At dele er at hele

Holdningerne inden for sundhed er mangfoldige, og ikke alt kan bevises i store undersøgelser. Derfor har helse inviteret stærke personligheder til at komme med deres bud på sundhed og trivsel i 2022. I august er det Lone Carmel, forfatter, familieterapeut og stifter af Relazion.

”Så er der ingen, der er ensomme” siger min datter forleden – ude midt i rummet med kun mig tilstede. Jeg spørger, hvad hun mener – overrasket over, at hun allerede havde stiftet bekendtskab med ordet ensomhed.

”Jo, se bamserne står helt tætte på hinanden, så de ikke bliver ensomme”, siger hun og peger på sengen, hvor hun har linet et hav af forskelligartede bamser op. Jeg smiler og tænker, at det er en pudsig, men fin handling, hun har gjort der.

Ensomhed er ikke sundt, for hvem skal du tale med om din ensomhed? Hvis du er ensom, har du typisk ikke mange at tale med.

Vi har vores indre stemmer, der gør, at vi taler med os selv gennem livet. Det kan være nyttigt med indre dialog. Dog kan den alenehed nemt blive til ensomhed, hvis du ikke får delt dine tanker til andre. Jeg arbejder i min praksis ud fra: “At dele er at hele”.

Ensomhed er dybt skadeligt over længere tid. For at mærke  grundfølelser som at elske, at forandre, at kæmpe, at undres er alt sammen noget, der udvikles i fællesskaber.

Selvom mange har kontakter via nettet og får noget socialt sammen, mangler de stadig dufte, berøringer og sansninger, som er nogle af virkemidlerne mod ensomhed.

Sunde relationer er ifølge forskere med til at berige dit liv og gør dig mindre syg. I mit arbejde som familieterapeut, møder jeg ensomhed på mange niveauer. Man kan være ensom sammen, man kan også være ensom, fordi man har valgt andre fra eller blevet valgt fra. Begge dele er besværligt at leve med.

Det er sjovere at være inde i gruppen end ude. Ingen kan forestille sig den sorg og smerte, det kan være at blive valgt fra. Der har alle et ansvar. Helt fra børneopdragelsen.

Mange mænd har traditionelt og historisk set været dem, der skulle klare ting – uden hjælp. De er blevet rost for at gøre tingene selv, hvor kvinder traditionelt set har delt med hinanden. Fundet grupperinger. Da de gik hjemme fandt de sammen i legestuer, da de startede job, fandt de sammen i kollegafællesskaber. Jeg kender mange kvinder, der stadig ser tidligere kollegaer i grupper, efter de har skriftet job flere gange, hvorimod jeg ikke hører mænd har tradition for at holde sammen med tidligere kollegaer.

Når jeg holder foredrag eller er på efteruddannelse (også på lederniveau) i mere udviklings- og pædagogiske rammer, er der fortrinsvis flere kvinder end mænd. På jobbet har ledere også medansvar for at modvirke ensomheden, for mange ensomme har måske kun deres arbejde.

Vi har fællesskabet og andelstanken med os. Hvor mange kvinder kan mødes og erfaringsudveksle og selvudvikle, har mange mænd været mere opdraget til at præstere og konkurrere.

Dette er dog i voldsom ændring, og vi ser nye traditioner og fællesskaber, som forhåbentlig også vil kunne indramme de ensomme mænd. Det kan være via nettet, selvom fysiske møder synes sundere.

Fællesspisninger er en nyfortolket idé, hvor alle kan dukke op, og ensomheden erstattes af sansninger og indtryk. Der bliver skabt flere klubber via nettet, så som f.eks. danseklubber, oplevelsesklubber for singler, så man på kryds og tværs mødes over en oplevelse. Det kunne give en ven – og så er man i gang.

Fremover håber jeg, at det udover min datters bamser, også  bliver vi mennesker, der kan sidde lidt tættere sammen, så ensomheden ikke bliver nogens bedste ven.