Danske tandplejere er uddannet til ikke blot at tjekke for huller og tandkødssygdomme, men også at opdage forandringer i mundens slimhinder. Ofte er forandringerne harmløse, men et fåtal kan være forstadier til kræft og skal udredes på sygehuset.
Visse forandringer i slimhinderne giver smerter/gener. Det er ofte svien og en brændende fornemmelse, der kan forværres af det, man spiser; typisk føde- og drikkevarer der er sure, salte, stærke eller røgede. Allergi overfor føde- og drikkevarer forværrer også generne. Ved mistanke om fødevareallergi bør det udredes hos en allergilæge.
Er man allergisk overfor pollen kan generne i slimhinderne forværres i de perioder, hvor allergien er i udbrud. Og overdrevent alkoholforbrug og rygning øger risikoen for slimhindeforandringer.
Når vi som tandplejere foretager en undersøgelse, kigger vi efter om slimhinderne er lyserøde og fri for sår og forandringer i farven. Slimhinderne skal føles glatte og må ikke være ru eller meget nubrede. Vi kigger også efter, om munden er tilstrækkeligt fugtet af spyt. Hvis ikke der dannes nok spyt, bliver munden tør.
En fugtig mund er mere modstandsdygtig overfor tandsygdomme. Spyttet neutraliserer syrligheden i det, vi spiser og drikker, og hjælper med at holde vores tænder rene ved at skylle vores tænder fri for madrester. Uden spyt klistrer maden til tænderne og øger risikoen for tandkødsbetændelse og huller i tænderne. Spyt indeholder også enzymer, der starter fordøjelsen af vores mad, så vi kan optage næringsstoffer og få energi til kroppen. Når vi tygger vores mad, blandes maden med spyt, som gør det muligt at synke maden.
En tør mund kan være meget ubehagelig at leve med. Der er flere årsager til mundtørhed, men den hyppigste er én eller flere typer medicin. Mange former for medicin har den bivirkning, at de giver mundtørhed. Selv om det enkelte præparat ikke giver tør mund alene, kan kombinationen af forskellige typer medicin give nedsat produktion af spyt.
Mange oplever det mest om natten, hvor produktionen af spyt i forvejen er lav. Oplever du f.eks. at vågne hver nat med trang til at drikke vand – ofte flere gange på en nat – så vil det være en god idé at rådføre dig med din tandplejer, som nemt kan teste, om du producerer nok spyt. Hvis din produktion af spyt er for lav, er der forskellige hjælpemidler, der kan lindre, og som din tandplejer kan vejlede dig i at bruge.
Det kan også være en ide at tale med egen læge om muligheden for at ændre på indtaget af medicin, men dette er desværre ofte ikke muligt. Hvis årsagen til mangel på spyt ikke kan findes i indtaget af medicin, kan årsagen være sygdom.
En del sygdomme giver problemer med produktionen af spyt. Det kan f.eks. være leddegigt og diabetes. Rygning og stofmisbrug giver også nedsat spytproduktion.
Trækker man primært vejret gennem munden, udtørrer det også mundens slimhinder med samme konsekvenser som ved nedsat spytproduktion.
Hvis din mund er tør, skal du være meget omhyggelig med tandbørstningen, da der hurtigere dannes belægninger af bakterier – også kaldet plak – på tændernes overflade og langs tandkødskanten.
Har du delprotese, skal denne også børstes dagligt og gerne efter hvert måltid, så madrester ikke irriterer slimhinderne. Din protese kan sidde løst, når du er tør i munden. På apoteket kan du købe gel, der hjælper til at få spyt. Gelen kan smøres på indersiden af protesen, inden du sætter den i munden. Gelen gør, at protesen suger sig bedre fast.
Det er vigtigt, at du får kontrolleret dine tænder og mundhygiejne i forhold til dit behov. Tal med din tandplejer om, hvordan du kan pleje dine tænder og mund bedst muligt.
Tegn på tør mund og slimhinderMangel på spyt kan give dig en fornemmelse af, at det er svært at synke og tale, og at din mad ikke smager, som den plejer. Din tandplejer kan måle, hvor meget spyt du har i munden. En tør mund kan give ømme, sarte og irriterede slimhinder, og der kan opstå revner, sår og svamp i og omkring munden. Hvis du har ømme slimhinder og tandkød, kan det være svært at børste tænderne grundigt. Det kan medføre, at du nemt får betændelse i tandkødet og huller i tænderne. |
Behandling af tørhed i mundenPå apoteket og i større dagligvarebutikker kan du købe sugetabletter, tyggegummi og vingummi uden sukker og spray, geler og mundskyl, der erstatter og stimulerer dannelsen af spyt. Mange oplever en god effekt ved at fugte munden med vand i en forstøver inden brug af disse produkter. Tal med din tandplejer om, hvad der kan hjælpe dig. Fremhæves: En række sygdomme, f.eks. lunge- og hjertekarsygdomme og diabetes, forværres af dårlig mundhygiejne på grund af bakterier i mundhulen.
|
Vidste du, at:En række sygdomme, f.eks. lunge- og hjertekarsygdomme og diabetes, forværres af dårlig mundhygiejne på grund af bakterier i mundhulen. |