Mit første høreapparat

Af: Høreforeningen / Foto: Scanpix/Iris

For at få fastslået, om du har et høretab, skal du gå til ørelæge – dvs. en speciallæge i øre-næse-halssygdomme.
Du behøver ikke en henvisning, men kan bestille tid direkte. De fleste, der får konstateret et høretab, får tilbudt en behandling med høreapparat som første løsning på problemet. Her får du et overblik.

Typer af høreapparater

CIC – Completely In the Canal: Hele apparatet sidder inde i øregangen og egner sig bedst til lettere og moderate hørenedsættelser. Der er typisk ikke plads til betjeningsknapper eller et teleslyngeprogram.

I-øret-apparat: Det mest almindelige høreapparat til brugere, der ikke ønsker at have høreapparat bag øret. I-øret-apparater er så store, at der typisk er plads til volumenkontrol og en programomskifter.

Ørehænger: Kaldes også for bag-øret-apparater. Mikrofon, forstærker og højttaler er placeret i et apparat, der hænger bag øret. Den forstærkede lyd føres via en tynd plastikslange ned til en formstøbt øreprop. Ørehængere er mere robuste og kan forstærke kraftigere end i-øret apparater.

Åben tilpasning: Primært til lette og moderate hørenedsættelser anvendes ganske små ørehængere, som sender lyden ind i øret via en meget tynd slange – og uden formstøbt øreprop.

Teleslynge

Mange offentlige rum har teleslynge, som kan kobles til høreapparater, så du kan høre, hvad der bliver sagt i salen. Du skal være opmærksom på, om det høreapparat, høreklinikken vælger til dig, indeholder teleslyngeprogram.

Offentligt eller privat?

Når du skal have høreapparat, skal du tage stilling til, om du vil henvises til en offentlig høreklinik, eller om du vil til en privat høreapparatforhandler. Din øre- næse-halslæge har pligt til at informere dig om valgmulighederne.

Den offentlige høreklinik med en henvisning: Du skal bestille tid. Der er store geografiske forskelle på ventetiderne til høreklinikkerne. Behandlingen er gratis.

Den private høreapparatforhandler med henvisning: Du kan købe høreapparater ved en privat forhandler med offentligt tilskud. Tilskuddet er pr. 2016 6.388 kr. for to apparater. Som regel er der kun kort ventetid på at købe et høreapparat hos de private forhandlere. Der er oftest egenbetaling.

Læs også Høreforeningens ”Guide ved køb af høreapparat” på hoereforeningen.dk

__________

Høreforeningens råd:

  • Din høreundersøgelse bør som minimum både bestå af inspektion af øret, en lydtest (toneaudiometri) og en skelnetest (taleaudiometri).
  • Du skal efter henvisning fra ørelægen selv have lov til at bestemme, hvilken klinik der skal behandle dig.
  • Få en grundig dialog med audiologen med tid og mulighed for at beskrive, hvilke lydmiljøer du færdes i og hvilke hørebehov, du har.
  • Få telespole/program i dit apparat, hvis det er teknisk muligt, så du kan bruge teleslynger i offentlige rum.
  • Du skal sikre dig, at øreproppen er komfortabel og passer ind i øret.
  • Få klar besked om mulighederne for senere finjustering på klinikken, herunder datoer og tidspunkter.
  • Få en solid instruktion i håndtering og vedligehold af apparatet og dets dele, inden du går hjem første gang.
  • Få orientering om, hvilke muligheder du har for at få hjælp til at tackle dit høretab ud over at få høreapparater.

Læs mere på hoereforeningen.dk

__________

Vidste du, at …

… op mod 800.000 mennesker har høreproblemer.
… over 300.000 har allerede gjort noget ved det og har fået høreapparat.

Kilde: Høreforeningen

__________

Husk at:

Hørelsen er lige så forskellig som fingeraftryk. Derfor er det vigtigt, at du forbereder dig til mødet med den, som skal vurdere dit behov for høreapparater og indstille dem.

Kilde: Høreforeningen