Vil du have kaffe eller te?

Jeg har netop afsluttet dagens sidste patient i lægehuset og skal lige nå et sygebesøg på vej hjem, sidst på eftermiddagen. På vej ud til patienten er jeg allerede i gang med at planlægge en løbetur, som jeg lige kan nå, hvis jeg skynder mig. Mentalt er jeg allerede videre.

Da jeg ankommer, åbner hoveddøren, inden jeg når at ringe på, og patientens kone tager imod mig: ”Hvor er det godt, at du kommer – han har ventet længe og har lige spurgt, om du måske havde glemt ham”.

Jeg kommer ind i stuen og får øje på den hvide hospitalsseng, der er blevet installeret midt i rummet. Den fylder så meget, at de øvrige møbler er placeret langs væggene, og der står kasser med vaskeservietter, bleer og gummihandsker på bordet. Rummet er ikke længere en dagligstue, men en sygestue. Sengen er tom, og jeg lader blikket vandre mod lyset ud til havestuen, hvor jeg ser en hånd vinke over stoleryggen, mens jeg genkender stemmen, der spørger, om jeg vil have kaffe eller te?

Det er her, jeg tager en dyb indånding og indser, at løbeturen er aflyst. Løbeturen er ikke længere vigtig, men det er derimod oplevelsen af at dele en vigtig livsbegivenhed med min patient og hans kone. Min patient er netop udskrevet efter indlæggelse med en blodprop i hjernen. Hans kone har selv for en del år siden haft en mindre blodprop i hjernen, og han har derfor indtil for nylig været den stærke af de to. Nu er billedet vendt. Han er blevet næsten helt lam i venstre arm og ben og er nu dybt afhængig af andres hjælp.

Da jeg kommer ud i havestuen, afslører den vinkende hånd bag stoleryggen hans velkendte skikkelse, der dog hælder til venstre side i kørestolen, som han er placeret i. Hans venstre arm og ben kan han ikke bevæge, og hans højre mundvig hænger en smule, som tegn på, at han har haft en blodprop i hjernens højre temporalregion. Da vi alle tre er placeret rundt om bordet med hver vores kop kaffe, spørger jeg ham om, hvordan han har det. Han kigger over på sin kone og tilbage til mig og afbryder lyden af kaffekanden på bordet: – Ja, jeg lever endnu, og jeg har stadig min kone – det er jo ikke en selvfølge i min alder. Han smiler, og jeg gengælder hans smil. De er begge over 80 år gamle, og han har helt ret. Det er bestemt ikke nogen selvfølge.

Vi får os talt ind på situationen, og midt i kaffekop nummer to begynder han at græde. Vi taler om, at han har det svært med at være hjælpeløs og have brug for hjælp fra både sin kone og hjemmehjælp. At han føler sig fanget i sin krop. Vi taler om, at han er bange for, at hans kone skal blive alene og ikke kunne klare sig. Vi taler om at være bange for at dø med smerter. Vi taler også om, at de har haft en fin formiddag sammen, og at hans kone er glad for nu at være den, der kan hjælpe ham, ligesom han tidligere har kunnet hjælpe hende. Vi taler om deres fælles liv og historie, deres børn, og de nye udfordringer de står i nu.

Da jeg skal videre, bærer hans kone og jeg kaffekopperne ud i køkkenet. Jeg siger tak for kaffe og de mange fine historier og spørger om, hvordan hun har det. Hun ser på mig, og siger, at det ikke er nemt, men at det hjælper at tale om det. Det hjælper at sætte ord på det, der er svært. Det hjælper at dele det, også selv om der ikke er en løsning.