Allergi i mundhulen: Hvad har latex at gøre med banan og avocado?

Af: Fabienne Leth, tandplejer, Danske Tandplejere, tænderne.dk

Foto: Shutterstock

Allergi over for kemiske stoffer i hudplejeprodukter og kosmetik er i voldsom vækst. Flere af disse stoffer findes også i andre ting som for f.eks. maling og rengøringsartikler, men også i de produkter som anvendes på tandklinikken og derhjemme, når vi plejer tænder og mund, f.eks. i tandpasta og mundskyl. På tandklinikken vil vi gerne vide, om du har oplevet overfølsomhed eller allergiske reaktioner.

Når man på tandklinikken bliver spurgt, om man har allergier, tænker mange patienter, at det er allergi mod penicillin, vi spørger til, da penicillin i nogle tilfælde kan være nødvendigt i forbindelse med en tandbehandling. Men allergi handler om mere end det, for vi oplever også, at patienter kan risikere allergiske reaktioner på nogle af de materialer, vi anvender i tandbehandlingen, f.eks. tandlak og fyldningsmaterialer.

Typisk vil den allergiske reaktion vise sig ved forandringer på slimhinden, der minder om sår, i forbindelse med behandlingen eller umiddelbart efter. I sjældnere tilfælde ses nældefeber og mere alvorlige overfølsomhedsreaktioner.

De materialer og det udstyr, som kommer i berøring med vores patienter, er det, vi kalder biokompatible. Det betyder, at materialer er testet, således at risikoen for allergiske reaktioner er lav, og heldigvis er det stadig sjældent, at patienter oplever allergiske reaktioner i forbindelse med et besøg hos tandplejeren eller tandlægen.

Alligevel er det noget, som vi skal være opmærksomme på i og med, at stadig flere oplever allergi. Dermed er der også flere, der vil opleve at kunne få allergiske reaktioner ved brug af forskellige mundplejeprodukter og ved kontakt med de materialer, som anvendes på tandklinikken.

Derfor er det en rigtig god idé at informere din tandbehandler, hvis du lider af allergier og har oplevet overfølsomhedsreaktioner i andre sammenhænge.

Læs også: Kost og livsstil udfordrer tænderne

Krydsallergi

Krydsallergi er, når kroppen reagerer på andre stoffer end det, man er allergisk overfor. Årsagen er med et eksempel, at molekyler fra melon kan ligne dem fra græspollen. Min egen søn lider af græspollen-allergi, så når det er sæson for denne pollen, klør hans mund voldsomt, hvis han spiser vandmelon.

Rigtig mange er allergiske over for nikkel. Hvad mange ikke ved er, at der ved nikkelallergi kan ses reaktion på chrom og cobolt. Chrom-cobolt legering er et ”metalmix”, som bruges til bestanddele i f.eks. delproteser (gebis).

Fødevareallergier skal man også være opmærksom på. Gener ved indtag af banan og avocado kan være tegn på allergi over for latex, som jo bruges i bl.a. engangshandsker. Så spørg gerne hvilken type handsker, din tandbehandler bruger, hvis du har oplevet allergiske reaktioner.

Når allergi giver rigtige problemer

Jeg havde selv en patient med udtalt mundtørhed som følge af medicin. Hun klagede over voldsom svie, hævelse og revner i kindernes slimhinder. Det gjorte så ondt, at hun havde svært ved at spise og børste sine tænder. Tandpasta skabte svie og brændte. Hun oplyste, at hun havde allergi over for nikkel og bynke, men ikke andet. På grund af de voldsomme allergiske reaktioner blev hun henvist til undersøgelser for allergi. Det viste sig, at hun var allergisk over for perubalsam, der er saft fra et træ, der vokser i Mellemamerika. Det bruges som parfume eller smagsstof i mange forskellige sammenhænge og kan forekomme i bl.a. tandpastaer, tyggegummi, krydderier, te, mv. Vi fandt frem til, at patienten skulle stoppe med at bruge det tyggegummi, som hun var flittig bruger af. Allerede efter en uge var der bedring.

Parfumeallergi

På tandklinikken vil parfumeallergi typisk være et problem ved fluoridbehandling af huller i tænderne eller følsomme tandhalse. ”Tryllecreme” inden der lægges bedøvelse er typisk tilsat smagsstoffer, så husk også at være opmærksom på allergi, når børn skal til tandpleje.

Undgå unødvendig kemi

Undgå så vidt muligt allergi-fremkaldende stoffer ved at vælge tandpastaer og andre produkter til mundpleje, der bærer svanemærket eller Den Blå Krans fra Astma-Allergi Danmark (denblaakrans.dk).

Mange stoffer/allergener går under flere betegnelser, som du kan se på Videncenter for Allergis hjemmeside, videncenterforallergi.dk, eller på kemi.taenk.dk. Du kan også downloade app’en ”Kemiluppen”, som kan hjælpe dig med at vælge de mest allergi-venlige produkter, når du handler ind.