D-vitamin – sådan sikrer du, at kroppen får tilstrækkeligt

Tekst: Carsten Gottlieb Foto: Shutterstock

Når solen står højt, laver kroppen en masse af det vigtige D-vitamin. Men i det mørke halvår bruger kroppen af lageret, og det anbefales at holde sine naturlige lagre fyldt op ved hjælp af kosttilskud.

Den forlængede sommer har i 2023 givet din krop gode muligheder for at opfylde sit depot af D-vitamin. Som bekendt starter solens stråler en proces, når de rammer din hud, som gør dig i stand til selv at danne det vigtige vitamin.

D-vitamin har bl.a. en afgørende betydning for knoglesundheden, immunsystemet, din hjernes evne til at holde sig ung samt for dit kredsløb. Nogle eksperter mener også, mangel på D-vitamin kan fremme visse kræfttyper. Men det giver ingen umiddelbare symptomer, hvis du er i underskud. Derfor har sundhedsmyndighederne – i takt med, at talrige forskningsprojektet har underbygget betydningen af næringsstoffet – skruet op for sine anbefalinger til befolkningen om at tage D-vitamin som tilskud.

Udsatte grupper opfordres til at tage tilskud hele året, mens hele befolkningen (fra 4 år og opad) bør tage D-vitamintilskud dagligt fra oktober til april.

Mange er udsatte

De mest udsatte grupper i Sundhedsstyrelsens definition er mennesker over 70 år og beboere på plejecenter plus de, som er i risiko for osteoporose.

Forskere med speciale i D-vitamin anbefaler typisk dobbelt dosis af de 20 mikrogram dagligt, der står i Sundhedsstyrelsens vejledning.

Udfordringen for seniorer er dels, at kroppens egen produktion af D-vitamin er svækket. Det er en naturlig, fysisk følge af, at man bliver ældre.

Den anden udfordring for ældre er, at det er blevet sværere for kroppen at optage den D-vitamin, der bliver taget som tilskud. Denne udfordring skyldes alderen, men den kan også hænge sammen med aldringens forøgede risiko for at udvikle kroniske sygdomme som diabetes og for at have et fast forbrug af medicin.

Hvis man har kronisk sygdom og er på medicin, vil der ofte være behov for ekstra D-vitamin, før man fejrer sin 70 års-fødselsdag.

Optagelighed

Derfor er det både fornuftigt at tage en solid dosis D-vitamin og at vælge et produkt, som er let for kroppen at optage. Der er stor forskel på, hvor meget din krop har ud af de tilskud, som findes i handelen.

Det vigtigste er, at du finder et tilskud i kapselform. I kapslen er vitaminet blandet med en olie, som sikrer, at cellerne tager imod det fedtopløselige vitamin. Hvis der ikke er tilstrækkeligt med fedtstof i dit fordøjelsessystem, når du tager dit tilskud, risikerer du, at det ryger direkte igennem systemet uden at gøre gavn.

Et forskningsprojekt, som benyttede D-vitamin i kapsler, har dokumenteret, at indholdet af D-vitamin i blodet steg markant i forsøgsperioden, mens det direkte faldt for kontrolgruppen, som fik placebo. Forsøget benyttede de danskproducerede D-Pearls. En tilsvarende høj optagelighed er ikke påvist i forsøg med almindelige tabletter.