Pelle Hvenegaard: At få et barn er det største i livet!

For tv-vært og forfatter Pelle Hvenegaard har meningen med livet altid ligget i at blive far. Men før Pelles største ønske kunne gå i opfyldelse, måtte han og hans kone, Caroline, gennemleve et seks år langt mareridt fuld af bristede håb og smerte, før de endelig kunne stå med deres lille pige i armene.

Fortællingen om, hvorledes Pelle Hvenegaard blev far til Zoe Ukhona, er langt fra en rosenrød beretning om ni måneders sød ventetid, men en barsk og rørende fortælling om et seks års fertilitets- og adoptionshelvede.

Historien starter ellers på en lyserød sky i en båd på Christianshavns kanal, hvor Pelle er på blind date med Caroline M. Gullacksen, som i dag også hedder Hvenegaard.

Kun en uge senere flytter en taske med Carolines tøj og kærligheden permanent ind i Pelles lejlighed på Christianshavn. Der var ingen grund til at spilde tiden, for de vidste begge, at det var hinanden, de havde ventet på. Pelle og Caroline smider også præventionen med det samme, for de er også rørende enige om ønske sig et barn.

Pelle Hvenegaard fortæller, at han siden sluttyverne har været skruk og har drømt om at få børn, velvidende at han ikke var klar pga. et udsvævende liv og en kamp med sin mørke side.

– Jeg har vidst i årevis, at lykken for mig ligger i at blive far. Jeg er klar over, at man kan finde meningen med livet mange andre steder. F.eks. i det religiøse, men det har jeg bare aldrig følt.

– Jeg har ledt alle mulige steder, og som mange andre jagtet lykken i penge, berømmelse, anerkendelse, frihed og rejser, men følelsen af meningsløshed fulgte med lige meget hvad. Så på en eller anden mærkelig måde har jeg altid vidst, at det tomrum, jeg bar rundt på, kun kunne fyldes i rollen som far.

Pelle var dog helt bevidst om, at han ikke var der, hvor han gerne ville være i forhold til at blive far. Han var nødt til at arbejde med sig selv. Fra at ligge i sprit i samtlige weekender og have svært ved at elske sig selv har Pelle gennemgået et længere terapiforløb og lært sig selv at kende på godt og ondt.

Som ganske ung fik Pelle sit gennembrud i filmen ”Pelle Erobreren”, hvor han spillede over for Max Von Sydow. Den enorme eksponering i en tidlig alder affødte et kaotisk efterspil og tomrummet, der ikke kunne fyldes.

– Jeg var tvunget ud i det virkelige liv i en tidlig alder, og blev således for tidligt voksen. Men jeg er glad for, at jeg sammen med en psykolog har fået kigget på de voldsomme skub, jeg har fået i livet.

– Der er nogle, der bliver skubbet ud af kurs, som aldrig kommer tilbage på rette kurs og ender i druk, misbrug og kaos. Ikke at jeg ikke selv har været ude at snuse til det, men jeg har ligesom formået at få hevet mig selv tilbage på banen.

Da håbet stadig var lysegrønt

Pelle har byttet drukture ud med løbeture, destruktive tanker ud med egenkærlighed og skuespildrømme ud med en journalistuddannelse, og da han og Caroline mødes, vælger hinanden og beslutter sig for, at to skal blive til tre, er Pelle 100 pct. klar til at opleve betingelsesløs kærlighed til et anden væsen.

Men selvom bien og blomsten har fundet hinanden, kan storken ikke finde vej. Pelle og Caroline søger hjælp på en fertilitetsklinik.

Første skridt på vejen er en masse blodprøver og test af sædkvalitet. Heldigvis viser alt sig her at være ok.

Caroline sættes i gang med en hormonbehandling, der stimulerer ægproduktionen, og parret er fortrøstningsfulde og tænker, at det blot er et spørgsmål om tid, så er deres gener forenet i et lille barn.

– Men der kommer ikke noget barn. Og vi går videre med at knalde på kommando, invitere lægevidenskaben med ind i soveværelset og senere parkere sexlivet i et varmeskab på hospitalet, og Caroline dropper kaffen og sine faste løbeture og stikker sig dagligt med hormoner.

– Hver gang vi gennemgår et inseminationsforsøg, håber og tror vi, at nu lykkes det. Nu bliver vi forældre. Men hver gang kommer menstruationen og slår håbet itu. På den måde kommer vi til at leve et liv ved siden af det liv, vi gerne ville. Smerten bliver et grundvilkår i vores liv. Vi havde hele tiden den skide smerte med. Du kan ikke flygte fra den.

– Du kan prøve at leve dit liv, men det er hele tiden med smerten. Den smerte, der følger med, hver gang du tør tro på, at nu lykkes det at blive forældre, og det så endnu en gang ikke er tilfældet. Alt andet i mit liv kunne jeg flytte mig fra, men ikke det her. At være ufrivillig barnløs er du ikke herre over. Biologien var herre over vores liv.

I alt bliver det til elleve smertelige mislykkede fertilitetsforsøg på privatklinik og i det offentlige sygehusvæsen. Parret prøver inseminationsforsøg, reagensglasforsøg, optøede æg og til sidst et donoræg. Og set i bagspejlet tænker Pelle, at de måske skulle være stoppet før.

– Men det kunne jeg ikke forholde mig til undervejs. Når du står midt i det, er der ikke så mange andre muligheder at få øje på. Ønsket om at blive far overskyggede alt andet. Jeg brugte alle mine kræfter på at vinde krigen. Ja, jeg kalder det krig, for sådan føltes det.

– Kampen om at blive forældre har været et langt, ondt mareridt, og forløbet sidder stadig dybt i mig som en posttraumatisk oplevelse. Men fordi jeg havde Caroline, og vi gik igennem det sammen, overlevede vi. Vi fandt aldrig ud af, hvem af os, der ikke kan få barn, eller hvad problemet skyldes. Men i mine øjne er det underordnet, for det er stadig et fælles vilkår.

– Det kan godt være, at det er din livmoder, der ikke virker eller mine sædceller. Men som et par er det vores livmoder eller vores sædceller, der ikke virker. At få et barn er et fælles projekt og dermed et fælles problem, hvis storken flyver i ring.

Ny kamp om adoption

Selv om Pelle og Caroline opgiver kampen om at få et biologisk barn, er de på ingen måde færdige med at kæmpe for at blive forældre sammen. Allerede tidligt i deres forhold har de talt om at ville adoptere et barn, så de sender brev til Statsforvaltningen og tænker fejlagtigt, nu bliver det nemt.

– Der gik tre år fra vi søgte om at adoptere, til vi sad i flyet på vej til Sydafrika for at hente vores lille pige. Først skulle vi godkendes, have samtaler med socialrådgivere, korrespondere med adoptionsbureauer, deltage i offentlige kurser ”i at være forældre” og så ellers vente. Det var benhårdt at være overladt i de sydafrikanske myndigheders vold og ikke vide præcis, hvornår ventetiden ville være ovre.

Sidste år udkom Pelles bog ”Kære Zoe Ukhona”, der dels har virket terapeutisk oven på det voldsomme forløb, dels er ment som et inderligt ønske om at hjælpe andre, der drømmer om at få et barn, men som er udfordret af biologien.

– Vi oplevede desværre, at barnløshed, fertilitetsbehandling og adoption er ret så tabuiseret. Og vi har savnet at dele sorger og glæder med ligesindede. Min bog er ikke en adoptions- eller fertilitetspolitisk bog. Den handler om følelser. Den er til min datter, så hun en dag kan forstå, præcis hvor ønsket hun er.

– Og så er den skrevet til dem, der står i samme situation, som vi var i eller til pårørende til dem, der kæmper med at få et barn. Det gør en forskel at vide, at man ikke er alene om smerten. Det gør en forskel at vide, at andre barnløse også sidder derhjemme og føler sig som verdens dårligste mennesker, når de ikke kan rumme at se de venner, der er velsignet med børn.

Overskuddet forsvinder

– Det er mit håb, at bogen giver de barnløse mod på at opsøge andre, der kæmper mod barnløshed og hjælper pårørende til folk i fertilitetsbehandling til at forstå præcis, hvad det er, de går igennem. Bogen kan forhåbentlig også give en forståelse af, hvorfor barnløse ofte isolerer sig.

Pelle og Caroline endte ubevidst med at isolere sig, fordi det gjorde ondt at se venner med børn eller opleve andres babylykke. Fordi parret var så opsat på projekt barn, og det var slemt nok at skulle tackle de mange mislykkede graviditeter selv, havde de ikke overskud til venner og familie.

– Vi har følt os meget alene. Venner og familie, som ikke går igennem det, du gør, kan umuligt forstå din situation. Og derfor er det nemmere at holde din smerte for dig selv, også selvom det betyder, at du trækker dig fra dem, der betyder mest.

Fortællingen om, hvordan Pelle blev far, er en benhård fortælling om, når biologien driller, et liv på stand by uden mening, og hvordan håbet slås itu gang på gang gennem seks år. Men det er heldigvis også en smuk fortælling om stor kærlighed og meningen med livet.

Et jag af ubetinget lykke og den vildeste følelse af uendelig mening gennemstrømmer Pelle den 12. september 2016 i den sydafrikanske administrative hovedstad, Pretoria, da den knap så søde ventetid på seks år endelig er overstået, og han og Caroline får overrakt deres lille datter.

– Først da jeg står med vores datter i favnen, kan jeg holde ud at være i mit liv. At være blevet far betyder, at den mørke side af mig, hvor jeg oplevede meningsløshed og en form for depression er drevet bort.

– At blive far giver mig så meget mening, at alt det mørke er vasket væk. Jeg har fuld mening i mit liv nu. Jeg har en opgave nu, som heldigvis fuldstændig overskygger alt andet: at sørge for at min datter får et godt liv. Det er livsbekræftende.