Jeg sidder med den tredje patient på en uge, der efterspørger ”den nye slankemedicin fra USA”. Første gang en patient bad om den, var den endnu ikke godkendt i Danmark. I virkeligheden er det et dansk produkt, der oprindeligt er udviklet til behandling af diabetes, og som nu også er godkendt til behandling af overvægt i Danmark.
Der er aktuelt to registrerede produkter fra samme producent i Danmark, og et tredje amerikansk produceret produkt forventes at komme senere. Det ene er en daglig injektion, og det andet er en injektion én gang om ugen i maveskindet eller på yderlårene.
Medicinen er velkendt og har været anvendt til behandling af patienter med diabetes type-2 i flere år med god effekt både på langtidsblodsukker, risiko for hjerte-kar-sygdom og på overvægt.
Flere studier har vist, at omkring 80 procent af patienter, der anvender medicinen, taber sig mindst fem procent, og 50 procent over 15 procent.
Det nye produkt er godkendt til behandling af overvægt for patienter med BMI (body mass index) på over 30 eller BMI over 27 kombineret med højt kolesterol, højt blodtryk, diabetes type-2 eller hjertesygdom. Da over 50 procent af den voksne befolkning har et BMI over 25, og 17 procent har et BMI over 30, er der tale om en rigtig stor gruppe af patienter, der potentielt er kandidater til behandlingen.
Er det så ikke bare ”fedt”? Vi ved fra forskning, at overvægt giver risiko for hjerte-kar-sygdom og diabetes type-2, og i øvrigt for mange patienter bidrager til dårligt selvværd, ensomhed og social isolation. Vi ved, at medicinen virker, og vi ved, at der, ud over fedmekirurgi, ikke er effektive behandlingsmuligheder på markedet. Skal vi så ikke bare få så mange som muligt i gang med denne behandling?
Desværre er det ikke helt uproblematisk. For det første er medicinen meget dyr, og for det andet har studier vist, at medicinen kun virker så længe, man tager den. Det betyder, at man enten skal blive ved med at tage medicinen livslangt eller foretage væsentlige livsstilsændringer, for at bevare et erhvervet vægttab. Medicinen kan derudover have bivirkninger som kvalme, mavesmerter, diarre eller forstoppelse.
Overvægt er en kompliceret størrelse, hvor årsagerne til overvægt er mange og ikke løses med medicinen alene. Ydermere ved vi, at der også er ulighed i sundhed, når det gælder overvægt. Det betyder, at de mest sårbare og økonomisk mindrebemidlede patienter også er mere overvægtige. Da medicin er dyr, risikerer vi med denne medicin igen at øge ulighed i sundhed, således at de bedrestillede patienter, der har råd til behandlingen, får medicin, mens de mest sårbare patienter efterlades uden en realistisk løsning.
Min patient spørger igen – “når medicinen nu er her, og jeg gerne vil have den, hvordan kan du så være dommer over mit liv?”
Der bliver stille i rummet. Hun har ret. Det er hendes liv, det er hendes overvægt, og det er hende, der lever med konsekvenserne. Det er ikke mig.
Efter vejledning i virkninger og bivirkninger laver jeg en recept, og giver hende en opfølgende tid ved sygeplejersken til opstart og vejledning i anvendelse af medicinen. Da hun er gået, tænker jeg lidt over, hvilke konsekvenser den nye medicin får på længere sigt, inden jeg henter næste patient.