Alle tænder skal plejes – også tandproteser

Af: Kirsten Piil, tandplejer

Foto: Colourbox

Selv om du har fået skiftet dine naturlige tænder ud med en protese, så skal du alligevel sørge for at pleje tandprotesen mindst lige så godt som før.

Ligesom de naturlige tænder skal tandproteser plejes dagligt med grundig tandbørstning samt eftersyn hos din tandplejer for at undgå dårlig ånde, infektioner og sygdomme i mundhulen. Det er vigtigt for din sundhed, at du gør din protese og mundhule ren hver dag, uanset om det er helprotese eller delprotese.

Børst to gange dagligt og også gerne efter et måltid

En helprotese erstatter alle tænder i en kæbe, hvorimod en delprotese erstatter enkelte mistede tænder. En delprotese (unitor) sidder fast på de resterende naturlige tænder ved hjælp af bøjler. Hvad enten der er tale om en helprotese eller en delprotese, anbefales det, at protesen – som ved egne naturlige tænder – børstes grundigt to gange dagligt for at fjerne belægninger af bakterier. Uanset om det er helprotese eller delprotese, skal protesen altid tages ud af munden inden børstning.

Alle flader skal børstes

Når du børster din protese, skal du sørge for at børste alle protesens flader, både yder- og inderside, og også bøjlerne. Vær grundig på indersiden, hvor der nemt samler sig belægninger. Derudover er det vigtigt, at du børster dine naturlige tænder grundigt.

Det kan også være en god idé at børste protesen efter hvert måltid, så madrester og belægninger ikke irriterer mundens slimhinde, men hvis du ikke har mulighed for det, anbefales det i stedet at skylle munden og protesen efter hvert måltid, så eventuelle madrester fjernes.

Hvis der bruges klæbemiddel til at fastholde protesen i munden, er det meget vigtigt, at dette fjernes fra både protese og mundslimhinde dagligt, for at forebygge en svampeinfektion.

Når du rengør din protese, er det en god idé at fylde vand i vasken, så protesen ikke går i stykker, hvis du taber den.

Brug en protesebørste

Ved rengøring af proteser skal der bruges en protesebørste. En almindelig tandbørste er for blød. Brug lidt tandpasta med kun lidt slibemiddel (spørg din tandplejer) for at undgå at ridse protesen. Ridser i overfladen gør det nemmere for bakterier at hobe sig op. Du kan også bruge flydende håndsæbe – helst uden parfume – da parfume kan give en grim smag i munden. Der er delte meninger om, hvorvidt det anbefales at børste med tandpasta eller håndsæbe. Er du i tvivl om, hvad du skal gøre, så spørg din tandplejer.

Børst gane, gummer og tunge

Brug en blød tandbørste til at børste gane og gummer. Anvend gerne tandpasta for at få en frisk smag i munden. Ligeledes kan belægninger på tungen fjernes ved at børste med et let tryk inde fra cirka midten af tungen og ud mod tungespidsen.

Opbevaring af protese om natten

Der er forskellige holdninger til, hvorvidt man skal sove uden protese. Oplever du irritation i slimhinden, kan det anbefales at tage proteserne ud, når du sover. Tal med din tandplejer om, hvad du skal gøre.

Ud fra et hygiejnesynspunkt er det bedst at opbevare protesen tørt, når den er ude af munden. Hvis den lægges i vand, er det vigtigt, at den er børstet helt ren forinden, da bakterier og svampesporer trives godt i fugt. Om tandprotesen opbevares bedst vådt eller tørt afhænger desuden af det materiale, den er lavet af. Spørg på tandklinikken.

Misfarvet tandprotese

Hvis protesen er meget snavset, eller der forekommer misfarvninger, kan den sættes i blød med Steradent brusetabletter. Du kan også lægge den misfarvede protese i blød i et glas vand med 1-2 tsk. Bio-Tex nogle timer eller natten over. Efterfølgende børstes og skylles protesen grundigt, før den sættes i munden.

Tandsten på protese

Tandsten kan både opstå på naturlige tænder og proteser. I begge tilfælde vil den ru overflade gøre det nemmere for bakterier at sætte sig fast. Tandsten på en protese kan fjernes ved at lægge den i blød i almindelig eddike en time, hvorefter tandsten kan fjernes med protesebørsten. En anden mulighed er at lægge protesen i eddike fortyndet med vand i forholdet 1:1 natten over. Protesen vil ikke tage smag til sig, hvis blot den børstes med vand.

Tørhed i munden

Mundtørhed og nedsat spytmængde kan skyldes medicin og/eller visse sygdomme. Her kan slimhinderne være meget sarte og smertende. De tørre slimhinder kan lindres ved hyppigt at drikke og/eller skylle med vand. På apoteket og i større supermarkeder kan du købe spray og geler, der stimulerer spyttet og dermed får protesen til at sidde bedre fast. Du skal smøre gelen på indersiden af protesen, inden du sætter den i munden. Gnaver din protese, skal du kontakte din tandklinik.

Svampeinfektion

Det er vigtigt at holde proteserne rene, da der ellers er større risiko for svamp, som giver en sviende og brændende fornemmelse i mundens slimhinde. Svamp er ofte ledsaget af revner og rødme i mundvigene samt tørhed og ømhed i mundhulen og også ofte forstyrrelser i smagssansen. Foruden at være meget smertefuld kan kronisk svampeinfektion også medføre celleforandringer i mundhulen med risiko for udvikling af cancer. Ved mistanke om svamp skal du altid kontakte tandklinik eller læge.

Sår i munden

Ved sår i mundhulen kan det anbefales at skylle med klorhexidin 0,1 pct. i et minut, hvorefter det spyttes ud igen. Undlad at spise eller drikke 30 minutter før og efter. Hold evt. en pause med brug af protesen til såret er helet op. Hvis der ikke er sket heling efter en uge, anbefales det at få en tid på din tandklinik eller hos din læge.

Tjek af protese

Det er vigtigt at få efterset proteser og mundhule mindst en gang årligt eller efter behov hos din tandplejer for at forebygge tryksår og andre skader i mundhulen. Din tandplejer kan også give dig gode råd og vejledning til din protesepleje.

Find flere råd og vejledning til din mundhygiejne på www.dinmund.dk