Med håret i postkassen, følelserne udenpå tøjet og blodet fossende ud af kroppen

DJ, radiovært, stifter af kulturmediet, Heartbeats, og nu medforfatter til bogen “Tabet”, Le Gammeltoft, har i dag to døtre. Men med til den fortælling hører de tre børn, hun aldrig fik, og den sorg, som hun gik med i stilhed, fordi hverken hun eller andre lod til at kunne favne den. 

Le Gammeltoft er prisvindende radiovært og DJ, stifter af et pladeselskab, et kulturmedie og mor til to piger. Når man ser på hende og hendes bedrifter udefra, er det næsten nok til at tage pusten fra en. Alt det, hun har udrettet og opnået i en alder af bare 42 år. Ordet “Superwoman” springer frem i lysende farver på nethinden, når man ser på Le. Men faktisk har netop den betegnelse også givet hende anledning til at slå sig selv oveni hovedet og give hende skyldfølelse. For som det så ofte er med mennesker, så bærer Le også på sorg, tab og skuffelser bag det ellers så stærke ydre.

For udover at være mor til to dejlige døtre, har hun også tre spontane aborter i bagagen. Den første abort ligger ti år tilbage i tiden og var også hendes første graviditet. Hun var på daværende tidspunkt kæreste med Jesper, som er far til hendes piger, og de har været sammen i et års tid, da de beslutter, at det måske er tid til at prøve at realisere familiedrømmen.

Egentlig havde Le ikke på det tidspunkt et brændende ønske om at skulle være mor, for hun havde for sig selv tænkt, at det godt kunne vente lidt. Alligevel beslutter de sig for at prøve. Og i takt med at tanken udvikler sig fra en idé til en realitet, og de to streger viser sig på graviditetstesten, kan hun også mærke, at ønsket om at blive mor vokser.

Desværre ender den første graviditet ikke med et barn. Le aborterer inden 12. graviditetsuge. Det var et stort chok for hende, for det havde slet ikke været en del af hendes bevidsthed, at det skulle være svært at holde på et barn. Det er jo for dælen det, kvinder er sat i verden for.  

Ikke desto mindre, var det sådan, det gik, og Le får ikke talt med nogen om den sorg, hun mærker, ved at have mistet barnet. I høj grad fordi hun ikke selv er i stand til at mærke, hvad hun føler, eller har et sprog for at udtrykke, hvad hun oplever. Så sammen beslutter hun og Jesper, at der ikke er andet for end at prøve igen. Og kun tre måneder efter lykkedes det. To streger på testen. Denne gang er der ingen problemer, og parrets første datter kommer til verden i foråret 2012.  

Kernefamilien i opløsning

Euforien over at få et barn er stor, selvom det også er indbefattet med en naturlig angst for, om der vil ske hende noget. Som tiden går, bliver lysten til at give deres datter en søskende større og større, og de bliver enige om, at de skal prøve igen. Heller ikke denne gang går det dog helt som ønsket. I første omgang har Le svært ved at blive gravid, og da der så endelig viser sig et positivt svar på graviditetstesten, går der heller ikke længe, før drømmen går itu. Endnu en abort. Og kort efter endnu én. Indenfor kun et halvt år bliver Le gravid tre gange, hvoraf sidste gang ender med fødslen af hendes og Jespers yngste datter.

Men forløbet er hårdt og opslidende, og hver abort er indbefattet med en sorg. Drømmen om kernefamilien, der bliver sprængt til atomer. Det er heller ikke i denne del af forløbet muligt for parret at tale om, hvad de oplever, og de følelser, de bærer rundt på. De bliver som to skibe i natten, der sejler på det samme hav, men i hver deres retning. Sorgen skaber kløfter imellem dem, og ensomheden bliver en følgesvend i parforholdet. Jesper og Le ender med at gå fra hinanden. Om de ville have kunnet holde sammen, hvis de havde formået at kommunikere gennem kriserne, er svært at sige, men det er i dag tydeligt for dem begge, at den manglende dialog spillede en afgørende rolle i bruddet. 

– Det er først nu her, så mange år efter, at vi har fået en forståelse for, hvordan hinanden havde det gennem det her, og det har været en opvågning for mig at høre hans oplevelser, og det er blevet meget klart, hvad mit manglende sprog gennem det her, har betydet for vores forhold, siger Le.

Når de har talt om det nu, skyldes det, at Le sammen med journalist Marie Nørgaard har skrevet og udgivet bogen “Tabet”. Det er en række fortællinger, som blandt andet rummer hendes og Jespers, om, hvordan det føles at gennemleve en spontan abort. Den giver både et indblik i, hvordan det opleves for mænd og kvinder og har perspektiver fra fagprofessionelle, der til dagligt beskæftiger sig med den sorg, der er forbundet med en spontan abort. “Tabet” er kommet på gaden i år, og det har været en vild oplevelse for Le at mærke, hvor meget den faktisk allerede har betydet for mange mennesker.

– Jeg er begyndt at få beskeder fra folk, der har læst den, og det er super rørende. En kvinde skrev faktisk til mig, mens hun var midt i at abortere, og det er et lidt vildt rum at komme med ind i, men jeg synes, det er dejligt, og det har også hjulpet mig meget på bagkant, fordi det giver den her følelse af, at jeg ikke er “Palle alene i verden”, siger hun.

Læs også: Forskere vil løse gåden om ufrivillig barnløshed 

Vendte vreden indad

Netop følelsen af at stå helt alene med sin oplevelse, er noget, der går igen i fortællingerne i bogen, og for Le at se, handler det om en kombination af flere faktorer, der gør, at netop denne type sorg er én, vi pakker væk i stilhed.

For det første sker mange spontane aborter inden uge 12, og det betyder, at mange slet ikke har fortalt andre end deres partner, at de er gravide, før de så mister det kommende barn. På den måde opbygger vi en indlejret barriere for at dele sin sorg, ved at skjule graviditeten. For det andet mener hun, at vi i Danmark er rigtig dårlige til at tale om de svære ting og skabe en bevidsthed om realiteterne. For de er faktisk, at 20 procent af graviditeter ender i spontan abort. Langt de fleste vil altså kende nogen, som har stået i denne situation. På trods af det, så tier vi det ihjel.

“Det er jo ikke noget, vi taler om, og jeg mener, at vi skulle være meget bedre til at ruste unge mennesker til, at det er sådan her, verden ser ud.”

– Det er selvfølgelig en balancegang, for graviditet skal heller ikke virke som et håbløst projekt, men når vi ikke taler om det, bliver det nemt at vende følelserne indad og bebrejde sig selv, og det er ikke hensigtsmæssigt, siger hun.

Le brugte selv meget krudt på at være vred på sig selv over aborterne. Tænke, at hun havde festet for meget, levet for vildt, ikke været god nok ved sin krop, men prioriteret en karriere og et mere rock n’ roll liv, og at det var derfor, hun aborterede. Det var først meget sent i processen, at hun fik at vide, at aborterne nok skyldes noget, der var helt udenfor hendes kontrol.

– Min første abort var en dreng, og man kan som kvinde danne antistoffer mod y-kromosomet, som betyder, at kroppen har meget svært ved at bære drengebørn, og det var sandsynligvis derfor, jeg aborterede de andre gange også, forklarer hun. 

Men den viden kom altså først efter de tre aborter og flere år, hvor hun havde banket sig selv oveni hovedet, hvilket ikke ligefrem gør processen med at miste nemmere. Og den opfattelse kan læses i mange fortællinger i “Tabet”. At kvinderne bebrejder sig selv. At de føler, de fejler som kvinder, fordi de ikke kan udføre deres biologiske opgave.

Læs også: Når hormoner holder storken fra døren

Vi skal rumme det svære

Med bogen har Le kunnet smide mange af de negative følelser, hun rettede mod sig selv, fordi hun har fået et fællesskab. Et fællesskab, hun håber, vil brede sig, så andre kvinder og mænd ved, at de ikke er alene, og så håber hun, at den kan være med til at give en ny forståelse og et nyt sprog for én af de ting, vi tydeligvis har svært ved at kapere i samfundet.

Hun håber, at vi både på samfundsplan kan få en normaliseret samtale om de emner, der har med kroppen og følelseslivet at gøre, og at vi også i det nære bliver bedre til at rumme andre mennesker. Men for hende at se, kræver det en ærlighed både overfor sig selv og for andre. Den ærlighed havde hun ikke selv, da hun stod midt i krisen, fordi hun ikke kunne mærke og lokalisere, hvordan hun havde det eller udtale, hvad hun havde brug for. Det kan hun i dag, hvor hun er begyndt at dele og tale åbent om sin oplevelse, og hun er sikker på, at aborterne havde sat sig anderledes i hende, hvis hun havde haft de redskaber dengang.

– Det er jo altid noget, man bærer med sig, men jeg tror, at jeg ville kunne have håndteret det bedre og hurtigere. Det ville ikke have sat sig i mig på samme måde, siger hun.

Men selvom hun godt kunne ønske, at hun var blevet mødt mere i sin sorg – både af de sundhedsfaglige og sin omgangskreds – prøver hun at lade være med at tænke for meget over, hvad der kunne have været, og i stedet glæde sig over, at hun har lært noget gennem processen, og at hun i dag er langt klogere på sit følelsesliv, end hun var dengang.

– Tænk, at jeg har lært det nu, og ikke først når jeg er 50 år. Det er jo dejligt.

“Og det er dejligt, at jeg i dag kan have et sprog med mine veninder for, hvad den her sorg betyder. Så behøver vi ikke nødvendigvis snakke så meget om det, fordi vi forstår det. Man kan være der for hinanden på en helt anden måde.”

Hun anerkender fuldt ud, at det kan være svært og hårdt at tale om ufødte børn og at lægge øre til. Særligt, tror hun, det kan være svært, hvis man ikke er i kontakt med sine egne følelser. Men hun mener, at vi har en opgave overfor os selv og de mennesker, vi har i vores liv, som er, at lære os selv at kende og kunne rumme hinanden. For som hun siger, hvem har lyst til at være det menneske, der trækker sig, fordi noget er lidt hårdt at høre om? Det vil hun i hvert fald ikke.  

I dag er Le mor til to skønne piger. Men det har været hårdt at nå dertil. Det har tæret på hende fysisk og psykisk, og aborterne har været en medvirkende faktor til, at hende og Jesper ikke er sammen i dag. Spontane aborter er hårde, og de bliver kun hårdere af at gå alene med dem. Derfor håber hun også, at hendes fortælling og bogen kan være med til at sprede ringe i vandet, så vi kollektivt kan rykke os et mere støttende og favnende sted hen, og både mænd og kvinder bliver anerkendt i deres oplevelser.

– Da vi gik igennem de her tab, stod vi med håret i postkassen, følelserne udenpå tøjet og blodet fossende ud af kroppen. Det er ikke okay, siger hun.