Bare gør det! Du bliver alligevel aldrig klar

Jeg sidder til familiekomsammen. En kvinde i selskabet har egentlig været berettiget til en ny hofte i mere end fire år, men hun bliver ved med at udskyde sit ”ja tak”. Hun frygter, at operationen går galt – at smerterne bliver værre – også selvom alle hun kender i samme situation har været høje af taknemmelighed efter operation og genoptræning.

Dagen før havde jeg mødt en hundelufter fra mit lokalområde i supermarkedet. Han har fået to nye hofter i de senere år. I supermarkedet spurgte jeg ham: ”Hånden på hjertet, Claus. Kan du slet ikke mærke, at du har et fremmedlegeme inden i dig lige nu?” Han svarede ærligt, at det kunne han overhovedet ikke. Han er meget glad for resultatet; en lettet mand.

Tilbage til min familiekomsammen. Efter en del samtale frem og tilbage siger jeg til kvinden: ”Spørgsmålet er, om du nogensinde vil føle dig klar. Eller om det her er en af de situationer i livet, hvor man bare skal gøre det alligevel.”

Og så giver jeg et eksempel, der er lidt mærkeligt, men som alligevel giver mening. For nogle år siden holdt jeg et foredrag til en konference i Svendborg. Jeg var kommet dertil via offentlig transport; en timelang og omstændelig rejse. Da jeg fortæller dette til en af arrangørerne, udbryder hun: ”Jamen, du kan da få et lift med hjem i Peter Aalbæks helikopter!” Jeg mærker fluks min amygdala blive vakt, men jeg trumfer den med mine pandelapper ved at sige: ”Ja tak, det vil jeg gerne”.

”Det vil jeg overhovedet ikke”, råber min hjernes alarmklokke til mig. ”Er du da vanvittig at betro dit liv til Peter Aalbæks tvivlsomme evner med en styrepind!” Men fordi jeg mærkede amygdala-aktiviteten vælde op i mig, trumfede jeg den med mit ”ja”. Og da først beslutningen var truffet, var det jo bare med at flyde med.

Jeg vil dog indrømme, at jeg blev noget lettet, da jeg i helikopteren opdagede, at der rent faktisk var en professionel helikopterpilot til stede. At det ikke bare var mig og Peter Aalbæk.

Nu spørger du måske: ”Er du i gang med at sammenligne en mulig hofteoperation, der har trukket mentale tænder ud i årevis, med en helikoptertur, du spontant skal forholde dig til?”

Nej, naturligvis er det vidt forskellige situationer. Men vi kan alligevel bruge deres få ligheder konstruktivt:

Nogle gange må du se igennem det umiddelbare. Hen på et højere formål. En langsigtet gevinst

De afledte effekter – det vil sige ringe i vandet – af noget. Du må se igennem din ulyst og hen over dit hurtigt bankende hjerte. Du må gøre det, der kan bremse dig og skræmme dig, gennemsigtigt for dit indre blik; at se igennem det; at gennemsigtiggøre det. Og så må du ellers hvile i tilliden til, at der bliver taget hånd om dig. At det nok skal gå.

Denne evne er også vigtig mere alment betragtet. Når du står derhjemme og føler, at gå- eller løbeskoene klistrer til gulvet, har du et valg. Du kan selvfølgelig spørge dig selv, om du overhovedet har lyst til at løbe … og lystre det svar, der hopper ud af din mund. Alternativt kan du bygge bro til en eller flere af de afledte effekter og lade disse sætte aktiviteten i gang.

Du kan leve et mere værdibaseret og meningsfuldt liv, når du ved, at du ikke behøver at forvente, at lyst eller energi ligger forud for en aktivitet. Men at du i stedet skal opsøge aktiviteter, der smitter med lyst og energi, når du er færdig (eller i gang) med dem.

Og nogle gange skal du bare gøre det, for du bliver alligevel aldrig klar!