Handicaps og fordomme: Bundet i et forestillingsfængsel

Mennesker bedømmer hinanden. Men for mange bliver den første vurdering uberettiget hård, fordi de falder uden for normen eller tilhører nogle kasser, som er farvet af negative antagelser.

Er du blevet udsat for fordomme? Afskåret fra fællesskabet for noget i din fremtoning eller person? Blevet anset som mindre værd bare for at være dig? Det vil jeg gerne have, at du tænker over, inden du læser videre – og så vil jeg gerne have, at du husker den følelse, du fik i kroppen i det eller de møder.

I slutningen af august var Helsingør vært for et firedages arrangement med fokus på handicapinklusion. Til det var der blandt andet inviteret en række læger, aktivister, musikere, digtere og ledere fra store dele af verden til nogle workshops om udfordringer og løsninger på den eksklusion, som nogle handicappede oplever. Nogle af deltagerne faldt selv under den kategori, men det var langtfra alle.

De bedste vælges uanset handicap

For at bryde isen startede første dag med en navneleg, som teaterlederen Jenny Sealey stod for.

– Døve er meget visuelle mennesker, så når vi skal vælge et tegn for vores navn, tager vi tit fat i noget, der er særligt for os. Mit er det her, – Jenny tager hænderne frem foran sine bryster med håndfladerne vendt mod loftet, og bevæger dem op og ned – det er fordi, jeg har store bryster, siger hun. Alle griner.

Jenny har to tolke med sig, men klarer sig meget af tiden med mundaflæsning og har ingen problemer med at kommunikere. Hun beder alle om at finde på et tegn, der siger noget om sig selv.

I London, som hun kommer fra, arbejder hun med at inkludere forskellige former for handicappede på scenen. Ikke fordi handicappet skal være omdrejningspunktet, men fordi hun mener, at man sagtens kan være dygtig skuespiller, selvom man er det.

– Jeg vælger de bedste og har prøver ligesom alle andre. Man får ikke bare en rolle, fordi man er døv, men hvis man er døv og kan spille rollen, er manglende hørelse ikke en hindring, siger hun.

Fællestræk under overfladen 

Som dagen skrider frem, og dialogen udvikler sig, ytrer flere af deltagerne synspunkter, der er meget på linje med Jennys. At man ikke skal have positiv særbehandling, bare fordi man har fysiske eller psykiske handicap, men at det modsatte heller ikke skal gøre sig gældende.

Desværre åbner flere dog også op for, at det netop er det, de møder. De bliver valgt fra, ikke for deres kvalifikationer, men fordi de måske sidder i kørestol eller har andre skavanker, der adskiller dem fra normen. En kvinde ved navn Hillary Lane fortæller sågar, at nogen tror, hendes hjerneskade smitter, og derfor holder sig på afstand.

Hun bor i Sydafrika, som er præget af stor diversitet, og for at illustrere, hvad der faktisk adskiller og samler folk, plejer hun, når hun er ude at tale for forsamlinger, at bede folk række hånden op, når hun siger noget, der passer på dem.

Hun spørger om religion, baggrund, det ene og andet og tredje, og det, der bliver klart, er, at de mennesker, som udefra passer i samme kasse, langtfra altid har noget til fælles, mens dem, der adskiller sig meget fra hinanden på fysik, kan være enormt ens.

Når hun alligevel oplever at blive mødt med frygt eller påpasselighed, mener hun, at det handler om manglende forståelse.

– Jeg vil gerne snakke om mit handicap, og folk må gerne spørge, men det handler om, hvordan og hvorfor man spørger. Hvis man er reelt interesseret, kan man ikke sige noget forkert. Ikke til mig i hvert fald, siger hun. Den dialog halter bare mange steder i hendes optik.

Et opgør med tankemønstre

Det skorter dog ikke på snak, erfaringsudveksling og konstruktiv dialog denne dag i Helsingør. Flere konkrete problemstillinger bliver taget op, vendt, drejet, kastet op i luftet, spundet rundt, fanget og skrevet på tavler.

Alt fra hvilke ord, der er gode at bruge, til hvordan handicappede selv kan tage større ansvar for at blive inkluderet, fremtidens rummelige byggeløsninger og infrastrukturelle udfordringer får en tur gennem møllen. Og det er klart, at der er nogle særlige udfordringer for fysisk handicappede, særligt når det kommer til rammer. Er der elevatorer, plads tilkørestole, god offentlig transport, gelændere at knytte sig til og så videre?

Men det, der også bliver tydeligt, når det kommer til at sikre inklusion, er, at det praktiske er en stor del af det, men at den del på mange måder måske ville løse sig selv, hvis alle såkaldt fysisk normale mennesker havde en anden tilgang og tankegang. Hvis de så det som en selvfølge, at handicappede skulle kunne have en plads ved deres bord, i deres virksomhed eller på deres gader.

Fordomme rammer alle

Problemet er bare, at det er svært at ændre menneskers måde at tænke. Det handler ikke bare om synet på handicappede. For blandt deltagerne på workshoppen, var der meget få, der ikke havde oplevet at blive dømt på forhånd.

Selv dem, der var ”normale” at se på. Dømt for at være jøde. Kvinde. Farvet. Fylde meget. Se godt ud. Det var næsten som om, at hver person havde usynlige mursten lænket til fødderne for hver af de antagelser, de var blevet mødt med.

Og så er vi tilbage til starten – er du blevet udsat for fordomme? Afskåret fra fællesskabet for noget i din fremtoning eller person? Blevet anset som mindre værd bare for at være dig? Hvordan fik det dig til at føle?

Om eventet

I fire dage var der handicapinklusion på programmet i Helsingør under den samlede fane, der hed ‘Reimagine 2019’, som var en blanding af åbne arrangementer og lukkede workshops, der var blevet til i samarbejde mellem kommunen, videnscentret Enactlab, Shakespeare by Hamlet-scenen og støttet af diverse fonde.