Mediterer du?
– Ja. På den måde at jeg tit stopper op og glor lidt ud af vinduet. Eller jeg går en tur uden at tænke på alt muligt imens.
Svaret er karakteristisk for Signe Wenneberg, som har det med at se det enkle i stort og småt. Hun er journalist, forfatter, kommunikationsrådgiver og frontkæmper for bæredygtighed i alle dele af livet.
For hende er meditation pause og nærvær. Motion er at arbejde i haven eller spadsere til købmanden. Bæredygtighed er at spare ressourcer og genbruge, hvor det er muligt.
– Stress får vi af at bruge kræfter, vi ikke har. Og glæde opstår, når vi følger vores mål og husker alt det, vi har at være taknemmelige for.
Signe Wenneberg har boet i Afrika som barn og har som voksen rejst i afrikanske lande for blandt andre Dansk Flygtningehjælp. At være fortrolig med et så anderledes kontinent giver hende perspektiv på den hjemlige livsstil.
– Det har slået mig, at jeg kunne forlade et københavnsk kontor fuldt af mennesker, der var ved at gå ned med stress, og rejse ned og møde glade afrikanske kvinder, der forsørgede seks børn hver ved at sælge tomater på et marked.
De afrikanske kvinder, Signe Wenneberg mødte, arbejdede måske ti timer om dagen syv dage om ugen. De boede i hytter og ejede ikke lagener.
– Men de smilede meget og var glade for deres liv. Og de tog, uden at gøre et stort nummer ud af det, børn til sig, der ikke var deres egne. I det perspektiv er det en luksus at gå ned med stress, som så mange gør her i vores del af verden.
Det kan lyde hårdt i ørerne på den, der har oplevet alvorlig stresssygdom, men det er ikke sådan, Signe Wennebergs mener det. Hendes pointe er, at det er svært at være stresset, hvis du ved, du gør det rigtige og prioriterer det vigtige.
Stress kommer, når vi bruger kræfter, vi ikke har, og jagter mål, der ikke er i overensstemmelse med os selv. Så kan vi blive syge, mener Signe Wenneberg, der selv bestræber sig på at lære af de afrikanske kvinder.
– De er gode til at skrue ambitionerne ned og glæde sig over små ting. Jeg tænker hver aften på tre ting, som er gået godt i dag. Det hjælper mig til at være mere ydmyg og taknemmelig.
Det er sund fornuft og logik for burhøns ikke at bruge kræfter, du ikke har, mener kvinden, der stiftede Burhønsenes befrielsesfront, en Facebookside med 15.000 følgere.
– Er jeg træt i hovedet, mens jeg sidder og arbejder ved computeren, så går jeg væk og ud. Eller jeg hviler mig. Jeg bliver ikke siddende, til jeg ikke længere kan mærke kroppen eller huske mit eget password. Selvfølgelig har jeg været presset af opgaver, men ikke på den måde, hvor jeg måtte melde mig syg. Den går ikke, når du er selvstændig og alene med to børn.
Signe Wenneberg har to sønner. Den store, Simon, er 20 år og lige flyttet hjemmefra. Han læser biologi. Noah på 16 år er på outdoor-efterskole.
– De har levet med mine bæredygtighedsprincipper hele deres liv. Noget af det har nok smittet af på de valg, de tager i deres liv. Hos os har de og deres venner som det mest selvfølgelige i verden altid sorteret affald i forskellige kompostspande.
Signe Wenneberg har altid været i tvivl om, hvad der var vigtigt for hende.
– Jeg er med i en virksomhedsledergruppe, og der havde vi på et tidspunkt en session, der skulle føre os frem til at definere målet med vores virksomheder. Hele dagen var sat af og der var konsulent på, men for mig var opgaven let. Jeg noterede bare det livsmål, som jeg altid har vidst var mit.
– Jeg vil gerne være med til at ændre verden i en mere grøn retning. Alt i mit liv peger mod det mål. Jeg har i en kort periode prøvet at være i et kommunikationsjob med superløn, men sådan kan jeg ikke leve mit liv. Jeg kan ikke være i noget for pengenes skyld.
Hun har det princip, at en femtedel af hendes arbejde er frivilligt og ulønnet. Et andet princip er, at alle aktiviteter skal være meningsfulde og i overensstemmelse med hendes mål. Derfor er arbejde som regel en fornøjelse for Signe Wenneberg, som gerne går foran i sager, der betyder noget for hende.
– Jeg er ikke modig af natur og ikke vild med at se mit eget ansigt i medierne. Jeg har bare tidligt fundet ud af, at der ikke sker noget, hvis man ikke gør noget. Og så har jeg kastet mig ud i en hel masse, selvom jeg egentlig ikke turde.
Det er ikke kun arbejdslivet, der skal bidrage til en mere grøn hverdag. Som selvstændig med kontor i dagligstuen er fritid og arbejde ikke meget adskilte sfærer.
– Jeg arbejder næsten altid, og mit hjemmeliv bygger på de samme principper som mit arbejde. Jeg vil ikke være med til at forbruge mere, end jeg yder, og jeg køber næsten kun økologisk mad, så jeg ved, at den er produceret bæredygtigt.
Signe Wenneberg har høns af gamle danske racer. De leverer meget af den protein, der er brug for i hendes køkken. Hun spiser kun lidt kød, og hønsene lever primært af køkkenaffald. Urter og grøntsager dyrker hun selv i haven ved sommerhuset i Nordsjælland.
Sommerhuset hedder Brombærhuset og er i sig selv et manifest. Som det første i verden er det udelukkende bygget af FSC-bæredygtighedscertificeret træ og genbrugsmaterialer. Det kønne hus kan holde til hvad som helst, selv en syndflod, for det står på pæle, og byggeriet har hverken belastet klode og klima. Tværtimod.
Sideløbende med byggeriet har Signe Wenneberg udgivet bogen Byg bæredygtigt. Nummer 18 i rækken af bøger om at leve værdigt og ordentligt med respekt for dyr, mennesker og natur.
– Jeg kan lide at tænke på, at i dette hus kan mine efterkommere bo trygt og selvforsynende i flere hundreder år. Jeg skal bare have omlagt græsplænerne. Det er ikke bæredygtigt at have græs, når vi lever i en verden, der mangler mad.
Haven fylder i Signes Wennebergs univers, og haveterapi er en af hendes mange vinkler på det naturlige og bæredygtige liv. Også det emne har hun skrevet en bog om.
– Det er vigtigt for os mennesker at have aktiviteter andre steder end ved skrivebordet og computeren, hvor vi bare sidder og rykker symboler rundt på en skærm. Når jeg arbejder i haven, kan jeg se, at jeg virkelig flytter noget.
For kun to generationer siden var vi bønder og fiskere, og jeg er sikker på, at det at bruge kroppen og mærke døgnets og årets rytmer er livsvigtigt for os. Det ligger i vores dna, mener Signe Wenneberg, der selv er ude i dagslyset mange gange hver dag.
– For mig er det naturligt at være aktiv hele dagen både ude og inde, men er jeg træt, presser jeg ikke mig selv over grænsen.
Signe Wenneberg har slidgigt i lænden og holder gigten i skak med Pilates. Hun vil til gengæld aldrig være at finde i et fitnesscenter med musik og kunstigt lys.
– Jeg vil hellere ud i luften og mærke mig selv uden støj. I skoven og på markerne finder jeg ro og kan trække vejret frit.
Hendes forbilleder er frontkæmpere som Eleanor Roosevelt og Nelson Mandela, men også hendes egen mor og mormor.
– Min mormor var superklog og arbejdede på fabrik. Min mor er superklog og fik en uddannelse som skolelærer. Jeg var den første kvinde i min familie, der kom på
universitetet. Det liv og de muligheder, vi har i dag, er resultatet af deres kamp, og det er jeg taknemmelig for.
Fakta om Signe Wenneberg
Læs mere på signewenneberg.dk og sommerhusbyggeri.dk |