Pigmentudfordret?

Af: Lise Grosmann

Foto: Shutterstock

Selv om sol og alder er de væsentligste faktorer i pigmentkaos, der driller mange af os, så er det meget langt fra at være de eneste. Pigment er i det hele taget et mysterium med mange ubekendte og kan være en udfordring. Men lad os se på mulighederne for at få en mere ensartet hud.

Det er et uafviseligt faktum, at hud tæller soltimer, der sætter pigmentspor. Men der er overraskende mange pigment-udløsende faktorer. Herunder hormonelle som dem kvinder oplever under graviditet, ved brug af p-piller (især tidligere typer) og i overgangsalderen. Hud- og andre sygdomme kan medføre hyperpigmentering. Visse typer medicin ligeså. Samt sår og skader på huden og ar efter akne (lad være med at klemme bumser). Man taler om post-inflammatorisk hyperpigmentering. Og vær opmærksom på, at også hårdhændet hjemmebehandling som microneedling kan føre til hyperpigmentering og ligeså laserbehandling og hidsig brug af den receptpligtige A-vitaminsyre.

Ved pigment forstår vi sædvanligvis melanin, men vi har også et såkaldt age-pigment, lipofuscin, der akkumulerer med alderen, hvor det hyppigst ses i ansigtet og på håndrygge og omtales som ’leverpletter’.

Men de gulbrune pletter er forskellige fra dem, solen laver, selv om de også er aldersrelaterede. Og de er igen forskellige fra de hormonrelaterede melasma/chloasma. I forbindelse med melasma er man blevet opmærksom på, at det synlige lys, højenergilyset, som benævnes HEV, spiller en rolle ved at skabe hyperaktivitet i melanocytterne.

Men tilsyneladende er de pigmentdannende celler ikke bare følsomme over for UV, hormoner og skader i huden, de reagerer også på temperatur, allergener og kemikalier. I disse år arbejder man med teorien om pollution pigment, altså at forureningspartikler, som danner frie radikaler, provokerer huden til at danne pigment som beskyttelse, fordi melanin virker som antioxidant.

Vi har også pigment i forbindelse med visse organer og i nervesystemet (neuromelanin), og meget kunne tyde på, at pigment måske har en overordnet beskyttende opgave og bliver aktiveret endog ved psykisk ’skade’. For det, der sker i hjernen, det sker i huden, siger forsker i neurovidenskab Dr. Claudia Aguirre. Langvarig stress kan altså måske, ud over meget andet, måske også give misfarvning i huden.

Og det kan ubalance i mikrobiomet formentlig også. Både det i huden, der har betydning for dens barrierefunktion, immunforsvar og dannelsen af beskyttende faktorer, samt det i tarmen, der har en overordnet immunstyrende rolle og som sådan kommunikerer med forskellige organer herunder huden (The Gut-Skin Axis). Men der er stadig flest ubekendte, både når det gælder selve dannelsen af melanin og årsager til hyperpigmentering. Eller mangel på pigment, hypopigmentering.

Faktisk kan ikke kun hyperpigmentering optræde med alderen men også mangel på pigment, som vi ellers sædvanligvis forbinder med, at vores hår mister farve.

Her koncentrerer vi os om huden, og hvad man kan gøre selv for at mindske det, som mange opfatter som en slags omvendte skønhedspletter. Dog ligger visse typer pigment så dybt i huden, at almindelig hudpleje vil have begrænset lysnende effekt men dog bidrage til en mere ensartet hudtone. Har man genstridige pigmentpletter er bl.a. IPL en effektiv behandling.

Melanin i huden

De celler, der producerer melanin, hedder melanocytter, og dem har vi flest af i overhudens underste lag. Dannelsen af melanin er kompleks, og meget er stadig ubekendt. Men forenklet forklaret dannes melanin ud fra aminosyren tyrosin, og processen styres af enzymet tyrosinase og det igen af melanocyt-stimulerende hormon.

Ved UV-bestråling overføres melanin til overhudens celler, hvor de absorberer UV og beskytter celle-DNA mod skader. Hyperpigmentering kan ses som mindre pletter og store plamager både i ansigtet og alle steder på kroppen.

pigmentforandringer i huden

Ingredienser med blegetalent

Ud over vitamin A, B3 (niacinamid) og C, som vi omtalte i Helse september, så nævnes phenylethyl resorcinol, tetrapeptide-30, tranexamic acid samt planteekstrakter som bl.a. melbærris, morbær, madder, lakridsrod samt kojic acid og alpha arbutin. Sidstnævnte hævdes af have effekt a la hydroquinone (som er forbudt herhjemme), fordi arbutin tilsyneladende nedbrydes til hydroquinone, når det absorberes i huden. Vil man tage eksfoliering til hjælp, så fremhæves azealainsyre/azelaic acid som et lille mirakel med tyrosinase-hæmmende bonus og effekt på post-inflammatorisk pigmentering og en generel opklarende virkning.

Beauté Pacifique Tyrostase skruer ned for det skyldige enzym tyrosinase med Diacetyl boldine også kaldet Lumiskin, et barkekstrakt fra chilensk boldo-træ, og indeholder desuden vitamin  A, Sodium Ascorbyl Phosphate (stabil form for vitamin C) plus alpha arbutin og lakridsrod.

Beauté Pacifique Tyrostase Brown Pigment Equalizer, 259 kr. for 50 ml

Environ Focus Care Radiance+ seriens produkter angriber pigmentering forebyggende ved at bremse inflammation og blokere transport af pigment til hudens overflade samt lysne eksisterende hyperpigmentering i huden. På ingredienssiden ses Ascorbyl Tetraisopalmitate (stabil fedtopløselig udgave af vitamin C), samt alpha arbutin, niacinamid, antioxidanter og AHA (mælkesyre).

Environ Focus Care serien består af Mela-Prep Lotion 385 kr. for 60 ml , Mela-Fade Serum System (2×30 ml) 630kr. og C Boost Mela Even Cream, 405 kr. for 25 ml. Forhandles hos kosmetologer.

Ducray Melascreen Depigmenting har højt indhold (12%) af tyrosinasehæmmende azelaic acid i kombination med 3% glykolsyre. Der er flere produkter i serien herunder solbeskyttelse og håndcreme.

Ducray Melascreen Depigmenting Intense Care, 265 kr. for 30 ml. Forhandles på apoteker.

SkinCeuticals Phyto A+ indeholder niacinamid, alpha-arbutin, azelaic acid, morbær og flere andre planteekstrakter, der ligeledes virker udviskende på misfarvninger, forbedrer hudens glød og virker dulmende på inflammation.

SkinCeuticals Phyto A+ Brightening Treatment, 690 kr. for 30 ml. Forhandles hos kosmetologer og hudlæger.

Esse Skincare Ageless Serum er et multiprodukt, idet serum indeholder probiotiske ekstrakter af mælkesyrebakterier, som optager pladsen for uønskede mikrober og dermed styrker hudens egen mikroflora. Det har betydning for dens barrierefunktion, immunforsvar og dannelse af beskyttende faktorer over for bl.a. inflammation og pigmentering. Desuden indeholder serum vitaminer, antioxidanter samt planteekstrakter, der bleger hyperpigmentering og ensarter hudtonen. Plus fugtende Aloe vera og hyaluronsyre og plantekestrakter som djævleklo og Kigella, der beskytter og opstrammer hudens kollagen og elastin.

Esse Skincare Ageless Serum, 1.275 kr. for 30 ml. Forhandles hos kosmetologer.

New Nordic Pigment Clear er en serie med både tabletter og hudpleje, hvor den potente antioxidant astaxanthin spiller en vigtig rolle i at bekæmpe frie radikaler og deraf følgende inflammation. Desuden ses indisk stikkelsbær og granatæble i både tabletter og hudpleje. I hudplejen ses desuden morbær- og lakridsrodsekstrakt, og tabletterne indholder vitamin C samt kobber, der bidrager til normal pigmentering.

New Nordic Pigment Clear serum 410 kr. for 30 ml, creme 359 kr. for 50 ml og 180 tabletter for 277 kr.

Den vigtigste forebyggelse af hyperpigmentering er solcreme. Og da de udløsende faktorer er mange, bør solcremen også indeholde flere beskyttelsesfaktorer. I Eau Thermale Avène Ultra-Broad Spectrum ses således foruden UVB og UVA ligeledes beskyttelse mod HEV Blue Light, der som nævnt kan udløse melasma. Der er produkter til flere hudtyper herunder den fedtede med tendens til akne. Alle er uden parfume.

Avène Sun Fluid SPF 50+, 155 kr. for 50 ml.