandtråd og tandstikker. 44 % af de 18 – 24-årige havde moderat eller ringe mundhygiejne.

Blandt deltagerne over 75 år havde 81 % moderat eller ringe mundhygiejne.

32 % af samtlige deltagere havde et eller flere huller i tænderne, mens hele 63 % havde blødning fra tandkødet på grund af betændelse.

Tandlægeforeningen opfordrer til, at man jævnligt går til tandlægen for at få tjekket tænder og mundhygiejne – og for at få gode råd til, hvordan man bedst passer på sine tænder.

Ny hjemmeside om unge skizofrene

– Vi ønskede at lave et undervisningsmateriale på nettet, for det er dér, de unge finder informationer, fortæller initiativtageren til den nye hjemmeside, ledende overlæge Klaus Müller-Nielsen, Børne- og Ungdomspsykiatri Kolding-Augustenborg.

Hjemmesiden – www.ungmedskizofreni.dk– giver nyttig information om sygdommen, men den giver også håb og handlemuligheder. For selv om skizofreni er en alvorlig sygdom, så er der også mange, der bliver raske eller lærer at leve med sygdommen.

På hjemmesiden kan du møde fire unge, der som teenagere fik stillet diagnosen skizofreni. De fortæller åbent om deres erfaringer med sygdommen. Pårørende og fagfolk fra Region Syddanmark supplerer de unges fortællinger med oplevelser, indsigt, erfaringer og viden.

Klubhuse for hjerneskadede

Omkring 80.000 børn og voksne er ramt af en erhvervet hjerneskade. Mange er i fare for at blive socialt isolerede på grund af deres handicap, og alt for mange havner på en førtidspension. Derfor etablerer kommunerne flere og flere klubhuse for borgere med erhvervet hjerneskade, hvor der arbejdes med helhedsorienterede rehabiliteringstilbud.

Klubhusene er udviklet efter et amerikansk koncept, Clubhouse Model, der oprindeligt henvendte sig til mennesker med psykiske lidelser. Nu bruges konceptet også på borgere med erhvervet hjerneskade. Hovedhuset i København var det første klubhus i Danmark og danner nu model for de huse, der er ved at blive etableret rundt om i landet.

I klubhuset er man ikke patient. Man er medlem af en klub, hvor medlemmer og medarbejdere er ligestillede. Modellen bygger på et frivilligt arbejdsfællesskab, hvor medlemmer og medarbejdere i fællesskab løser forskellige praktiske opgaver i forbindelse med den daglige drift af huset.

Igennem dette arbejde afdækkes den enkeltes ressourcer samtidig med, at han eller hun får mulighed for at vedligeholde og udvikle de kompetencer, vedkommende havde før hjerneskaden.