Ældre mister dialogen med verden, når synet forsvinder

Livskvaliteten kan dale væsentligt, når ældre rammes af øjensygdom. Social isolation er en risiko, som omgivelserne bør være opmærksomme på, siger sociolog Christine Swane.

Forestil dig ikke længere at kunne stå op om morgenen og kigge ud på det store træ i haven, du i mange år har nydt at se falme i efterårets farver. Eller forestil dig at tage til familiefødselsdag og vide, at alle kigger, når du for tredje gang på kort tid spilder jordbærkagen ned ad tøjet, fordi du ikke kunne se, at du havde fået for meget på skeen.

Sådan er det for gamle mennesker, der som følge af øjensygdom bliver så svagtseende, at selv de mest dagligdags ting bliver svære om ikke umulige at udføre for dem.

– Hvis du er svagtseende, så betragtes du af andre, men du kan ikke længere tydeligt se dem, der ser dig. Hverdagen bliver sværere, fordi du skal koncentrere dig ekstra meget om alting. Du kan betale dig fra indkøb og fra at få maden leveret, men når du skal anrette eller sætte i ovnen, får du problemer. Det er fremmedgørende, når du ikke kan se, hvad du putter i munden. Og sidder du med andre og har svært ved at spise pænt, opfattes du hurtigt som inkompetent. Selvom du ikke kan se blikkene, så ved du, at du får dem, siger kultursociolog og direktør for Fonden Ensomme Gamles Værn, Christine E. Swane, der netop har været med til at udarbejde en rapport om, hvad sansesvækkelse hos ældre mennesker betyder for dem og deres liv.

Læs også: Aggressiv øjensygdom stjæler læsesynet

Slip alderdomskortet

Hun mener, at både pårørende og samfundet som helhed bør være mere bevidste om, hvad det betyder for ældre mennesker, når de bliver svagsynede. Det handler blandt andet om at forstå, hvad der er på spil og at undlade at trække “alderdomskortet”.

– Når en person mister meget af synet, er andre nødt til at tune ind. Det er vigtigt, at der bliver vist forståelse for, hvad der er svært som svagsynet, så andre kan hjælpe de rigtige steder. Men det er også af stor betydning, at man ikke kommer til at sige; ”Nu er moster Gerda så gammel, at hun sidder og spilder ned ad blusen.” For nej, det er ikke det, der er på spil. Moster Gerda har mistet sit gode syn, men det er på grund af øjensygdom og ikke alder, siger Christine E. Swane.

På det samfundsmæssige plan er der endnu meget tilbage at gøre, hvis det skal være nemmere for mennesker med synshandicap at færdes offentligt. Det handler om for eksempel at sørge for, at akustikken på biblioteket er god, da synshæmmede er ekstra afhængige af deres hørelse. Ligeledes er det uhensigtsmæssigt med for mange diffuse miljøer, hvor alt for meget ligger under samme tag – lægen, tandlægen og butikkerne. Det bliver meget svært som svagtseende at orientere sig den slags steder.

Læs også: Sukkersyge forandringer er skyld i nedsat syn

Hjælp, men husk at spørge først

Risikoen for at ældre, der er svagsynede, bliver ensomme, er stor, påpeger Christine E. Swane. Hvis svagtseende for ofte konfronteres med ting, de ikke kan grundet deres dårlige øjne, kan det føles som det letteste at trække sig fra andre mennesker.

– Det er ikke rart hele tiden at blive konfronteret med at være en, der ikke kan se og har et synshandicap. Det slipper man for, hvis man holder sig for sig selv. Men så mister man dialogen med verden. Og der er stadig meget, som svagtseende ældre førhen gjorde, læste avis og så fjernsyn, som de heller ikke kan længere. Jeg er klar over, at svagtseende for eksempel i dag kan få læst avisen op, men det er noget andet, når man ikke har avisen i hånden og selv bestemmer rækkefølge og tempo, siger Christine E. Swane, der opfodrer pårørende til at stå klar med hjælp.

– Det er så vigtigt, at vi viser forståelse. Og at vi står klar med hjælp. Men det er også vigtigt, at vi ikke bare tager over og gør tingene for de gamle, så de mister deres autonomi. Vi skal gøre opmærksom på, at vi er der og gerne hjælper, når de har brug for det, siger Christine E. Swane.