Hvem kender ikke til koncentrationsbesvær, tanker der popper op og forstyrrer, uro i kroppen, lidt for meget fart på motorvejen eller aftaler, der bliver glemt? Det er helt normalt. Men mængden er ikke den samme hos alle mennesker. Har du ADHD, er det så meget, at du har problemer med at få en almindelig hverdag til at fungere.
Alle drenge Har Det. Sådan har blandt andre professor Peter Gøtzsche flere gange sagt på tv. Og man kan sagtens sætte sig ind i tankegangen, hvis man bruger en enkelt dag i den nærmeste børnehave, for der er en alder, hvor det kan være utrolig svært for børn at høre efter, gøre som der bliver sagt, forholde sig i ro og koncentrere sig om en opgave. Det er helt normalt. Men det er ikke normalt, når man er 35 år. Så er det pludselig en hæmsko i livet. ADHD kan give problemer med at opfatte, fortolke, huske, planlægge og orientere sig. Det betyder eksempelvis, at man glemmer at stille p-skiven på vej ud af bilen eller ”kommer til” at bruge hele månedens budget på den første uge.
Mange kan genkende et eller flere af de symptomer, der er typiske for ADHD-patienter. Det kan være en af grundene til, at der bliver stillet spørgsmål til diagnosen, for hvad er normalt, og hvornår er man syg? Diagnosen stilles ofte af en psykiater på baggrund af en vurdering af patienten og dennes livshistorie. Kriterierne for diagnosen er fastsat af WHO, men man kan se store regionale forskelle på antallet af diagnoser. Det kan både hænge sammen med de enkelte behandleres opmærksomhed på de mange facetter af ADHD, for mange af symptomerne kan også tyde på andre diagnoser, og det kan hænge sammen med den vurdering, den enkelte behandler laver – for hvor mange ting skal man glemme, for at det er et sygdomstegn? Det er et individuelt skøn, og det er her både eksperter og lægmand kan blive uenige om vurderingen. Hertil kommer, at der er forskel på, hvor udtalte ens symptomer er, og hvor god man er til at håndtere dem. På internationalt plan skønner man, at mellem tre og fem procent har ADHD. I Danmark der er diagnosticeret omkring en procent.
ADHD er en forkortelse for diagnosen: Attention Deficit/Hyperactivity Disorder, det vil sige forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. Diagnosen stilles ofte af en psykiater. Der er mulighed for at behandle sygdommen med både medicin og forskellige ”coping” strategier.
Tidligere blev diagnosen DAMP brugt herhjemme. DAMP er en nordisk diagnosebetegnelse, som står for Deficits in Attention, Motor control and Perception. I dag bruger man primært den internationale betegnelse, ADHD. |