Motionerede sig fra Alzheimer-symptomer: Jeg blev mig selv igen

Christian Andersen var 64 år gammel og havde planlagt sit velfortjente otium, da han blev ramt af Alzheimers sygdom. På kort tid blev hans liv og personlighed forandret. I dag, halvandet år efter diagnosen blev stillet, fungerer Christian Andersen stort set normalt. Han har trænet sig fra symptomerne.

Papirerne er underskrevet. Christian Andersen har, 66 år gammel, gjort sig selv umyndig og overdraget en fuldmagt til sin kone. Testamentet ligger klar, og han har gjort det tydeligt, at han gerne vil på plejehjem, når situationen spidser yderligere til.

Christian Andersen er en mand, der handler. Og handling var derfor også hans reaktion, da han for halvandet år siden fik den sværeste besked i sit liv: “Du har Alzheimers sygdom”!

Der er ellers absolut intet, der afslører, at den dynamiske, velformulerede herre, jeg sidder over for, er dement. Ikke et eneste ord må han søge efter. Ikke en eneste gang har han brug for en tænkepause, når jeg stiller et spørgsmål.

– Havde du talt med mig for et år siden, ville du ikke have været i tvivl, siger han, og fortæller om, hvor angstprovokerende det er, pludselig at befinde sig i sin bil og ikke ane, hvor man er – eller hvor man skal hen. Om at være skrækslagen for at gå i supermarkedet, fordi man ikke kan finde ud af at betale. Om at glemme et møde man selv har indkaldt til – og midt i mødet glemme, hvad det handler om.

Situationer, der ellers er meget fremmede for Christian Andersen, som det meste af sit arbejdsliv har været den, der har ledet, fordelt og sat i gang. Han har de seneste 25 år været leder og direktør i en international koncern, og det har indbefattet arbejdsdage på 12-14 timer – og masser af rejseaktivitet, hvor han i lange perioder slet ikke var hjemme. Christian var derfor også klar over, at overgangen til at blive pensionist ville blive en udfordring. At den kom til at blive så brat, havde han dog ikke forudset.

Ændrede personlighed

Hvornår sygdommen begyndte, er der ingen, der ved. Men Christian mærkede, at der var ting, han havde tiltagende svært ved, og til sidst valgte han at sige sit job op. Han var ikke længere i stand til at varetage det.

– Jeg tænkte, at det var stress – og det var nok også til dels det, der udløste det hele, forklarer han.

Hjemme i lejligheden i Holbæk, hvor Christian og hustruen Margit pludselig så mere til hinanden end nogensinde før, gik der et års tid, hvor situationen faktisk kun blev værre og værre. Christian sov mere og mere, han havde svært ved mange ting, og han ændrede personlighed.

– Jeg blev så irriteret, fortæller Margit om de forbudte følelser, man uundgåeligt står med som pårørende til en dement.

– Han var så lang tid om at opfatte noget – selvom jeg havde sagt det masser af gange. Sådan plejede det jo slet ikke at være. Så jeg blev vred, siger hun.

Både Christian og Margit oplevede også, at Christian blev tiltagende aggressiv. Og til sidst var der ingen vej tilbage – han gik til lægen, som straks fattede mistanke. Kort efter var diagnosen stillet.

Handling giver resultater

Christian og Margit reagerede meget aktivt på den frygtede diagnose. De brugte den første tid på at sætte sig grundigt ind i sygdommen, “for det hjælper meget at vide, at det eksempelvis er en del af diagnosen, at man bliver aggressiv – og hvad man kan gøre for at udsætte sygdommen”, fortæller de enstemmigt.

– Jeg fandt ud af, at der er tre ting, man selv kan gøre: være fysisk aktiv, opretholde den sociale kontakt og træne sin hjerne, opsummerer Christian Andersen.

Han var da heller ikke i tvivl, da han blev tilbudt at deltage i ADEX-projektet, hvor ny-diagnosticerede Alzheimerpatienter dyrker motion. I februar sidste år begyndte han på det fire måneder lange træningsforløb – og det var noget af en mundfuld.

– Det tog meget tid, og så var det meget anstrengende i starten, fortæller Christian. Han var umådeligt træt, når han kom hjem, og da han efter to måneders hård træning stadig ikke følte nogen fremgang, var det svært at hive motivationen frem til at komme af sted de tre gange hver uge, som projektet kræver.

Men så skete der pludselig noget. Rigtig meget, faktisk.

– Jeg mærkede en tydelig fremgang. Og jeg fik det meget bedre med mig selv, husker han.

Christian blev bedre til at huske og til at finde rundt. Og hans tolerancetærskel blev normaliseret.

– Sådan noget som støj kunne gøre mig vanvittig. Eller mange mennesker, der talte samtidigt. Det var rædselsfuldt. Men det er fuldstændig væk i dag.

Også Christians kone kunne mærke den store forskel:

– Det aggressive forsvandt. Det var som om, han blev sig selv igen, fortæller Margit.

Ud af isolationen

I dag træner Christian Andersen stadig tre gange om ugen med høj puls – han følger fysioterapeuternes program fra ADEX, men klarer det selv i et fitnesscenter. Og så slår han to fluer med ét smæk, idet han næsten har gjort sin egen situation til et fuldtidsjob. Han og hans kone er ambassadører for ADEX-projektet og har været med, når der skulle rekrutteres nye deltagere. De er også i gang med at starte en netværksgruppe for tidligt demente i Holbæk Kommune, og de har deltaget i dannelsen af såvel en demens-gruppe som en pårørende-gruppe, som mødes nogle timer hver måned.

– Mange demente isolerer sig og bliver berøringsangste, fordi det kan være så angstprovokerende at færdes uden for hjemmet, og fordi der er meget skam forbundet med at have Alzheimer. Og det bliver en ond spiral, siger Christian Andersen, som også hver dag træner sin hjerne med et amerikansk internet-baseret program, der er særligt udviklet til kognitiv træning, som er meget vigtig for Alzheimer-patienter.

Håb og glæde

Christian Andersen kommer flere gange tilbage til, hvor hård en situation det er for ægtefællen – og hvor lidt hjælp der er at hente i samfundet, som efter hans mening ikke anerkender sygdommen på dens rette betingelser. Parret er enige om, at det er vigtigt at få snakket.

– Det hjalp meget, at vi for eksempel fik talt om Christians angst for at tage ud og handle. Så forstod jeg bedre, hvorfor han aldrig ville, siger Margit.

Men også de barske realiteter omkring fremtiden er det vigtigt at få vendt, mener de. Mange omkring dem i Alzheimer-netværket er i dag døde eller på plejehjem, så situationens alvor trænger sig konstant på. Men midt i det hele lever håbet og glæden over, at Christian i dag kan leve stort set symptomfrit. Hans aktive indsats har båret frugt, og selvom ingen ved, om den kan holde sygdommen helt væk, så nyder de hver dag.

– Vi skal alle dø, og Alzheimer dør man af på et eller andet tidspunkt. Men jeg kan sagtens nå at dø af noget andet, fastslår Christian Andersen med et smil.