Marlene Le Roux har kæmpet sig fra lille landsby til magtens midte

Som barn blev Marlene syg og siden handicappet. Men ud af modgangen spirrede en styrke frem. Hun har viet sit liv til at knuse glaslofter og udfordre ideer om, hvad man kan og har ret til at drømme om, når ens fysiske indpakning er anderledes end normen. Helse mødte den energiske aktivist, da hun for nylig var inviteret til Danmark for at tale om handicap-inklusion.

For 52 år siden blev Marlene Le Roux født i Sydafrika. Da hun var tre måneder gammel, blev hun ramt af en virus, som skulle vise sig at blive definerende for hendes liv op til i dag.  Marlene var ikke blevet vaccineret, som det ellers var skik, fordi klinikken for farvede var løbet tør, og lægen på klinikken for hvide nægtede at give hende den ellers så vigtige vaccination. Så lille Marlene blev altså syg. Med polio.

Det gik særligt ud over hendes ene ben, som hun ikke kunne bruge. Så når hun skulle rundt i landsbyen eller, da hun blev større hen til togstationen eller i skole, var hun afhængig af, at andre bar hende rundt.

– Jeg plejede at klynge mig rundt om halsen og skuldrene af de andre, så min krop hang ned af deres ryg. På den måde kunne de trække eller bære mig derhen, hvor jeg skulle, siger Marlene.

Hun kommer fra en fattig familie med mange børn, som hendes mor og bedstemor arbejdede hårdt for at forsørge. De havde ikke lange uddannelser, understøttelse eller ret til sygedagpenge. Mød op og bliv betalt – bliv væk og mist din dagløn. Sådan var reglen. Så ud over den skinne, hun skulle have til sit dårlige ben, var der ikke råd til ordentligt og dyrt hjælpeudstyr til Marlene. Hun og familien kæmpede sig gennem dagene og årene, med hvad de havde.

Barn af stærke mødre

Da Marlene nåede skolealderen tog hendes mor og bedstemor hende med hen til den lokale skole, som var beregnet til børn uden fysiske handicap. Hun husker at stå ved siden af dem på, hvad der skulle være hendes første skoledag og snakke med inspektøren.

– Han sagde til dem, at sådan en som mig ikke kunne gå der. At skolen ikke var bygget til at kunne klare mine behov. Han kiggede ikke på mig. Det var som om, jeg ikke eksisterede, siger hun.

Men kvinderne ville ikke tage et nej for et nej. Så de gjorde noget, der indprentede sig dybt i Marlene, og på mange måder har formet hende. De lavede en siddende protest. Nægtede at flytte sig, før skolen lod Marlene ind. Og til sidst fik de deres vilje.

Mindet sidder dybt i Marlene, fordi det var første gang, hun så nogen gå op imod systemet på den måde. Og som hun siger i dag, så var hendes mor og bedstemor nok slet ikke klar over, at de den dag blev aktivister. Den arv ville hun senere videreføre.

Mødte lukkede døre

For Marlene lærte gennem sin barndom at drømme. Lærte, at hun kunne, hvad hun ville, fordi hendes handicap på mange måder ikke blev adresseret af hendes nære. Der var ikke tid til, at det skulle være et problem – det var bare en udfordring, der skulle løses. Og det blev den efter bedste evne.

Så da hun blev ældre, var det naturligt for hende at følge sin drøm om at blive opera sangerinde. Så hun sendte en ansøgning til universitet i Cape Town i håbet om at blive optaget på musik-fakultetet.

Her mødte hun igen afvisning fra en mand i undervisningssystemet. Og denne gang var der ikke nogen siddende protest, der kunne ændre udfaldet.

– Han sagde til mit ansigt, at han ikke kunne se, hvad de skulle med en handicappet opera-sangerinde, siger Marlene, med et hint af humor i stemmen, der bunder i, at hun år efter denne afvisning ville komme til at betræde scenen og vise, at det ikke er handicap, – eller mangel på samme – der afgør, om man har ret til en plads i spotlyset.

Første akademiker

Marlene blev accepteret på et andet universitet, hvor hun fik lov til at studere musik. Hun var den første i sin familie, der gik den akademiske vej, men det var ikke det eneste glasloft, hun brød igennem med sin optagelse.

Hun fik et værelse på universitetet. Det havde hun mulighed for, fordi hendes familie boede langt væk. Ret hurtigt blev hendes rum et samlingssted for andre unge med handicap, som fandt tryghed i sammenholdet. Og det passede hende rigtig fint, for hun kom fra et hjem med mange mennesker, hvor hun var vant til at dele sin seng med andre, fordi der ikke var sovepladser nok.

Men under den hjemlige hygge så Marlene et strukturelt problem. En del af de unge hang nemlig ud hos hende, fordi de ikke kunne få deres eget værelse, fordi deres familier ikke boede langt nok væk.

Slår strukturer i stykker

Hun kunne have anerkendt, at regler er regler, men hun så dem som mere end det. Hun så dem som ekskluderende. For hvad der kan virke som en kort afstand for andre, kan være en uoverskuelig forhindring, hvis man er handicappet. Så hun gik til ledelsen for at få reglerne ændret.

Der var meget, der talte imod, at Marlene skulle være så frembrusende og bruge sin stemme, som hun gjorde. Hun var farvet, handicappet kvinde fra fattige kår født i en tid, hvor apartheid stadig herskede.

Men hun var også en ung kvinde fra en lille by, hvor man hjalp hinanden og datter af en mor, der havde kæmpet for Marlenes ret til uddannelse, en plads i verden og evne til at drømme. Derfor kunne hun ikke se stille til, mens andre mennesker blev ofre for uretfærdige systemer.

Så Marlene begyndte at se på, hvordan hun kunne bruge den arena, hun var så tiltrukket af – scenen – til at skabe forståelse, inklusion og selvværd i og for mennesker med handicap.

Penge og større frihed

Efter nogle år på universitetet fik hun sin bachelor i musik. Men hun var langt fra færdig med at uddanne sig. Hun blev også uddannet lærer, og senere opkvalificerede hun sig med diplomer i ledelse.

Hun klatrede op i det sociale hierarki og begyndte at tjene penge og få høje stillinger inden for kunstens verden. Det gjorde mange ting nemmere i Marlenes liv.

Pludselig fik hun råd til den hjælp og de hjælpemidler, hun havde brug for. Hun fik adgang til læger, der kunne hjælpe hende med de senfølger, som polio giver på muskler og led, og hun kunne på mange måder købe sig til større frihed.

Hendes klatretur op af klassestigen betød også, at hun kunne udfolde sin aktivisme og bruge sin position til at forbedre vilkårene for andre. Det besluttede hun sig for at gøre gennem teater og musik.

Ophæver usynlige barrierer  

I 2001 blev hun ansat på Artscape teatret i Cape Town, og med det samme hun satte sine fødder i bygningen, begyndte hun at bryde mure ned. Ikke de fysiske, men de usynlige mure, som stadig afholdte nogle mennesker fra at bruge teatret.

– Apartheid var et meget succesfuldt styre, fordi det påvirkede folks hoveder, så selv efter, at det var afskaffet, og farvede måtte komme i teatret, var de så indoktrinerede med, at det ikke var for dem, at de aldrig gik over dørtærsklen, siger Marlene

Så hun tog det på sig at åbne bygningen op. Fjerne de opdigtede hængelåse, som nogen stadig så.

Hun gik også i gang med at se på de fysiske rammer, og hvordan de kunne formes til at gøre det muligt for mennesker med handicap at færdes.

Det kan lyde som en lille ting at ændre på reglerne og rammerne for ét teater i én by i denne store verden, men det, Marlene faktisk gjorde, var, at få folk under samme tag og tvang dem til at blive konfronteret med mennesker, de måske havde gået op og ned af uden nogensinde at se.

Fordomme kan vendes

Et af de eksperimenter, hun lavede for at fjerne barrierer mellem mennesker, var at sætte en forestilling op og vise det for et divers publikum bestående af ældre, farvede, fattige mennesker, og mere velstående, overvejende hvide, vante teatergængere.

Ingen havde kunnet købe særlige pladser, men fik deres billetter ved indgangen, og her begyndte løjerne for alvor at udspille sig.

– Jeg havde blandet billetterne, så forskellige mennesker kom til at sidde ved siden af hinanden. Så kort inden forestillingen begyndte, kom en fra teatret hen til mig og sagde, at der var en kvinde, der gerne ville tale med mig, siger Marlene.

Marlene Le Roux kan lyde som et fransk navn, og da hun stod foran kvinden, som havde hidkaldt hende, var det også tydeligt, at hun ikke havde regnet med, at en farvet kvinde som Marlene kunne besidde en høj stilling på et teater, og at der måtte være tale om en misforståelse.

– Hun blev ved med at sige, at hun ville tale med Marlene le Roux, og at hun ville tale om pladserne, for hun ville ikke sidde ved siden af ’sådan en’, som var blevet placeret som hendes sidemakker.

Marlene sagde til kvinden, at hun nok skulle finde Marlene Le Roux, og at de nok skulle finde ud af det, men at det først kunne blive i pausen. Kvinden satte sig. Tæppet gik op. I pausen blev Marlene igen hidkaldt. Nu ville kvinden fra før gerne fortælle, at hun havde fået en ny ven i sin sidemakker.

Vi er bange for det ukendte

Vi er bange for det, vi ikke kender. Det er i hvert fald Marlenes overbevisning, når det kommer til menneskers syn på andre. At hvis der er nogle farver, former og udtryk, vi ikke er vant til, holder vi os gerne væk, og at det var derfor, kvinden i teatret den aften ville have en anden plads.

Men lige så overbevist Marlene er om menneskets frygt for det ukendte, lige så sikker er hun på, at vi grundlæggende har noget til fælles. For vi er alle mennesker, før vi er noget andet, og alt uden om – handicap, farve, køn, form – det er bare indpakning.

Om sig selv siger Marlene, at hun er handicappet, overlever af apartheid, farvet, men hun er også kvinde, der kan lide at se godt ud, elsker stiletter og nyder at dyrke god sex – præcis som så mange andre kvinder i andre indpakninger.

Stadig meget at kæmpe for

Men det er klart, at forskellige indpakninger giver forskellige udfordringer. Nogle udfordringer er praktiske og handler om udstyr og hjælpemidler, som kan få dagen til at glide og give selvbestemmelse. Den slags kræver penge, ressourcer, infrastruktur og politisk vilje.

Andre udfordringer er mere diffuse og svære at ændre med love, regler og sågar med ussel mammon.

– Der er stadig mennesker, som ikke synes, at handicappede kan have magt, få børn, gode jobs. Og det er den svære kamp. At få dem til at ændre holdning, siger Marlene. Men ligesom med de rige hvide og de fattige sorte, tror hun på, at man ved at vænne folk til hinanden og samle dem om noget, kan rykke ved de låste ideer, nogle stadig stædigt holder fast i.

Begge kampe er vigtige og kræver lange seje træk på forskellige arenaer, hvis der skal opnås forandring. Det ene slag slår Marlene på sin krigsmark under teatrets tag. Hvert et stykke, hver en skuespiller og skuespillerinde, hvert et eksperiment på scenen og tribunerne er soldater og fremrykning af frontlinjer mod en mere fredelig og fordragelig verden.

Ikke bare på trods

De indlejrede strukturer smadrer hun med demonstrationer, fra talerstoler, ved at fortælle sin og andres fortællinger og mase sig ind i magtens epicenter.

For 52 år siden blev en farvet pige født i et fattigt område i Sydafrika. Hun voksede op under apartheid i et fattigt område med mange søskende, et dårligt ben og en uuddannet mor.

Men mere på grund af end på trods af sine vilkår nægtede hun at lade sin stemme blive kvalt. Hun bruger den til at råbe op uden at tale højt. Til at forme virkeligheden ved at udfordre det etablerede. Til at give håb og styrke til dem, der, modsat hende, er vokset op med at få at vide, at deres indpakning dikterer deres drømme.

Hendes liv har ført hende fra en lille landsby til fine universiteter, rundt i verden, op i hierarkiet og helt ind på landets præsidentkontor. Det er ikke altid let, at stille sig selv i skudlinjen, men når hun ser frugterne af sine anstrengelser, er det det hele værd.

– Når jeg arbejder med unge med handicap på teatret, og ser den glæde, det giver dem og deres forældre – den stolthed, de fyldes af og de drømme, der spirer frem i dem, når de oplever succes og anerkendelse, så får jeg energi, siger Marlene.

Kort om Marlene le Roux

Født i 1967.

Mor til en dreng, som gik bort i 2017, og en pige, som er gået musikkens vej som sin mor.

Forfatter til tre bøger, blandt andet ‘Look At Me’, der skildrer handicappede kvinders historie.

Medstifter af Women’s Achievement Network for Dissability for handicappede piger og kvinders rettigheder.

Har vundet flere internationale priser, senest ‘Commonwell Point of Light’-prisen, som bliver tildelt af den britiske dronning.