De depressive danskere

Er danskerne pylrede og mentalt svage, siden så mange rammes af depressioner og angst? Eller er lægerne for flittige til at dele diagnoser ud? Nej! Og oftest ikke! Svarer eksperter. At så mange rammes er snarere et udtryk for de urimelige vilkår, der stilles i samfundet i dag, hvor tolerancetærsklen på især arbejdsmarkedet er blevet meget lav.

Med jævne mellemrum rammer store overskrifter om danskernes mentale helbred de danske medier. ”400.000 danskere på antidepressiv medicin”, ”Danskerne i kø for at komme til psykolog” og ”17.000 danskere sygemeldt med stress hver dag”. Det er svært ikke at blive efterladt med indtrykket af, at det halter alvorligt med det mentale velbefindende i det land, der indtil for få år siden kunne bryste sig med titlen som ”Verdens lykkeligste”.

Statistikkerne taler da også deres eget tydelige sprog – for eksempel er det sådan, at man som kvinde i Danmark har helt op til 25 procents risiko for at blive ramt af en behandlingskrævende depression i løbet af ens liv, mens mænds risiko er op til 12 procent.

Det store spørgsmål er, hvad den høje forekomst af depression og for den sags skyld også angstlidelser, der menes hver dag at plage 350.000 danskere, skyldes? Hvad er det, der gør danskerne så syge og deprimerede, at en stor del må tage medicin i bestræbelserne på dels at holde hverdagen ud og dels at blive rask?

Professor og overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup, Poul Videbech, der i mange år har forsket i depressioner, er ikke i tvivl om, at den måde, vi lever og indretter vores dagligdag på, bærer en stor del af skylden for, at så mange oplever at blive ramt af depressioner og angst. Og det handler ikke om, at danskerne er blevet mindre modstandsdygtige eller har opbygget en særlig tendens til at pylre.

– Mennesker, som bliver deprimerede, er bestemt ikke slappe. Tværtimod er de plusvarianter. Det er mennesker, der spænder sig selv alt for hårdt for. Og i dag er der simpelthen for mange mennesker, som mødes af helt urimelige vilkår, som de af al magt forsøger at tilpasse sig.

– Tag arbejdsmarkedet – her er tolerancen blevet markant mindre, og kravene større, og det samme gør sig gældende på vores uddannelsesinstitutioner. Der er ikke længere plads til sabbatår eller til at skeje ud. Da jeg selv læste, var der ikke de samme krav til, hvor hurtigt man skulle færdiggøre sit studie.

– Som det er nu, bliver man automatisk tilmeldt eksamener, og at rive et halvt år ud til fordybelse eller andet midt i det hele er der på ingen måde plads til. Og er du blot en lille smule deprimeret, er det ikke noget, der ude på arbejdspladserne – og særligt i det offentlige – tages hensyn til. Og når man ikke gør det, risikerer man først at blive rigtig syg, siger Poul Videbech.

Nogenlunde samme ordlyd kommer fra Kaj Sparle Christensen, der er professor i almen medicin ved Sektion for Almen Medicin, Institut for Folkesundhed, på Aarhus Universitet.

– Som vi ser på depressioner og angst i dag, er de oftest udløst af langvarig stress. Altså et misforhold mellem de oplevede udfordringer og de reelle muligheder for at løse dem.

– I dag stilles der mange krav til moderne mennesker, ligesom vi ofte organiserer os og presser hinanden uhensigtsmæssigt. Man kan godt arbejde med at øge patienters robusthed over for dette med motion og god kost og nattesøvn. Problemet er bare, at de fleste først går til lægen, når de allerede er begyndt at tære på deres personlige ressourcer, siger han.

Selvom både Poul Videbech og Kaj Sparle Christensen hævder, at der er tale om reelle problemer, når så mange danskere i dag slås mod depressioner og angst, benægter de dog ikke, at der finder overbehandling sted.

– Jeg er ikke i tvivl om, at der findes mennesker, der får medicin, uden at de burde have det. Der er bare ikke lavet danske undersøgelser af det. Men samtidig ved vi også, at der finder en underbehandling sted, hvilket vi derimod ved fra danske undersøgelser, siger Poul Videbech og fortsætter:

– Så begge dele finder sted – men man kan sige, at underbehandling er mest skidt, idet du kan dø af ikke at komme i behandling for en depression. Overbehandling i sig selv er ikke så farlig, selvom det selvfølgelig på ingen måde er godt. Men langt de fleste stopper af sig selv med medicin, hvis ikke den virker.

Han påpeger, at 90 procent af alle med en depression modtager behandling hos deres praktiserende læge, og at det derfor er altafgørende, at disse er dygtige nok til hverken at over- eller underbehandle.

Ifølge Kaj Sparle Christensen viser undersøgelser, at de praktiserende læger fanger halvdelen af de patienter, der rent faktisk er deprimerede. Interviewer man patienter i praksis, er 10 procent deprimerede, men de fem procent går under radaren. Disse tal tyder på, at der er plads til forbedring i forhold til at få diagnosticeret og hjulpet alle med en depression.

Men der er også en anden side af sagen. Lægerne i de private praksisser er således samtidig ikke dygtige nok til at udelukke depressioner hos patienterne.

– Undersøgelser har tidligere vist, at praktiserende læger stiller op til tre forkerte depressions-diagnoser for hver rigtige depressions-diagnose. Det sker, når man udelukkende lader sig vejlede af ens egen mistanke. Men nu bruger vi spørgeskemaer til patienterne, og selvom de tidligere har været meget udskældt for alt for nemt at udløse en depressionsdiagnose, virker metoden.

Reagerer hurtigere i dag

– I dag bruger vi spørgeskemaet i det øjeblik , hvor en patient har to ud af de i alt tre kernesymptomer, der skal være tilstede, hvis man skal have diagnosen depression, siger Kaj Sparle Christensen.

Han understreger samtidigt, at man oftest, med mindre patienten åbenlyst er meget alvorligt syg, venter med en egentlig behandling, til testen er taget to gange med to ugers mellemrum. Og piller udskriver man ikke for sjov.

– Medicin er et tilbud på linje med psykologhjælp. Men i dag ved vi, at har pillerne slet ingen virkning vist efter to uger, har de sandsynligvis ingen effekt overhovedet, og så skal patienten naturligvis ikke tage dem, men stoppe og eventuelt prøve nogle andre.

– Tidligere mente man, at der skulle seks til otte uger til, før man kunne se effekten af antidepressiv medicin – det ved vi ikke er tilfældet i dag, siger Kaj Sparle Christensen.

Der findes undersøgelser, der viser, at depression vitterligt er hyppigere forekommende end tidligere. Samtidigt ser det dog ud til, at kurven nu er fladet ud – derfor er det svært med sikkerhed at sige, hvad der er op og ned.

Sikkert er det dog, at WHO forudser, at depression i løbet af de næste 20 år vil være den anden mest belastende sygdom globalt (efter hjertekarsygdomme), hvad angår sygdomsbyrde og økonomiske konsekvenser for samfundet. Og psykisk sygdom er en bekostelig affære i både sygemeldinger, behandling og offentlige overførselsindkomster.

Det kan kommuner, regioner og stat skrive under på. Men det kan blive endnu dyrere, hvis man lader stå til. Og ifølge Poul Videbech er en del af løsningen at tænke mere langsigtet, end man gør nu.

– Noget af det, vi bør gøre, er at gøre psykoterapi nemmere tilgængeligt. Det har englænderne gjort. På London School of Economics har man foretaget beregninger på, hvad det koster samfundet at have så mange syge, og hvad det vil koste at få et uddannet beredskab, der kan hjælpe dem med at blive raske.

– Beregningerne har vist, at det er en god forretning at uddanne langt flere og spare på sygedagpenge og tabt produktivitet. Derfor er de i fuld gang med at uddanne og har allerede uddannet såkaldte ’counselors”, som kan tage sig af dem med de letteste depressioner, mens psykologerne tager sig af de sværere.

– Men det er selvfølgelig ikke nok – vi er også nødt til at have flere psykiatere herhjemme til dem, der bliver rigtig rigtig syge. Som det er nu, har vi ikke slet ikke nok, siger han.

Som nævnt behandles mange med lettere til moderate depressioner hos egen læge. Det kan være kortere samtaleforløb eller medicin, hvis det skønnes nødvendigt. Og selvom det ofte hedder sig, at alt for mange danskere indtager antidepressiv medicin, er forbruget faktisk faldet siden 2010.

Men her er det imidlertid vigtigt at have en enkelt omstændighed for øje – for det er ikke sikkert, at det er et udtryk for, at der er kommet færre med et behandlingsbehov.

– Det er især antidepressiv medicin til unge mennesker, der udskrives mindre af. Men det passer altså med, at det i samme periode er blevet gjort nemmere for den gruppe at få adgang til hjælp hos en psykolog, siger Kaj Sparle Christensen og understreger, at medicin kan være yderst nødvendigt for de hårdest ramte, for at de overhovedet har gavn af terapi.