Den livsnødvendige rejse

Forfatteren til den mest omtalte bog i 2016, Bo Østlund, fortæller om tilblivelsen af den anmelderroste bestseller ‘Modne Mænd’.

Nogle bøger fødes af en trang, af en drift, af et flammende begær. De ankommer til denne verden af ren og skær nødvendighed. Sådan var det med min 20. bog, ‘Modne Mænd’. Et værk, drevet og skrevet med hjerteblod, smerte og en søgen efter svar. Og et værk, hvor jeg ikke blot var forfatter, men også forlægger, videomand, redaktør, layouter, marketingschef, presseansvarlig. For jeg havde intet andre valg. Var jeg ikke taget på rejsen ud i det ukendte for at tale med 24 kendte danske mænd over 60, var jeg nemlig ikke kommet videre med mit eget liv. Så enkelt er det.

Beslutningen blev taget en morgen i begyndelsen af marts, mens jeg lå i min seng. Der var stadig fem måneder, til jeg fyldte 60, men allerede nu var tankerne om at ramme de tre snese begyndt at husere i mit sind.
For hvordan kommer man overhovedet ind i i tresserne, når man har en krop, som opfører sig som en 40-årig og en sjæl, som stadig tror, den er 23 – og næsten aldrig kysset?  Jeg anede det ikke.

Jeg vidste bare, at jeg havde en masse spørgsmål, som jeg måtte have hjælp til at få svar på – og hurtigt gik det op for mig, at min uvished og usikkerhed skyldtes, at jeg aldrig har kendt mænd i mit eget liv, som er blevet meget mere end 60 år gamle. Jeg husker ikke mine bedsteforældre, for mine forældre var gamle, da de fik mig. Og min egen far valgte i disse dage for 37 år siden på ét forbandet sekund at ændre min tilværelse og hele mit liv på godt og ondt, da den frie købmand med to spritpenne og en 3-i-ener i lommen lagde sine briller på gulvet, inden han ved hjælp af en ledning mellem klokken 22 og 23.30 i det kolde skær fra et neonrør gjorde en ende på det hele i en affaldskælder i Kokkedal, mens P1 sluttede dagen med at sende en optagelse med radiokoret, som sang Johann Sebastian Bachs ”Unser Leben ist ein Schatten”.

Søndag den 10. februar 1980.

Jeg skal altid lige over datoen i dag, før det nye år for alvor kan starte. Før jeg kan byde lyset og foråret velkommen.
Sådan har det nu været i tre dusin år – og sådan vil det nok være, til jeg selv skal herfra, og videre til næste kapitel i kapitlernes store bog.

Jeg har råbt og skreget og grædt og tigget, bedt, bandet og forbandet, lagt arme med dæmoner og ligget i ske med spøgelser – og i dag har selvmorderens søn for længst tilgivet sin far.
I dag er du tættere på mig end de 22 år, vi nåede at have sammen, mens du var i din krop, inden du den aften tog dit livs største og sværeste valg, og forlod din familie og din tilværelse.
Jeg er blevet sat fri, som du satte dig selv fri, far, og jeg har fundet mine egne veje til at søge og finde nye svar. Som jeg måtte finde dem i løbet af 2016 – mange, mange år efter, at du valgte kun at komme et par vintre ind i dine egne tressere.

Bøger skabes af trang og nødvendighed – og min fars død sendte mig ud på rejsen til 24 fantastiske danske mænd. Fra Allan Olsen, Viggo Sommer, Lars Lilholt og Asger Reher over Hans Engell, Ib Michael, Troels Kløvedal og Tor Nørretranders til Søren Østergaard, Flemming Jensen, Lars Muhl og Flemming Pless.
Vi snakkede om angsten for hjernens og kroppens forfald, om døden, om meningen med livet, om kvinder, om elskov, om svigt og savn og smerte – og om livets smukkeste stunder. Vi grinte og græd – og vi var pludselig helt tavse på de 24 herreværelser.
To modne mænd. 25 modne mænd. Med alt for få år tilbage. Men på de 24 møder lærte vi måske mere, end vi nogen sinde tidligere havde lært.
Måske var disse intense og varme møder 37 år senere dén gave, som far efterlod mig dén iskolde februaraften i 1980.

Læs om bogen på http://www.modnemænd.dk 
Læs om Bo Østlund på www.booestlund.dk