Bare jeg ikke besvimer!

Efter et af mine foredrag om hjernens spilleregler blev jeg opsøgt af en kvinde, som vi her kan kalde Bente. Hendes historie er værd at høre, for den fortæller noget vigtigt om, hvordan hjernen fungerer – og hvordan vi kan gøre den til en medspiller i stedet for en modspiller.

For år tilbage blev Bente ramt af stress. Herefter udviklede hun angst og frygt for at besvime alle mulige steder. Hun søgte hjælp hos en terapeut. Denne lærte Bente at tale til sig selv, når hun mærkede frygten: ”Bare jeg ikke besvimer!” sagde terapeuten, at hun skulle sige højt i de situationer.

Bente mærker dog stadig besvimelsesfrygt mange steder. Særligt ved et sommerhus, hvor hun jævnligt kommer. ”Bare jeg ikke besvimer,” siger Bente højt til sig selv, når hun går ture der. Hun synes dog sjældent, at det hjælper, og da hun hørte mit foredrag, forstod hun hvorfor.

Vores hjerne er konkret og billedskabende. Den ændrer sig konstant, efter hvor vi har vores fokus.

Med et teknisk udtryk kaldes dette for ”selvdirigeret neuroplasticitet”. Sagt mere jordnært betyder det, at sætningen ”bare jeg ikke besvimer” bliver til et budskab til hjernen om netop at besvime. Herefter er det naturligt at føle sig svimmel.

Naturligvis skal vi være meget opmærksomme på svimmelhed og besvimelse. Det kan skyldes underliggende årsager, som kræver et lægefagligt blik. Men hvis vi har for vane at gå og fodre vores hjerne med besvimelses-idéer, kan vi med fordel gøre noget andet.

I bogen ”Coach dig selv”, som jeg har skrevet med hjerneforsker Kjeld Fredens, beskriver vi hjernefunktioner som tangenter på et klaver. Pointen er, at vi ofte kan blive hjulpet af at skifte tangent eller spille anderledes på en tangent.

I Bentes tilfælde kan det være en god idé at spille på ”Krops-tangenten” og lade kroppens bevægelser smitte med ro. Når Bente for eksempel går tur ved sommerhuset, kan hun trække vejret dybt og roligt. Hun kan også skrue op for andre sanser: Mærke vinden mod kinden, lytte til fuglelyde eller nyde naturens mange farvespil.

Hun kan også spille anderledes på sin ”Tanke-tangent”. Bente kan i stedet tænke: ”fokus”, ”god balance” eller ”det går så fint!”. Er hun sammen med andre, kan hun vælge at have tillid til, at ”alt er godt”, og at hendes omgivelser vil tage sig kærligt af hende, hvis hun skulle besvime.

Har man prøvet at besvime – og det er vi mange, der har – kender man advarselslamperne i sekunderne før. At det for eksempel kan sortne for øjnene, og at en fysisk strategi til at håndtere dette kan være at bukke hovedet ned mellem benene.

Men det er også en god idé at kende til mentale strategier. Ligesom vi reelt gør det vanskeligt for et barn med et fyldt glas saftevand, hvis vi udbryder: ”Pas på du ikke spilder”. Det er langt bedre at sige: ”Stille og roligt. Tag et skridt ad gangen. Du går så fint og forsigtigt.” Dette lærer barnet, hvordan det hensigtsmæssigt håndterer situationen.

Hvad enten du måtte være bange for at besvime, falde, rødme, stamme eller lignende, kan du erstatte din frygt for dét, der kan gå galt med hjernehjælp til, at det vil gå godt.

Læs også:”Brug den eller mist den!” Det er grundidéen bag din hjerne.