Nej, der er ikke gået inflation i ADHD-diagnosen!

I dag ved man, at ADHD er arveligt betinget og ikke skyldes dårlig opdragelse, som kritiske røster har påstået. Derfor ser man i disse år mange få diagnosen ADHD, siger ekspert. Tidligere har alt for få fået den nødvendige hjælp.

Forestil dig, at du hver torsdag aften kl. 23.00 efter nogle i øvrigt travle dage skal udføre ugens allermest krævende opgaver. Såsom at gå til jobsamtale, holde børnefødselsdag for 25 syvårige eller holde et svært oplæg for dine kollegaer. Selvom din hjerne er træt, og selvom du har brugt de fleste af dine ressourcer i løbet af dagen.

Det kan være svært at forestille sig, at der kan komme ret meget positivt ud af den arbejdsrytme. Men det er præcis sådan, det er at være et menneske, der lider af ADHD. Med undtagelse af, at det ikke kun gælder sent torsdag aften. Har man ADHD, er det sådan, man har det så godt som hele tiden. Det fortæller overlæge og speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri på PP Clinic, Jakob Ørnberg.

– At have ADHD er at være stresset hele tiden og have en hjerne, der hurtigt kommer til at mangle energi. Du kan godt køre derudaf med 100 kilometer i timen, men du har kun tre gear at bruge, og når du er færdig, er du helt uden ressourcer. Derfor ser jeg mange, der kommer til mig med stress, angst og depression, og når man så skraber i det, kan man se, at de i virkeligheden går rundt med en ubehandlet ADHD, siger han.

ADHD er en diagnose, der om nogen har været omdiskuteret det seneste årti. Kritiske røster har retorisk spurgt, om ADHD i virkeligheden ikke blot er et moderne udtryk for det, man i gamle dage ville kalde dårlig opdragelse. En diagnose, som hjælpeløse curlingforældre har mulighed for at få fingrene i hos nogle i øvrigt alt for rundhåndede læger.

Jakob Ørnberg kender alle fordommene og misforståelserne omkring ADHD – og han bliver ikke blot provokeret, men også ked af det på de ADHD-ramte familiers vegne, som må lægge ører til noget, der ikke har hold i virkeligheden. Det er dem, som han sidder med, når de er slidt helt ned til sokkeholderne, græder og kun hænger i med det yderste af neglene.

Men heldigvis er der langsomt ved at udbrede sig et bedre forståelse af, hvad ADHD i virkeligheden er for en størrelse. Og det kan forhåbentlig skabe en bedre forståelse for de mennesker, der er ramt.

– Med vores viden i dag skal man forstå ADHD som en vanskelighed, der er neurobiologisk forankret. Tidligere har man tolket symptomerne på ADHD som hverdagssymptomer, hvilket har ledt til mange uheldige misforståelser, siger han.

Med hverdagssymptomer menes for eksempel glemsomhed, træthed og stress. De fleste af os kender til disse symptomer og til at glemme vores nøgler på jobbet, blive trætte og udkørte. Derfor har det været nærliggende at betragte disse symptomer hos ADHD-ramte, som noget vi alle oplever, og som man derfor burde kunne styre.

– Hold da op, hvor er der mange voksne, der som børn har fået at vide, at nu skulle de tage sig sammen. Men at sige sådan til en med ADHD er ligeså dumt som at sige til en blind, at han eller hun skal se sig for, når vedkommende går over vejen. Man kan ikke bare tage sig sammen – ADHD er arveligt betinget, siger Jakob Ørnberg.

Når så mange det sidste årti har fået diagnosen ADHD (man regner med, at cirka 3,5 procent af den voksne befolkning lider af ADHD – og op til fem procent blandt børn), handler det altså ikke om, at det er gået inflation i diagnosen, og at den bruges til at dække over uopdragne børn.

Det handler i stedet om, at der tidligere har fundet en underdiagnosticering sted – mange unge og voksne har aldrig fået den ADHD-diagnose, som de burde have haft i deres barndom, og som, havde de fået den, ville have gjort deres liv betragteligt lettere. Både i forhold til at få den rette hjælp, men ligeså meget i forhold til at få forståelse fra omgivelserne.

Men fordi man nu er blevet så dygtige til dels at screene for- og dels at behandle ADHD, vil stigningen af mennesker med diagnosen formentlig ikke fortsætte med samme fart.

– Om 10 år vil vi have fanget langt de fleste som børn, så der vil ikke gå så mange udiagnosticerede voksne rundt, som vi har oplevet i disse år får en diagnose alt for sent. Men samtidig skal vi være klar over, at folk med ADHD ikke er ens og vokser op i forskellige miljøer.

– Hvis du har en opmærksomhedsforstyrrelse, men er godt begavet og lever i en familie med mange ressourcer, så er det klart, at du bedre kan kompensere for din ADHD, end hvis du er fra en ressourcesvag familie, siger Jakob Ørnberg og pointerer, at for mange voksne udiagnosticerede knækker filmen det øjeblik, de selv får børn.

Onde tunger har også gennem årene påstået, at ADHD-medicin bliver udskrevet alt for flittigt – særligt til børn. Det har også ramt forældrene til de børn, der havde brug for medicinen, og som responderede positivt på den.

– Mange forældre til børn med ADHD har følt sig tynget, når der været kritiske røster fremme, og de har følt, der blev skudt direkte mod dem. Men at få en ADHD-diagnose sat på sit barn er på ingen måde at springe over, hvor gærdet er lavest. Det er her, du først skal til at reflektere over alt, hvad du gør i forhold til dit barn, siger Jakob Ørnberg, der også ønsker at aflive fordommene omkring ADHD-medicin.

– Der er mange ting i psykiatrien, jeg ikke er stolt over. Men noget af det, jeg godt synes, vi kan være tilfredse med, er, at vi har en medicin til mennesker med ADHD, der virker så godt. Det er selvfølgelig godt med sund skepsis, og man skal ikke proppe børn ukritisk med medicin. Men den her medicin hjælper rent faktisk de her børn – og voksne – til et bedre liv, siger han.

Udover bedre behandlingsmuligheder og bedre screeningsredskaber er der ifølge Jakob Ørnberg endnu en årsag til, at vi har set en stigning i antallet af mennesker med en ADHD-diagnose. Den måde, vores samfund har udviklet sig på, betyder nemlig, at det er blevet sværere at begå sig, hvis man har en opmærksomhedsforstyrrelse.

– I den her rationaliserings-ivrighed, der hersker i samfundet, får man skabt nogle rammer, der ikke er særlig rummelige. Der skal ikke meget til, før man stikker ud. Jeg er med andre ord ikke i tvivl om, at havde vi ikke så hektisk et samfund, så ville flere gå rundt med deres opmærksomheds-forstyrrelse i ro og fred.

– Tag vores normeringer for skoleklasser. Da jeg var barn, var vi 17 i klassen, og læreren havde tid til alle. I dag er man 30, og så er det altså sværere at tage de hensyn, der kan gøre en forskel, siger han.

Spørgsmålet om, hvorvidt Jakob Ørnberg håber, at der fremadrettet ikke vil være så mange, der får diagnosen ADHD, provokerer ham. I spørgsmålet ligger, mener han, en skjult antagelse af, at der finder en overdiagnosticering sted.

– Jeg håber, der vil komme flere, vil jeg provokerende sige. Hvis man vidste, at der var så og så mange med cancer, ville man så ikke forsøge at finde dem alle og få dem behandlet?

– Der er lavet så mange undersøgelser, som viser, at risikoen for blandt andet at komme ud i kriminalitet, at dø tidligt og ikke få en uddannelse er øget, når man lider af ADHD. Derfor mener jeg selvfølgelig, at vi skal gøre alt for at opspore dem med ADHD. Så jeg håber bestemt, vi får flere i behandling fremtidigt, siger Jakob Ørnberg.