Jægersoldat! Når du hører den betegnelse, vil et godt gæt være, at den første, du tænker på, er B.S. Christiansen. Kendt fra et utal af sammenhænge men ikke mindst fra en række tv-udsendelser, som har ændret tilværelse for de fleste, der medvirkede.
Nu er han igen aktuel med et nyt TV2 program, BS & Ægteskabsprøven, som han i lighed med de tidligere programmer, selv har skabt fra grunden. Og det er i den anledning, at Helse har sat BS stævne for at få en samtale om kærlighed og parforhold.
Stedet er Kragerup Gods på Sjælland – og datoen er den 8. marts – kvindernes internationale kampdag, som journalisten under køreturen fra Jylland igen og igen har hørt omtalt i radioen, hvor emnet manglende ligestilling medlem mænd og kvinder igen har fået en ordentlig omgang i vridemaskinen. Et emne, som B.S. finder en smule kedsommeligt – ikke fordi, han ikke går ind for ligestilling.
Det gør han i høj grad, understreger han- og tilføjer, at han i modsætning til de fleste mænd elsker stærke kvinder – men fordi han synes, at der er alt for meget kampretorik mellem de to køn, og at især dén kan være dræbende for kærligheden i et parforhold. Den giver et forkert fokus i forhold til det, der virkelig betyder noget i livet, mener han.
Baggrunden for, at BS gik i gang med at udvikle sit nye program, er den triste kendsgerning, at ca. halvdelen af indgåede ægteskaber herhjemme ender med skilsmisse – og hertil kommer alle de øvrige forliste forhold, hvor parterne ikke var gift.
– Jeg tænkte, at det var oplagt at lave et program, hvor jeg tager udvalgte par i krise med ud på en rejse – både fysisk og psykisk for at få dem til at reflektere over, hvor de som par er på vej hen. Hensigten er at få dem til at reflektere over deres liv sammen og finde ud af, om de virkelig vil hinanden.
– Det er ikke parterapi, og jeg hører ikke på klager over deltagernes partnere. Mit formål er ikke at redde deres ægteskaber. Det er deres eget valg, men min mission er, at det skal ske ud fra en reflekteret virkelighed, og når vi rejser så langt væk som til New Zealand, så er det fordi, det er gavnligt at komme langt væk, når man skal sætte gang i en reflektionsproces, siger BS, der tror, at et af de store problemer for parforholdet er, at kæden ret hurtigt hopper af, når hverdagens trummerum tager over.
– Der kommer jo mange opgaver og forpligtelser, specielt når man får børn. Så bliver forholdet jo i høj grad også et arbejdsfællesskab. Hvis man så glemmer nysgerrigheden i forhold til hinanden – interessen for den anden, så begynder det at gå skævt.
– Vi har ikke alene ansvar for, at vi selv er glade og trives. Vi har også et medansvar i forhold til vores partner. Hvis den ene føler, at han eller hun ofrer sig for at få familielivet til at fungere – ja så er det begges ansvar, at der bliver balance på kontoen på den lange bane, siger BS, der vurderer, at mange forhold går i stykker på, at man ikke kan blive enige om fordelingen af pligterne og ansvaret – og til sidst så skærer man det hele over i to dele. Også børnene i en 7/7 ordning.
– Men måske kunne man i stedet for at løse det ved at gå fra hinanden – gå ind i en konstruktiv dialog og finde frem til nogle løsninger, så begge parter blomstrer og bliver glade for livet – så man kunne blive sammen som familie. Det er det, jeg gerne vil sætte fokus på. At folk kæmper lidt mere for kærligheden i stedet for at give op.
– For i de fleste tilfælde så flytter nissen med til næste forhold. Så man kan lige så godt gribe muligheden for at udvikle sig i det parforhold, man allerede har investeret så meget hjerteblod og tid i, siger BS, der mener, at det er vigtigt, at man som par allerede meget tidligt i forholdet afstemmer sine forventninger og er hudløst ærlige og viser, hvem man er som menneske.
Noget, der kræver ret meget selvindsigt. Men et vigtigt omdrejningspunkt for BS er, at vi skal være os selv – vores autentiske jeg – ellers mister vi efterhånden tilliden til hinanden, mener han.
– Tillid og tro er to forskellige størrelser. Tillid kan vi miste, hvis vi opdager, at den anden ikke har været ærlig i de store ting. Jeg har set en del eksempler på, at mennesker lever på en løgn og foregiver, at de er en anden end den, de i virkeligheden er. De fortæller løgne om deres historik, deres job, osv. Og når det så går op for deres partner, at han eller hun er blevet ført bag lyset og har levet på en løgn, ja så ødelægger det ikke bare ét liv, men to eller flere, hvis der er børn involveret, siger BS.
– Tillid er noget , man selv skaber, ved at man er den, man er. Ved at være ærlig og til at stole på hele vejen. Man er tryg, når man er sammen med én, som man ved, hvor man har. Ellers bliver det hele til en gættekonkurrence, og det skaber utryghed. Og kærligheden kan ikke trives i utryghed, derimod kan kærligheden bære rigtig meget, når den leves med sandheden som fundament, understreger BS.
For ham er det vigtigt, at man ser indad i et parforhold. Hvad gør du selv? Er du tilstede? Hvad yder du selv til fællesskabet?
Investerer du nok i dit parforhold? Er du der for dine børn, og kan de være tjent med dig som far eller mor? Og gad du egentlig at være gift med dig selv?
Det handler i høj grad om, at vi skal spille hinanden gode, og det gør vi først, når vi får blik for, hvem den anden i grunden er og ikke bare har os selv som midtpunkt, forklarer BS.
– Et parforhold kan vi dele op i tre. Den største del må være kærlighed, glæde og motivationen ved at leve sammen. Den anden del er viljen. Viljen til at klare de udfordringer og livskriser, vi uværgerligt kommer i. Og den sidste – og ofte oversete del er – accepten. Der er noget ved den anden, man ikke kan ændre eller lave om på. Så det må man simpelthen lære at acceptere.
– Og jo før det er på plads, jo før kan man koncentrere sig om den første del – nemlig kærligheden, glæden, trygheden og motivationen, siger BS og tilføjer, at mange mennesker bruger alt for meget tid på at være utilfredse med noget, de alligevel ikke kan ændre på.
– Vi har, hvad vi har. Og lad os da få det bedste ud af livet sammen. Vi kan miste vores job, vore værdier, vores penge og kærligheden. Men hvis vi virkelig gør en indsats, kan vi vinde det tilbage igen. Det eneste, vi ikke kan vinde tilbage er – tiden!
Ifølge BS skal vi blive langt bedre til at kommunikere med hinanden, og så skal vi lade være med at konkurrere så meget indbyrdes, siger han.
– Mænd og kvinder kan aldrig blive nysgerrige nok på hinanden, og jeg oplever, at de yngre generationer af mænd er meget langt fremme i forhold til at kunne kommunikere deres følelser. Men jeg tænker, at der er meget, vi skal være opmærksomme på i forhold til kønnenes forholden sig til hinanden.
– Mange kvinder har måttet påtage sig en maskulin rolle for at klare sig på arbejdsmarkedet – og samtidig længes de efter en stærk mand og at kunne læne sig ind i sårbarheden. Og manden har svært ved at finde et autentisk ståsted som mand – Hvornår skal han være stærk?– og hvornår skal han være sårbar?
– Der er sket så meget imellem kønnene i løbet af de sidste 50-100 år i forhold til menneskets tusindårige historie. Og vi har stadig meget at lære. Men, hvis bare kvinder ville være kvinder, og mænd ville være mænd og ikke hele tiden konkurrere og måle sig op imod hinanden, så ville det helt sikkert gå bedre med kommunikationen og parforholdet.
– I bund og grund er vi forskellige, og vi må godt huske, hvordan naturen har skabt os – blot vi bevarer bevidstheden om, at vi skal være empatiske og have forståelse for hinanden. Vi skal behandles ligeværdigt – men vi kan ikke det samme, siger BS.
Men, hvad gør du selv for at bevare gløden i dit ægteskab?
– Først og fremmest er vj ærlige over for hinanden. Vi melder ud med det samme, hvis der er noget, vi er uenige om, ikke forstår eller ikke har fået kommunikeret på en ordentlig måde. Vi interesserer os meget for hinanden og taler meget sammen om, hvad vi føler, mærker og synes. Og så sørger vi for at give plads til hinanden.
– Vi giver også hinanden modstand. Nogle gange kan vi være rygende uenige om ting, men vores kærlighed er lige stor af den grund. Det er fantastisk dejligt at blive udfordret på sine synspunkter. Det er med til at holde liv i bålet.
– Det, at man pludselig bliver overrasket over den andens holdning, det er fedt og bidrager til, at man rykker sig selv og den anden, så man ikke gror fast i vanetænkning og rutiner. I virkeligheden er parforholdet en kæmpe stor mulighed for at udvikle sig, hvis vi lader være med at sidde fast i gamle roller og mønstre, som er indlejret i os helt fra barndommen.
– Vi genspiller et teaterstykke med far, mor og os selv i hovedrollerne. Parforholdet er en unik mulighed for at få øje på de uhensigtsmæssige roller, vi sidde fast i. Faktisk er det min påstand, at man ikke kan udvikle sig lige så meget som single, som man kan, når man er i en par-relation med et andet menneske, konkluderer BS.
Kort om BS
|