Den modne kærlighed er ikke betingelsesløs

Hullet i maven. Det store tomme rum, der gør ondt og slider på selvværdet. Den tomhed, der måske har fulgt dig siden barnsben og som kun kortvarigt er blevet lindret af din partners opmærksomhed. Det tomrum kan en partner aldrig udfylde helt. Desværre.

Det eneste tidspunkt i ens liv hvor man med rette kan forvente betingelsesløs kærlighed er som barn fra ens forældre. Det får de færreste desværre. Derefter er toget så at sige kørt, og du vil løbe panden ind i en mur, hvis du søger at få denne betingelsesløse kærlighed fra venner, igennem ægteskab eller familie. Voksen og moden kærlighed er ikke betingelsesløs – hvordan kan den være det?

Problemet i parforholdet er, at din partner også har brug for opmærksomhed. Og ro – fra dig! Det skaber balance i forholdet og lighed mellem to voksne mennesker, der kan stå på egne ben. Ellers er risikoen, at forholdet svinger mellem et ulideligt helvede, hvor du eller din partner kræver udelt opmærksomhed, og himlen, hvor du får den. Risikoen efter flere års ægteskab er opgiven og to parallelle liv, hvor parforholdet er forsvundet i kravet om den betingelsesløse kærlighed. Hvis da ikke skilsmisse kommer på tale inden.

Betingelsesløs kærlighed fra dig

Heldigvis er tomrummet i maven ikke umuligt at fylde. Men det er din opgave at give dig selv betingelsesløs kærlighed og anerkendelse. Din opgave er langsomt at fylde hullet med små dele af kærlighed fra venner, familie, dit ægteskab, husdyr, kolleger og hvor du ellers støder på den. For derefter at samle al denne kærlighed i dig selv. Du kan få brikker til puslespillet fra andre, men det er dig, der skal samle det. Og der er ingen, der kan give dig samtlige brikker.

Hvis du formår at give slip på kravet om din partners udelte opmærksomhed – ja – så vil jeres forhold blomstre. At leve for den andens opmærksomhed er at fortsætte det mønster, som dine forældre har påtvunget dig. At du skal være noget bestemt eller gøre noget bestemt for at blive set. Start med at se dig selv. Så er det ikke så smertefuldt, når dit livs kærlighed med mellemrum ikke ser dig.

Kærlighed til mange år

Hvis du først har mistet dig selv i forholdet, er det en dobbelt smerte, hvis skilsmissen banker på. Fordi du jo både skal forholde dig til at have mistet fornemmelsen af dig selv og din retning, samtidig med at du skal sørge over tabet af din partner. Hvis du i parforholdet ser dig selv, giver dig selv omsorg, så vil tabet af kærlighed fra din udkårne “blot” være at miste ham eller hende.

Så når du lever for din egen opmærksomhed, og tager imod din partners som en gave, når den er der, så fyldes tomrummet langsomt. Det kræver tålmodighed, men er den eneste vej mod den modne kærlighed, hvor respekten for hinandens forskellighed går hånd i hånd med trygheden ved hinandens ligheder.

Kresten Kay

Kresten er Psykoterapeut MPF, meditationslærer og underviser ved Psykoterapeutisk Institut. Han har i de sidste 6 år arbejdet som psykoterapeut og parterapeut med fokus på fællesskabet mellem mennesker. Desuden er Kresten ivrig skribent både af artikler og blogindlæg. Læs mere på www.levlykkeligt.dk/blog/1544 eller på www.krestenkay.dk

Kresten Kay er udvalgt fra levlykkeligt.dk