Hjerneskade: Det er ikke en livstidsdom

Hjernen er et overraskende plastisk organ, som selv efter omfattende skader kan genoptrænes til at fungere nærmest som inden skaden. Genoptræning og tid kan gøre hele forskellen.

Ingen havde tænkt på, at det kunne være en tumor i hovedet, da Kira Lindeskov for halvandet år siden blev syg med hovedpine og opkast.

– Jeg var meget træt, kunne ikke holde noget i mig, men kastede alt op igen, så snart det var kommet ned. Jeg havde ondt i nakken, men ingen feber. Til sidst følte jeg mig så dehydreret og omtåget, at jeg insisterede på at få et drop, da vi var hos vagtlægen for tredje gang, og jeg blev indlagt på Hvidovre Hospital.

Droppet hjalp på Kiras symptomer, men en opmærksom læge undrede sig over, at der tilsyneladende ikke var noget galt med Kiras mave, så han bestilte en skanning af hendes hoved.

Frank Humle er direktør for Center for Hjerneskade, og han er ikke ubekendt med, at en svulst i hovedet kan føre til influenzalignende symptomer.

– Afhængigt af hvilke forbindelser, svulsten klemmer på i hjernen, kan man blandt andet opleve svimmelhed, lammelser, hovedpine, generel utilpashed, og opkastninger er heller ikke usædvanligt. Det kan give rigtig mange forskellige symptomer.

Skanningen viste en tumor på 5 x 5 x 6 cm – altså større end et almindeligt hønseæg – i den forreste del af hovedet. Det var den 21. august 2011, og Kira havde på det tidspunkt været hjemme med sin “virus” i 10 dage.

Men Kira var heldig, tumoren var godartet og kunne fjernes fuldstændig ved operation.

– Jeg kan huske, at jeg om morgenen inden operationen stod foran spejlet og tænkte “Nu er jeg syg, men jeg føler mig rask, når jeg vågner efter operationen, så er jeg rask, men jeg føler mig nok syg”.

Når hjernecellerne dør

Den antagelse fik Kira ret i. Mere end hun havde forventet, for efter de otte uger, hun var blevet stillet i udsigt, det ville tage at komme sig, var hun stadig meget træt og slet ikke i stand til at tage på arbejde. Udover trætheden var hendes kognitive evner også påvirket.

– En del hjerneceller kan dø, når man har en stor tumor i hovedet. Blodforsyningen til cellerne kan blive så afklemt, at de dør af iltmangel. Desuden er det ikke usædvanligt, at man kommer til at ødelægge noget væv i forbindelse med, at man tager tumoren ud, fortæller Frank Humle. Hvilken skade, man skal leve med efter sådan et indgreb, er meget forskelligt, og det kræver altid en individuel test og vurdering at finde ud af, om der er funktioner, der er gået tabt.

– Man kan blive påvirket på mange forskellige måder afhængig af, hvor skaden sidder. Kiras tumor sad foran, hvor der blandt andet er de centre, der styrer mange af vores sociale kompetencer, vores evne til planlægning, empati og initiativ. Det er mange af de funktioner, som gør os til de personer, vi er. I nogle tilfælde kan man godt ændre personlighed til en vis grad, fortæller Frank Humle. 

En af de ting, som ofte er et problem i forhold til hjerneskader i den forreste del af hjernen, er at omverdenen ikke kan se, at der er noget galt. Hvis man er blevet lam eller har fået et talebesvær som følge af en skade, så er det meget tydeligt for de pårørende, at alt ikke er, som det plejer. Ved skader i frontallapperne, kan det være evnen til at omgås mennesker eller tage initiativ, der er påvirkede, og så bliver man nemt opfattet som ugidelig eller ubehøvlet, fortæller Frank Humle.

Kunne ikke se en film

Efterhånden som ugerne gik, og Kira stadig ikke genvandt sin energi eller de kognitive evner, hun havde haft inden operationen, blev hun bekymret.

– Jeg kunne ikke læse en bog eller følge med i en film. Jeg kunne simpelthen ikke følge med i plottet og forstå, hvorfor karaktererne i fortællingen gjorde, som de gjorde. Jeg har ellers altid læst mange bøger og set mange film. Jeg arbejdede med koordination af komplicerede processer og var en god planlægger, men jeg kunne pludselig ikke overskue selv få informationer. Jeg havde svært ved at træffe de mest simple beslutninger i begyndelsen. Jeg kunne ikke engang finde ud af, om jeg skulle have leverpostej eller spegepølse på min rugbrødsmad.

Derfor tog Kira en samtale med en neuropsykolog, som sendte hende videre til Center for Hjerneskade.

– Det var fantastisk at møde en neuropsykolog. For første gang virkede det som om, der var en, der forstod de gener, jeg havde. På Center for Hjerneskade fik jeg endelig den hjælp, jeg havde brug for, og jeg mødte andre med hjerneskader og oplevede, at det ikke behøver at være en livstidsdom at få en hjerneskade. Hjernen er fuldstændig fantastisk, og man kan opnå gode resultater gennem den rette træning.

Udgangspunktet er de bevarede evner

Når Center for Hjerneskade modtager nye elever, som de kalder deres brugere, begynder de med at lave en række tests, der skal vise præcis, hvilke kompetencer der er intakte, og hvilke der er beskadigede.

– Det er vigtigt, at der også er fokus på de bevarede evner, da de skal hjælpe med genoptræningen. Hvis man træner intensivt og hurtigt, kan man opnå rigtig gode resultater, uanset om det drejer sig om fysiske eller mentale skader.

Udover at genoptræne med henblik på at genvinde tabte evner, så er kompensationsstrategier en vigtig del af arbejdet på centeret.

– I modsætning til hvad mange tror, så har hjernen ikke en imponerende overkapacitet, så efter alvorlige hjerneskader, vil der være ændringer i ens funktionsniveauer, som man skal lære at leve med. Det kan være, at ens hukommelse er påvirket, og så kan det være en kalender og en mobiltelefon med påmindelser, der skal bruges aktivt for at kompensere for den manglede evne til at huske, siger Frank Humle.

Desuden er fysisk træning en del af forløbet, for den fysiske træning skaber en dynamik og aktivitet i hjernen, der hjælper med genoptræningen – også selv om der ikke er opstået problemer med motorikken.

Happy ending

– Jeg er så taknemlig for, at jeg har fået mit liv igen. Det var mit held, at tumoren var godartet og kunne fjernes fuldstændig ved operation uden efterbehandling. Jeg var også heldig, at der var et sted som Center for Hjerneskade, hvor jeg fik uvurderlig hjælp til genoptræning. Dygtige læger og den rette genoptræning er afgørende for, at jeg i dag er helt rask og uden mén.

Kira gik til genoptræning på Center for Hjerneskade i knap to måneder, hvorefter hun ikke længere havde nogle gener. I dag lever Kira et liv, der til forveksling minder om det liv, hun levede før. Eneste forskel er en oplevelse, som har givet tingene et andet perspektiv.