ADHD: Man kan ikke trække behandlingen i en automat

Selv om diagnosen siger ADHD, bør behandlingen ikke være noget, man trækker i en automat, mener psykolog Michael Kaster, der er mere optaget af, hvordan mennesker kan få det bedre end af hvilken diagnose, der kan skrives i journalen.

Diagnoser interesserer egentligt ikke psykolog Michael Kaster så meget, for de kan stå i vejen for at se mennesket med alle dets facetter og de muligheder, der er for udvikling.

– Heidegger talte om, at vi alle sammen har en ”kastethed”. Vi er kastet ind i verden med nogle muligheder og udfordringer. Vi kan ikke løsrives fra vores omverden, men er nødt til at fungere i den verden vi er en del af, siger Michael Kaster og slår dermed en filosofisk tilgang an. Han er ikke ”for” eller ”mod” diagnoser eller ”for” eller ”mod” medicinering af ADHD-patienter, men han er fortaler for, at alle patienter vurderes og behandles individuelt ud fra deres givne præmisser og muligheder. Hans erfaring er, at diagnosen kan blive en spændetrøje, der forhindrer klienterne i at udvikle sig, ligesom han ofte ser, at medicin kan hjælpe med noget, men ikke alt.

Samme kriterier giver forskelligt udfald

Hvis en patient kommer til to forskellige psykiatere for at blive udredt for ADHD, er det ikke sikkert, at han eller hun kommer derfra med samme diagnose, for selv om kriterierne for ADHD er fastsat i internationale diagnosesystemer, så er det altid et skøn, om der er tale om en psykisk lidelse eller om personens adfærd, og symptomer skal betragtes inden for rammerne af det normale. Et andet forhold er, at to mennesker med samme medfødte dispositioner ikke nødvendigvis udvikler samme symptomer. Er den ene vokset op under følelsesmæssigt sunde og konstruktive forhold, hvor der er blevet arbejdet aktivt med udfordringerne – eksempelvis ved at lave ugeplaner, bruge mobiltelefonen til at huske aftaler, motionere regelmæssigt og kontrollere sine impulsive handlinger, så kan det være, han eller hun går gennem livet uden store problemer, mens en anden med samme dispositioner skal kæmpe hver dag og stadig oplever masser af fiaskoer.      

– Vi skal passe på ikke at sætte en diagnose som ADHD på helt almindelige udfordringer, som man af den ene eller anden årsag ikke har fået redskaber til at tackle fra barnsben, siger Michael Kaster, som også er meget opmærksom på, at kriterierne for ADHD har mange fællestræk med andre psykiske problemer som eksempelvis tilknytningsvanskeligheder.

– Og så løser vi ikke problemet ved at medicinere mod ADHD. Men derfor kan patienterne godt opleve, at medicinen hjælper, for Ritalin, der er den mest udbredte medicin mod ADHD, virker også positivt på mennesker uden ADHD. Det er derfor, den bliver brugt som ”study drug”, (stof der fremmer ens præstation i forbindelse med studier og eksamen, red.).

Og det er her, vi finder Michael Kasters skepsis over for medicinen, for man bliver ikke helbredt med medicin. Dels frygter han, at medicinen kommer til at blive den eneste behandling for patienterne, og så ender de med ikke at få tilstrækkelig hjælp til at klare hverdagen og de mange relationsproblemer, der ofte følger med ADHD. Dels mener han, at samfundet i dag stiller så mange krav til individets evne til eksempelvis selvorganisering, at hvis man begynder at medicinere en stor del af befolkningen, vil det være med til at strømline samfundet endnu mere og dermed skabe et endnu større behov for medicin for endnu flere mennesker. Det kan vise sig at blive skruen uden ende.

Det ændrer dog ikke ved, at Michael Kaster også selv anbefaler Ritalin til de af hans patienter, som har særligt svære vanskeligheder.

– Der er mennesker, der har problemer, uafhængigt af hvilken opvækst de har haft. Nogle medfødte dispositioner for psykisk lidelse er som ”biologiske tog”, der kører så stærkt, at der skal noget mere end terapi til at få dem til at sænke farten, siger han og opfordrer til, at man altid søger professionel hjælp, hvis man oplever, at man har problemer. Diagnosticering af ADHD kræver mere end en test på nettet.