Psykologen – hvorfor?

Nogle klummer skriver sig selv. Andre kan jeg simpelthen ikke få greb om. Min hjerne spinner rundt og finder ingen indgangvinkel. Ingen måde at gribe månedens tema an på. Sådan har det været for mig med denne måneds tema om neurologiske sygdomme. Jeg kunne ikke. Jeg har ligget vågen om natten. Hvileløst. Om dagen gik det bestemt ikke bedre. Jeg så mig selv opfinde helt nye overspringshandlinger.

Jeg måtte ind at tjekke datoen for deadline. Åh, nej jeg skal igang. Måske jeg skulle overveje at bede om udsættelse? Men det er jo kun at udskyde problemet. Jeg delte min frustration med min mand, efter at han havde fornemmet, at det ikke var meget, jeg fik sovet. “Jamen du har jo skrevet en helt bog om det”, svarede han. Bingo. Der havde vi forklaringen.

Emnet gjorde mig utilpas. Vækkede en masse svære følelser af sorg. For det er sandt. Jeg har skrevet om erhvervet hjerneskade og dermed med mulighed for at vinkle det ind under overskriften “Neurologiske sygdomme”.

Den uro og det tankemylder, jeg nu mærkede, og den uvilje, jeg havde mod at skrive om emnet, bundede i min egen smerte. En smerte, der aldrig helt går over

Hvis neurologisk sygdom eller skade er blevet en del af dit liv, er det sandsynligt, at du oplever det overvældende. Og det uanset, om du er ramt eller pårørende. Når vi mennesker rammes, skaber det uro, bekymring og en fornemmelse af magtesløshed. Du synes måske, det er svært at forstå, hvad sygdommen indebærer, hvordan den vil udvikle sig, og hvordan du kan håndtere de udfordringer, der følger med. Og måske du også, ligesom jeg gjorde, spørger: Hvorfor?

Hvorfor lige mig? Hvad har jeg gjort? Hvad er meningen? Er der en mening, eller er livet meningsløst? For vi mennesker vil så gerne have en forklaring. Det hører med at spørge sig selv, andre og Gud om meningen, når man rammes af sygdom i ens liv. Og vi kan lede efter retfærdighed, når vi rammes af uretfærdighed. Når vi ikke kan finde mening, bliver livet uoverskueligt. Det er ubærligt, hvis der ikke kan findes mening.

Dog ville det være mere ubærligt, hvis man skulle forestille sig, at der var en højere mening. Og at der sidder en Gud, der fører regnskab med mig og dig og lader os ramme efter fortjeneste. Hvis der findes en Gud, tror jeg ikke på, der skal findes en religiøs mening med sygdomme, sorg og smerte. Men manglende mening er bare så svær for vi mennesker at være i.

Livet er meningsløst. Det har i hvert fald ikke nogen iboende mening, som er givet på forhånd. Meningen er derfor noget, man selv må forsøge at skabe. Vi må søge det meningsfyldte. I små øjeblikke af lykke kan vi være så heldige, at vi oplever meningsfylde. Mening er noget, vi selv må skabe og lægge ned over vigtige ting og relationer i livet. Så vi forhåbentlig kan nå til en oplevelse af, “at livet det er livet værd på trods af tvivl og stort besvær på trods af det, der smerter”.