Hjælp din demente elskede med at føle sig god nok

Det er en frygtelig svær situation: At se et elsket menneske forandres og nedbrydes af demens. Vi kan dog gøre situationen endnu sværere for alle parter, hvis vi kommer til at påføre vedkommende statustab.

Et statustab opstår, når et menneske føler sig gjort lille og dum, taber ansigt eller kommer til kort. Det sker for eksempel, hvis vi korrigerer brugen af et forkert navn. Eller når vi gerne vide, hvad den demente lavede i går. Eller vi spørger: ”Kan du huske dengang…?” Den episodiske hukommelse forringes tidligt i demensforløbet, og det er vores spørgeiver, som her skaber udfordringerne.

Demens kan for mig at se betragtes som en ny måde at være menneske på. Det kan minde om at være sammen med et yngre barn, som også kan være opslugt af sit nu uden at have et ”korrekt” sprog for at udtrykke sine oplevelser. Denne erkendelse kan inspirere, hvordan vi møder vores pårørende med demens. Vi bliver i den grad inviteret til at være i nuet: At gå med det, der er.

Jeg husker særligt ét samvær. Det var ved juletid, og jeg foreslog, vi sang julesalmer. Dét var populært! At den samme salme så endte med at blive valgt hele tre gange, ignorerede jeg fuldstændig. Glæden ved at falde over yndlingssalmen i salmehæftet var lige stor for min pårørende hver gang.

Samvær med en dement pårørende kan få os til at udvikle vores eget ”repertoire” som menneske.

En sommerdag ville jeg købe vaffelis til os. Men ak, der var 20 forskellige slags kugler at vælge imellem – en umulig opgave for min pårørende. Jeg indså dér, at det er mig, som må finde en ny vej. At det er mig, der skal lære af situationen – og håndtere den anderledes næste gang. For eksempel ved at afklare typen af is, inden vi går ind i iskiosken: ”Kunne du tænke dig en softice?”

I forskellige andre situationer kan det give mening at sige vores egen glemsomhed højt (”det kan jeg ikke lige huske”), fordi det placerer os i øjenhøjde – endda i det øjeblik i samme båd. Vi kan med andre ord vælge at have fokus på at udvide vores eget handlerum i stedet for igen og igen at blive frustreret eller ulykkelig over alt det meget, den anden ikke længere kan. En af fælderne for os pårørende er, at det ligger snublende nær at sammenligne med ”det, hun/han evnede engang”.

Vi gør nok klogt i at se situationen fra nye vinkler, så ofte vi magter det. Det har jeg forsøgt at gøre i teksten til en ny sang til Danmark, der hedder ”Polerne smelter”. Den handler om at være pårørende til en dement. Sangen ligger på internettet, indsunget af Ole Jørgensen. Andet vers lyder sådan her: ”Vort livs røde tråd med ét flosser op, mens minder forsvinder i hastig galop. Vort nu er det nu, der kan leve og dø. Et nu, der er gjort af forgængeligt frø. Trods smerte og sorg ses et nyt perspektiv: Min omsorg for dig er min tak for dit liv.”

Læs også: Med demens ændres livet bestandigt