Angst: Når hjernen spiller os et puds

Antallet af angstdiagnoser til børn og unge er i vækst, men hvorfor egentlig? Ifølge psykiater Peter Lund Madsen ligger svaret i høj grad begravet i hjernen, og dens evne – eller manglende evne – til at spille sammen med omgivelserne.  

Hjertebanken. Svimmelhed. Kuldegysninger. Rysten. Det er bare nogle af de mange symptomer, som angst kan udløse. Det er en voldsom cocktail af både fysiske fornemmelser og tankemylder, der unægteligt kan få døden til at føles meget tæt på, mens et angstanfald står på. Men det er ikke farligt. Angst er ikke noget, man dør af. Faktisk er angst et udtryk for, at vores hjerne spiller os et puds. Det er i hvert fald Peter Lund Madsen konklusion. Madsen er psykiater, hjerneforsker og forfatter til flere bøger. Den nyeste handler netop om det stigende antal børn og unge, der får angstdiagnoser, og hvordan dette kan forklares.  

Nysgerrigheden på emnet udspringer fra Madsens eget liv, hvor han både har angsten tæt inde på livet, og hvor han oftere og oftere hørte fra venner og bekendte, at deres børn kæmpede med angst. Det fik ham til at undres. For hvordan kunne det egentlig være, at angst er så udbredt i en tid, hvor der objektivt set er så lidt at være bange for? Ja, vi kan frygte klimakrisen og ja, vi kan rationelt set også frygte at dø i trafikken. Men sammenlignet med tidligere, er der meget lidt, vi skal være bange for. Vi dør i Danmark ikke af sult. Medicin har gjort mange sygdomme, som tidligere tog livet af folk i hobetal til småting, og der render ikke vilde dyr eller andre stammer rundt, som risikerer at æde os eller dolke os i ly af mørket.

Så hvorfor er vi så angste? Jo, ifølge Peter Lund Madsen handler det i overvejende grad om hjernens indretning. For hjernen er en fantastisk og forunderlig størrelse, og den er skabt blandt andet til at være angst. Uden den funktion ville vi mennesker måske være uddøet for længe siden. Så hjernen har altså en tilbøjelighed til at føle angst, simpelthen for at sikre vores overlevelse. Men det er ikke kun det, der er på spil, når angstdiagnoserne for børn og unge stikker af i disse år. Det handler også om hjernens udvikling – på flere måder.  

For det første er hjernen gammeldags, og det betyder, at den ikke har udviklet sig i samme hast som samfundet. I praksis leder det mismatch mellem hjernen og verden til, at mange af os går rundt med en stor mængde ubegrundet angst, vi har svært ved at placere.  

– Der er skruet unødigt meget op for angsttermometeret i hjernen, som gør, at den næsten bobler over med angst, som der ikke er nogen logisk forklaring på. Så kan vi dels komme til at lade angsten fylde for meget, fordi vi ikke kan rette den et sted hen, og dels kan vi komme til at rette den mod fare, som vi slet ikke behøver at frygte, forklarer Madsen.

Læs også: Stigende mental mistrivsel blandt børn og unge

Vi er kodet forskelligt

Så hjernens manglende udvikling er altså for Peter Lund Madsen en afgørende faktor for, hvorfor så mange unge oplever at kæmpe med angst i dag. En anden vigtig komponent er hjernens udvikling gennem livet. For i barndommen og ungdomsårene er hjernen ikke færdigudviklet, hvilket også er med til at gøre det ekstra svært at håndtere den naturlige angst, som hjernen er indbygget med.  

“Man er maksimalt udfordret i ungdomsårene, fordi hjernen slet ikke er klar til at håndtere alle de tanker, der flimrer rundt og den kompleksitet, som livet nu engang er.”

– Så har man en ængstelig personlighedstype, så vil man særligt i den del af sit liv, kunne påvirkes voldsomt af angsten, siger Madsen. 

Og netop det her med personlighedstypen er et tredje vigtigt aspekt. For hvis vi alene forholder os til hjernens uddaterede forhold til fare og det faktum, at barndommen og ungdomslivet er omgærdet af nye oplevelser, opdagelser og hormoner, der skal håndteres af en ufærdig hjerne, så kan det være svært at se, hvorfor nogle mennesker kæmper så voldsomt med angst, mens andre kan glide mere ubesværet igennem tilværelsen. Den forskel forklarer Madsen endnu en gang med hjernen.

Hans arbejde med bogen viser nemlig, at ideen om, at unge, som lider af angst, gør det, fordi de har oplevet noget traumatiserende eller kommer fra belastede hjem, som skulle fremprovokere angsten, ikke holder. Børn og unge i alle sociale lag kan blive ramt af angstanfald. Derfor finder han altså forklaringen i hjernen. Eller mere præcist i samspillet mellem hjernen og det sociale. For mennesket er et socialt væsen, og vi har til alle tider indgået i grupper. For at en gruppe fungerer, så skal den bestå af mennesker med forskellige karaktertræk. Nogle, der er klar til at se faren i øjnene og tordne frem mod den og andre, som er opmærksomme på alle potentielle risici, og hvordan de kan undgås. Han hører selv til den sidste gruppe.

Ser spøgelser

Siden han var en lille dreng, kan han huske, hvordan angsten har påvirket hans liv. Som 9-årig på en spejderlejr blev han ramt af så voldsom separationsangst, – hvad vi også kan kalde hjemve – at han hulkede, havde kvalme, kastede op og længes efter sin mor. Siden hen har angsten fulgt ham som en fast følgesvend, dog ikke i en grad, som har gjort, at han ikke kan fungere, men hvor den viser sig jævnligt.

Han er altid forberedt på, at det værste kan ske. At der er noget galt. Ser for sig, hvor der kan opstå udfordringer og gnidninger, og forsøger at undgå dem. Med andre ord, så er han rigtig god til at se spøgelser, for sådan er han indrettet som menneske. Han er én af dem, der skal være mange af. En af dem, der ved at forestille sig alle mulige tænkelige og utænkelige scenarier, hvor noget kan gå skidt, også kan forberede sig på at undgå dem, og derved sikre, at alle kommer gennem dagen i live. Det betyder også, at han bliver meget påvirket af stemninger omkring sig.

– Hvis jeg sidder i et tog, og der er nogen, der skændes lidt, så får jeg instinktivt ubehag i kroppen og lyst til at fjerne mig fra det, selvom det ikke har noget med mig at gøre. Og jeg har hørt flere lignende eksempler med børn i skoleklasser, hvor der er megen konflikt. Den energi sætter sig i kroppen, hvis man er ængstelig, siger Madsen. 

Så der er altså flere komponenter, der spiller ind, når angsten ser ud til at løbe løbsk i disse år. Meget handler om hjernen, og hvordan den er tilpasset for at sikre menneskehedens overlevelse. Men der kan altså også være en grad af social påvirkning, når angst viser sig, og netop det sociale aspekt, ser han, spiller ind på flere måder. 

Det er svært at være menneske

Da Madsen blev ramt af angst på spejderlejren, blev han ikke hentet hjem af sine forældre. For dengang han var barn, var der en klar opfattelse af, at børn ikke måtte være forkælede. De skulle rustes lidt og lære at stå på egne ben. Derfor kom hans forældre på besøg, den dag, det var planlagt, at de kunne kigge forbi, og da tiden var gået, lod de Peter være tilbage med al sin angst. Sådan vil han ikke selv have håndteret situationen, hvis det var et af hans børn. Som han siger, er det for ham at se fuldstændig unødvendigt, at børn skal have det så dårligt, som han havde i sin sovepose på ulvelejr.  

Når det er sagt, så mener han også, at det er en svær balancegang, hvor meget, man som forældre skal gribe ind, fordi han også anser det for afgørende, at børn og unge oplever at stå i nogle svære situationer og se, at de godt kan klare det.  

– Der er meget, der kan skræmme børn og unge mennesker, fordi de har en hjerne, der kan siges at arbejde mod dem, og fordi de ikke har opbygget en selvtillid i at vide, at de godt kan håndtere, at livet nogle gange er ubehageligt. Den her træning tror jeg, er vigtig, og den får unge ikke på samme måde som tidligere, fordi vi forældre er enige om at beskytte vores børn. Og jeg kan godt forstå det, for når jeg tænker på min barndom og skoletid og taler med andre fra den generation, gik vi jo gennem meget, der var fuldstændig åndssvagt, men det har også bare en pris at skærme børn på den måde, vi gør i dag, siger han.

Så det er en linedans, forældre skal forsøge at mestre. Hvor meget man tager hensyn og lader barnet være den, det er, og hvor meget man skubber. For livet vil unægteligt skubbe til dem på et tidspunkt, og Madsen oplever, at vi forsøger at fornægte det faktum, hvilket ikke er udelukkende positivt.

“Jeg tror, at vi prøver at fortrænge, at det er vanskeligt at være menneske, og særligt at være ungt menneske, og at der vil være perioder med uro, ballade og ubehag. Men jeg tror, at vi kan komme langt ved at acceptere, at det er sådan.”

Derfor opfordrer han også forældre til at være påpasselige med at trække de bekymringer, der hører til forældreskabet, ned over børnene ved hele tiden at påpege, hvad der kan gå galt.  

Læs også: Lær dine børn at hvile i sig selv

Kan angst smitte?

Angst er ikke farligt i den forstand, at det ikke er noget, man dør af. Men angst kan risikere at påvirke ens adfærd, lede til social isolation og misbrug. Derfor er det også vigtigt, at der bliver taget hånd om angsten, inden de uhensigtsmæssige adfærdsmønstre bliver fastlagt. Der findes flere måder at gøre det. Terapi er én, men det kan også i høj grad hjælpe mange børn og unge – og deres forældre – at møde andre, der har det ligesom dem og deres børn. Det er dog lidt et tveægget sværd, hvis man spørger Madsen.

For lige så gavnligt, det kan være, at omgås ligesindede og dermed se, at man ikke er skør eller unormal, fordi man kæmper med angst, lige så påpasselig er der måske også grund til at være, så vi ikke dvæler for meget ved angstens væsen. Madsen tror nemlig på, at en sidste vigtig faktor for, hvorfor det specifikt er angst, vi ser fylde meget i samfundet i dag, er vores evne til at efterligne hinanden.

– Det er en fornemmelse, men der er en tendens til, at frustration får et særligt sprog i forskellige perioder. Nogle gange er det selvskade, som bliver et stort problem, fordi vi spejler os i hinanden, og jeg tror, det samme gør sig gældende med angst nu – at det er blevet den udtryksform, som på sin vis kan smitte, siger han.

Dermed vil han på ingen måde negligere, hvordan det kan føles, når angsten sætter ind, eller hvor svær den kan være at håndtere. For det kan den – særligt i barndommen og ungdomsårene.