Den forløsende og svære samtale

Sidste gang vi så hinanden, var det svært. Hun var i lægehuset sammen med sin mand. Det var en svær konsultation for dem begge.

Han er blevet dement, og det er gået rimeligt den første tid, hvor de har kunnet klare sig selv. Nu går det ikke længere. Han er det sidste halve år blevet tiltagende dårlig, og hun er nu mere hjemmehjælper end kone for sin mand. Det var svært for hende at tale om det, mens hendes mand var i konsultationen, og vi aftalte derfor en ny tid til hende i lægehuset.

Hun sidder og bevæger sig lidt nervøst i stolen. Hun ser bleg og tyndhudet ud. Jeg kan se, at hun har tabt sig. Hun siger ikke noget, men signalerer, at jeg skal starte samtalen ved at se spørgende på mig. ”Jeg tænker, at det må være rigtig svært at være dig i den livssituation, som du og I er havnet i?” Mere når jeg ikke at sige, før hun begynder at græde. Der er stille lidt inden, hun tager en dyb indånding med et dybt suk. ”Jeg kan ikke mere – jeg er helt nedslidt. Jeg skammer mig over at sige det, men jeg kan ikke holde ud at leve sammen med min mand længere. Vi har for lang tid siden aftalt med hinanden, at vi ikke vil sende den anden på plejehjem. Jeg tror ikke, jeg kan holde den aftale, og jeg skammer mig over at have det sådan.”

Han er ikke længere den mand, hun giftede sig med. Meget er forandret.

Det plejer at være ham, der står for økonomi, det plejer at være ham, der kører bil, når de skal nogen steder, og det plejer at være ham, der er den stærke. Sådan er det ikke længere. Han er blevet inaktiv, passiv og virker uinteresseret i deres fælles liv, deres familie og hende. Han er træt det meste af tiden og sover det meste af dagen. Hans personlige hygiejne er også blevet dårligere. Han glemmer at gå i bad, at barbere sig og selv det sat skifte undertøj, skal han mindes om. Hun bliver både ked af det og vred over, at han ikke gør noget ud af sig selv. Hun skælder ham ud og føler ikke, at det hjælper. De har mange konflikter, fordi hun forsøger at få ham til at gøre de ting, han plejer som personlig hygiejne, fysisk aktivitet og deltagelse i huslige gøremål, men uden held.

Jeg siger til hende, at jeg godt kan forstå hendes følelser. At det er både naturligt og normalt på samme tid at være irriteret, vred og ked af det. Det er vigtigt at forstå, at det hverken er hendes eller hans skyld, at de er havnet, hvor de er. Det er sygdommens skyld. Både hun og hendes mand gør det så godt de kan, men det er ikke nok til at få en hverdag til at fungere hverken for ham eller hende. Deres liv er forandret, og de bliver nødt til at tage udgangspunkt i deres nye virkelighed for at finde en løsning, der kan fungere. Det gør det endnu mere svært, at hun føler sig alene om at tage de vigtige og svære beslutninger. Den mand, hun giftede sig med, findes ikke mere. Det er ikke længere en ligeværdig relation, hvor de sammen kan finde løsninger, men en relation, hvor hun er den eneste af de to, der kan overskue konsekvensen af de valg, som der træffes.

Jeg siger til hende, at jeg er glad for, at hun er kommet for at tale om deres situation, og at jeg gerne vil hjælpe hende. Vi bliver enige om, at jeg skriver til kommunens visitator, der vil komme og besøge dem for at snakke om deres behov og de muligheder, der er i kommunen for demente og deres familier. I første omgang taler vi om behov for, at han kan komme på aflastning et par gange om ugen og en sjælden gang i weekenden, hvis hun skal besøge familie eller lignende. Han får også brug for hjælp til personlig hygiejne og medicin.

Da vi er ved at sige farvel, smiler hun for første gang. Hun siger, at hun er både glad og lettet over at få at vide, at der ikke er noget galt med hende, og at hun ikke skal skamme sig mere. Jeg siger til hende, at hun passer på og viser omsorg både for sin mand og sig selv, ved at turde tale om det, selv om det er svært.