Diagnosesamfund – eller et behov for hjælp-samfund?

”Hva’ sku’ det være?”

”En diagnose, tak!”

”Ja, så gerne. Ellers andet?”

Ovenstående er ikke kun ment i sjov. Faktum er, at flere og flere efterspørger en diagnose. Og antallet af psykiatriske diagnoser er eksploderet.

Da jeg var barn i 60’erne, havde jeg ild bagi. Havde jeg været barn i dag, havde jeg fået en ADHD-diagnose. Det er ret vildt at tænke på. Flere diskuterer i disse år, om diagnosekulturen er gået for vidt.

Meningen med diagnoser

Diagnoser tjener flere formål. Diagnoser bruges af såvel fagpersoner som lægfolk til at sætte ord på stadig flere former for lidelse, afvigelse og ubehag. Diagnoser giver os blandt andet en forklaring, vi kan forstå og håndtere, og den tilbyder en ramme at sætte lidelsen ind i.

Diagnosen fjerner ofte skyld og skam. Med en diagnose som eksempelvis ADHD vil mange forældre naturligt opleve en form for lettelse, fordi det så ikke er dem, der er dårlige forældre og er skyld i barnets adfærd.

Og med en diagnose er vi ikke længere nødt til at acceptere, at vi har en lidelse. Vi får både en diagnose og en prognose om, at vi måske kan helbredes og dermed ikke behøver leve med lidelsen. 30 mg ritalin og så skal det nok gå alt sammen. Der er pludselig håb forude. Og tilmed hjælp.

At bede om en diagnose til sit barn handler nemlig også om at slå døren ind til hjælpen. Mange oplever, at det er alt for svært at få den hjælp, de har behov for.

For i forhold til den måde, institutions- og skolesystemet er strikket sammen på i dag, er det svært at få hjælp til sit barn, hvis ikke barnet først er i besiddelse af en diagnose. For selvom psykiatriske diagnoser er udviklet som arbejdsredskab for læger og psykiatere, anvendes de også ofte som reguleringsmekanisme i forhold til tildeling af ressourcer.

Vi har et samfund, hvor man skal præstere og være effektiv. Og i samme periode er vores normalitetsbegreb blevet snævret meget ind. Og både forældre, skoler og institutioner er blevet dårligere til at rumme de skæve børn. Der er ikke plads til dem. Kritikken er derfor overvejende gået på, om vi stiller for mange diagnoser?

Vi må i debatten ikke glemme det faktum, at flere og flere børn og unge får symptomer. Symptomer på, at de ikke trives. Disse symptomer forsvinder ikke ved, at vi undlader at diagnosticere.

Så det spørgsmål, vi også må stille, er: Hvorfor får de symptomerne?