Skovbadning: Happy hour i humørbaren

Af: Lea Neuberg

Foto: Scanpix/Iris

Happy hour kalder billeder frem af festlige plakater med two-for-one cocktails i nattelivet, men den slags giver som regel en del tømmermænd. Det gør naturens variant af Happy hour til gengæld ikke, den har den modsatte effekt, den restituerer faktisk kroppen.

 

Vi starter med en enkelt, inden vi dobler op i naturens humørbar. Egentlig burde den hedde sundhedsbar, men kundegrundlaget er nok større til en humørbar. Uanset navn på baren, så skal vi kikke på skovbadnings restituerende effekt, som er et enkelt startskud til at finde sundhed i naturen.

Skovbadning?

Vi associerer badning med pool og strand, men det er ganske anderledes i Japan. Og det er dér, de har opfundet skovbadning. Men de har selvfølgelig heller ikke så meget strand, som vi har. Så det er da meget fornuftigt at bruge skovsøer – men det er slet ikke badning i vand, der er tale om.

Næste tanke, når vi hører skov og badning i ét ord, giver billeder af stakke med tørrede blade, som børnene tager hovedspring i. Men det handler faktisk om voksne mennesker, der skal være mere effektive på arbejdsmarkedet.

Japanske medarbejdere i skoven

Det er jo utroligt, at japanerne bruger tid på at køre deres medarbejder ud i skoven, for at sidde og bade sig i skoven, på samme måde som mennesker sidder og bader sig i solen. For det er sådan skovbadning foregår – ganske enkelt bare sidde og slappe af og kikke ud i skoven. Lige nu sidder jeg så og småsmiler ved tanken om en japansk medarbejder, der kommer tilbage til kontoret og siger: Hej igen, jeg har lige skovet mig.

Når vi soler os, får vi D-vitamin, og når vi skover os, øger vi immunforsvaret og kroppens restitutionsmodus aktiveres. Der er efterhånden en del videnskab, der kan forklare, hvorfor det fremmer effektiviteten på arbejdspladsen at sidde ude i skoven og “bade” indimellem.

Og japanerne ville nok heller ikke gøre det helt uden grund.

Restitution, modstandsdygtighed og energi af skovbadning

Japansk skovbadning startede med at påvise, at den olie, som træerne udskiller for at beskytte sig selv, faktisk øger menneskets modstandsdygtighed overfor kræftceller. Senere studier viste netop Happy hour på de sundhedsfremmende effekter.

Når mennesker bare sidde og kikker ud i skoven, påvirker det vores autonome nervesystem i retning af restitution. Samtidig får vi også mere energi, og hjernen bliver lige ladet op. Og der er flere positive gevinster både for hormonbalancen og blodtrykket.

Alene det at se grønne områder fra vinduet har en restituerende virkning på kroppen. Det viser et studie fra Pennsylvania, hvor forsker Roger Ulrich påviste, at patienter, der har udsigt til grønne områder, blev tidligere udskrevet fra sygehuset, sammenlignet med patienter, der havde udsigt til en mur. Patienterne havde også færre komplikationer efter operation, hvis de lå på en stue med udsigt til grønne områder.

Vand er stadig mest effektiv

Der forskes i naturens påvirkning af menneskets sundhed i hele verden. Hvordan man så definerer natur spreder sig en del. Men det er ikke kun skoven, der har en sundhedsfremmende effekt på mennesket, det er både grønne områder, som parker og virtuelle naturmiljøer, der imiterer skovens miljø eller andre naturlignede miljøer.

Faktisk viser forskningen, at områder med vand, er de mest effektive, når det handler om at aktivere kroppens restitution.

Forskning viser også, at en tur i et grønt område i middagspausen mindsker stress på arbejdspladsen. Men uanset om du har en arbejdsplads eller står udenfor arbejdsmarkedet, så har din krop brug for at være i grønne områder eller ved stranden og havet.

Kulturen i østen gør det naturligt at samles i byparkerne og dyrke Tai Chi, det kunne være interessent at se, hvor meget det kunne øge folkesundheden i Danmark, hvis alle mødes i den nærmeste park og dyrkede 10 minutter Tai Chi, hver middag. Forskningen viser nemlig, at ti minutter er nok til at opnå den restituerende og afstressende virkning og give hjernen ny energi.

Kom med på skovbadning – eller en gåtur ved stranden

Internationale forskningsresultater viser, hvilke effekter naturen har, hvilke typer natur, der er mest effektive og hvordan effekten opnås mest effektivt. Det bedste er at interagere med naturen, være i nærheden af noget vand og samtidig være i let bevægelse.

Så en tur ud efter vilde planter ved vadehavet er den mest effektive sundhedsfremmende aktivitet, du kan lave.

Samtidig med, at du sænker blodtrykket, bliver afstresset, får bedre immunforsvar, forebygger depression, får mere energi og balance i hormonsystemet, får du så vitale vitaminer med hjem i form af vilde spiselige planter med solid næringsværdi. Så der er endnu en gang Happy hour – energi til både krop og sjæl.

Vi ses derude under åben himmel og hav til naturlig bevægelse og vitamin-indsamling!


Kort om Lea Neuberg

Hun står bag udekøkkenet, “Under Åben Himmel,” der ligger ved Søndernæsgård i Sønderjylland.

Lea er uddannet fysioterapeut, har en diplomuddannelse i ernæring og kandidat i folkesundhedsvidenskab, cand. scient. san. publ.