Politikere og organisationer taler ofte om de ældre som en ensartet gruppe, der kræver pleje og omsorg.
Man sætter ældre lig med omsorg og pleje. Det er næsten blevet en rygmarvsreaktion hos politikere og en række interesseorganisationer. Det er som om ordet ældre er gået fra at være et tillægsord til at være et navneord.
Det er som om, man mister sin identitet alene ved at nå en vis alder – en retorik, som jeg finder decideret skadelig.
I den seneste valgkamp kredsede politikerne igen om de ældre som en ensartet befolkningsgruppe, der behøver pleje og omsorg, og om hvor mange penge staten bør sætte af til ældregruppen set i lyset af, at der kommer 125.000 flere danskere over 70 år frem mod 2030. Men politikerne lover ikke bare flere kroner og øre til den aldersgruppe. De taler også alderdommen ned ved så åbenlyst kun at fokusere på den økonomiske byrde ved at have en voksende befolkningsgruppe over 70 år. Det har jeg og andre aldringsforskere for nylig redegjort for i en artikelserie i Kristeligt Dagblad.
I Danmark er der ca. 1,2 mio. borgere over 65 år – og netop den aldersgruppe bruger Danmarks Statistik og andre offentlige instanser som definition på det at være ældre, som dermed sættes i bås som en utydelig, ansigtsløs befolkningsgruppe uden nuancer overhovedet. Med afsæt heri bliver “de ældre” i den offentlige debat fremstillet som en masse svækkede demensramte og syge mennesker, som tilmed er en trussel mod den danske økonomi. Og det til trods for, at de nye pensionister har et historisk godt helbred.
Et faktum som nærmest altid bliver overset i den offentlige debat. Det ses også i, at man nu planlægger en ny ældrelov, som efter min mening er vanvittigt. Den burde i stedet hedde omsorgslov, ikke ældrelov, for loven vedrører reelt kun dem, der har brug for omsorg og pleje. At kalde loven en ældrelov er i sig selv med til at afspore debatten om de ældre, da den giver et helt forrykt billede af, hvad det vil sige at være over 65 år i Danmark.
Jeg tror faktisk, at det er de færreste i Danmark, der ved, at det kun er tre procent af alle pensionister, der bor på et plejehjem.
Tænk engang kun tre procent! Det dokumenterer i den grad, at et retvisende billede af at komme op i årene nærmest er fraværende og derved er med til at skabe en stereotyp og forvrænget debat blandt beslutningstagere, som burde vide bedre. Der skal langt flere nuancer og positive fortællinger ind i den offentlige samtale. De kunne f.eks. bygge på, at flere studier viser, at ældre generelt nu har både bedre helbred, funktionsevne og livskvalitet end tidligere.