Jeg vil gerne have så meget som muligt ud af livet

Af: Kristine Bindslev

Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

Modejournalist, forfatter og foredragsholder Lotte Tegner Freddie er kendt for at skille sig ud med skrigende pink pelsjakke og stærke meninger, der i den grad sætter janteloven til vægs. Uforfærdet og med krum hals kaster hun sig stadig ud i nye eventyr uagtet, at dåbsattesten siger 87 år. For hun mener, at forhindringer kan overkommes, og modstand kan blive til muligheder. Det gælder om at træde ud over kanten ind imellem, kun således udvikler vi os.

Helse er inviteret hjem hos Danmarks store modeikon Lotte Freddie i hendes hyggelige hus i Nordsjælland for at snakke om livsudfoldelse og aldring. Iført røde læderbukser og stor gæstfrihed serverer Lotte te i kinesiske porcelænskopper og tre slags kager på det store glasbord i stuen. Det bliver til en livlig snak om at få mest muligt ud af sit liv, se muligheder frem for begrænsninger og ikke mindst turde tage chancer, når de byder sig. At Lotte er blevet 87 år, får vi ikke talt så meget om. Hun synes, at alder er et ligegyldigt tal, som det ikke er værd at gå op i.

– Jeg tænker kun over min alder på den måde, at jeg ikke kan forstå det. Altså jeg kan ikke forstå min alder, for jeg laver det samme, som jeg altid har lavet. Vi mennesker er jo ikke mere vores alder. I stedet for at kigge på alder skal man hellere kigge på, hvem man er, hvad man foretager sig, og hvem man er sammen med. Tænk, hvis jeg satte mig ned og sagde, ”åh nej, det er frygteligt, jeg er blevet så gammel”. Jeg lever ikke en gammel dames liv, det gør jeg ikke, men jeg er også så heldig, at jeg har et godt helbred og ikke fejler noget – det er jo et svineheld, siger hun og slår med hovedet, så de lange røde øreringe dirrer bag det grå pagehår.

Passionen for mode og farvestrålende tøj har drevet Lotte gennem syv årtier først på podiet og foran kameraet som model og siden som en unik stemme i dansk modejournalistik på blandt andet Berlingske og Børsen. I år fejrer Lotte 70 år på arbejdsmarkedet, og hun har ingen planer om at stoppe. På den måde indskriver Lotte sig i en tidsånd, hvor flere og flere er i bedre vigør og ikke lader et tal diktere, hvornår man bør drosle ned. Danskerne lever længere, har et bedre helbred og stiller krav til det gode liv i den tredje alder. For Lotte er det gode liv et liv med et aktivt og meningsfuldt arbejde. I øjeblikket har hun travlt med at bidrage til en række bøger og medvirke i et nyt tv-program.

– Jeg bliver ved med at arbejde så længe, nogen har brug mig. Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at bestille noget. Så jeg siger ikke nej til en god opgave. Jeg aner ikke, hvor jeg får energien fra, for jeg gør ikke noget for det. Måske har det noget med mine gener at gøre. Og jeg er fra en tid, hvor folk bestilte noget. Både min far og mor var meget arbejdsomme og flittige.

En skelsættende beslutning

Lotte, der egentlig er døbt Elise Tegner Albeck, vokser op i det bedre borgerskab hos sin mor og far indtil 14-års alderen, hvor de bliver skilt. Hun beskriver barndommen som forkælet og privilegeret og opdragelsen som streng og dannende. Det, at hun vidste, at hun var elsket og her lærte, hvordan man skal opføre sig, mener Lotte har givet hende en solid ballast. Noget hun allerede nyder glæde af som 17-årig, da den unge kvinde bliver sendt til England for at være au pair og læse på universitetet i Cambridge. Her møder Lotte kærligheden og vælger at blive i London, hvor hun takker ja til at være model for nogle af de store couture-modehuse i London. En beslutning, der bliver afgørende for resten af hendes liv.

– Jeg kan rigtig godt lide mit arbejde. Moden peger fremad, den er altid foran, og man skal vide noget før alle andre. Moden handler jo om at være konstant nysgerrig på det næste, der kommer, og forudse den næste tendens. På den måde er mit arbejde virkeligt interessant og sjovt. Så jeg kan jo sagtens sige, at jeg vil arbejde så længe, nogen kan bruge mig, for det ville måske ikke være tilfældet, hvis jeg arbejdede i en bagerbutik eller en bank.

Da Lotte kommer hjem fra London, fortsætter hun modelarbejdet til hun er midt i fyrrene. Og selv da hun får sine to børn sammen med modefotografen Jørn Freddie, er hun tilbage i stramt modetøj på arbejde 10 dage efter fødslerne. Fra 1979 bytter Lotte modelarbejdet ud med et journalistjob, da Berlingske kontakter hende og spørger, om hun vil skrive om mode i avisen. Det gør hun der med stor ildhu og ekspertise gennem 23 år. Som 46-årig bliver hun skilt fra sin mand, hvilket betyder farvel til strandvejsvilla og havudsigt og goddag til tilværelsen som alenemor. Men Lotte arbejder løs og får enderne til at mødes. Spørger man Lotte, er arbejde et fantastisk godt helbredelsesmiddel, hvis der er noget, som går en imod.

– Hvis der er noget, man er ked af i livet, hvis man bliver skilt, fyret eller oplever noget, hvor man har det helt elendigt, så kan det jo ikke nytte noget, at man bare sætter sig ned og græder. Man skal jo bestille noget. Man kan ikke kun dyrke at have det dårligt, siger Lotte, der er forfatter til bøgerne ”Mit Paris”, ”Modens mestre” og ”Magt og mode” om danske folketingsmedlemmer og deres forhold til påklædning.

Nej tak til at gå på pension

Den dag Lotte fylder 67 år, stopper jobbet på Berlingske som moderedaktør brat. På papiret kan hun gå på pension som alle andre 67-årige, men Lotte er ikke som andre.

– Jeg var utrolig ked af at skulle holde op med at bestille noget og kunne slet ikke forstå det. Men så gik jeg over på den anden side af gaden, hvor Børsen lå, og opsøgte den ansvarshavende chefredaktør, Leif Beck Fallesen og sagde: ”I skal, ligesom The Financial Times, også have modestof!”. Den var de med på, og på den måde skabte jeg selv mit næste job – en modestilling på en avis, som aldrig før havde haft interesse i mode. Jeg mener, at når man står over for udfordringer, er man nødt til at forsøge sig. Foretager man sig intet, sker der i hvert fald ikke noget, og det er da langt værre end, at man prøver og eventuelt får et afslag. Man dør ikke af et afslag.

Modetillægget i Børsen blev en kæmpe succes. Som redaktør i 10 år sørger Lotte for indhold, der modemæssigt konstant er på kant med det kedelige og gang på gang sprænger jantelovens kedelige, snærende spændetrøje. Det med at rette ind, være pæn og ligesom alle de andre, er ifølge Lotte dødsygt.

– Man må turde noget med sit liv – og med sit tøj. Man må vove noget. Det gælder med alt. Jeg har altid turde stikke ud. For mange år siden havde jeg en fake fur jakke i skrigende pink, og folk på gaden syntes, den var ganske forfærdelig. Det var jeg fuldstændig ligeglad med, for jeg syntes, den var smaddersmart. Det er ikke meningen, at vi alle skal ligne hinanden. Meningen med livet er, at vi skal turde noget og skille os ud.

Lotte fortæller om, hvordan hun for nylig var på en restaurant, og da hun skal til at hænge sin frakke op, ser hun til sin rædsel, at der hænger en kilometerlang række af ensartede sorte og grå jakker.

– Det er virkeligt uhyggeligt og trist. Det har noget med den forbandede jantelov at gøre, hvor vi for guds skyld skal rette ind og være som alle andre. Den indstilling hader jeg og gør alt for at bekæmpe. Det har jeg prøvet hele mit liv, at få folk til at turde noget mere tøjmæssigt.

Det kritiske og kyndige blik på tøj har modeeksperten med sig 24/7, så selv ude i butikker ytrer hun gerne sin mening.

– Jeg kan godt finde på at blande mig, hvis jeg står i en butik og ser nogen kigge på tøj. ”Den skal du ikke købe”, kan jeg finde på at sige. F.eks. hvis det er et stykke beige tøj, for jeg ved ikke noget værre. Mange går efter beige, gråt og sort, fordi de er bange for at springe ud i f.eks. en rød frakke, men hvorfor ikke fremhæve sig selv? Der er ikke noget smartere end en rød frakke.

Jo mere jeg er i gang, jo mere kan jeg overkomme

Som 77-årig tager Lottes arbejdsliv en ny drejning. Tiden som fastansat på Børsen stopper, men Lottes videbegær, arbejdsiver og ukuelighed lader sig ikke stoppe. Hun fortsatte ugentligt hos Elle og lavede flere tv-programmer. Lige nu skal Lotte medvirke i et kulturrejse tv-program, der skal hedde Verdensdamerne, hvor hun sammen med kunstkritikeren Bente Scavenius og journalist Merete Baird skal besøge en række europæiske hovedstæder.

– Jeg er lykkelig for, at de vil bruge mig på TV, for det er så sjovt at lave. Og jeg elsker at rejse. Så jeg glæder mig meget. Som journalist er du per definition altid nysgerrig, og det vil jeg gerne blive ved med at være. Jeg vil gerne vide alt. Jeg vil gerne se alt, og jeg holder mig ajour med mode, film, kunst, teater og litteratur. Og jeg tror bestemt, at det er det, der holder mig i gang. Det gælder om at holde gang i hjernen og at være interesseret i, hvad der sker i verden, både politisk og kulturelt. Det er sindssygt vigtigt at rejse og lære andre kulturer at kende. Man har altid godt af at lære noget nyt. I samme øjeblik jeg sætter mig ned og ikke skal noget, bliver intet til noget. Og det er jo helt håbløst, så jeg har det bedst med at være i gang. Og jo mere jeg er i gang, jo mere overkommer jeg.

Lotte fortæller, at hun en gang om året modtager et brev fra kommunen, som spørger, om der er noget, hun har brug for hjælp til, eller noget hun savner.

– Jeg ville da være lykkelig for, om der kom en en gang imellem og hjalp med rengøringen. Men jeg kan alt selv, så det kan ikke lade sig gøre at få det bevilliget. De kom en gang fra kommunen og skulle se, hvordan jeg støvsugede. Det gjorde jeg så udmærket, så der havde jeg ikke brug for hjælp. Men jeg har faktisk svært ved at løfte støvsugeren ud fra mit fyrrum, hvor den står. Kommunen mente, at så skulle jeg bare lade den stå fremme i stuen. Ellers tak. Så jeg kan oprigtigt sige, at jeg ikke ligger samfundet til byrde på nogen som helst måde.

Lotte husker, hvordan hendes far altid sagde, at på hans gravsten skulle der stå: ”Han havde intet til gode”.

– Det er en flot ting at kunne sige. Og jeg har det på samme måde. Jeg vil gerne prøve det hele. Det kræver, at man ikke er bange for at prøve. Som alle andre har jeg stået i mit liv i situationer, hvor noget var nyt og skræmmende, men så har jeg tænkt: hvo intet vover, intet vinder, f.eks. som da jeg søgte job på Børsen. Det var ikke fuldstændig naturligt for mig at opsøge chefredaktøren og sige, ”Skal jeg ikke arbejde her?”. Umiddelbart har jeg tænkt, det kan nok ikke lade sig gøre, men i samme moment: der kan jo ikke ske noget ved at prøve. Den indstilling har åbnet mange spændende døre og foldet mit liv helt ud.

Kort om Lotte Tegner Freddie:

Født: 1935 på Frederiksberg og fik navnet Elise Tegner Albeck.

(Lottes mormor, der var kongelig balletdanserinde, insisterede på at kalde hende Lotte.)

Tidligere model og nuværende modeskribent. Har tidligere arbejdet på bl.a. Berlingske og dagbladet Børsen.

Lottes grandonkel var billedhuggeren Rudolph Tegner

Har to børn med sin exmand, afdøde fotograf Jørn Freddie.

Bor nord for København.