Dine personlige ressourcer er med til at afgøre, om du overlever kræft

I Danmark har langt fra alle kræftpatienter lige gode muligheder for at overleve deres sygdom. Lav indkomst og kort uddannelse spiller en rolle, men også personlige ressourcer har afgørende betydning. Sundhedssystemet skal væk fra at behandle alle ens, hvis vi skal uligheden til livs, siger forsker.

Hr. Olsen og Hr. Jensen er nogenlunde jævnaldrende, og begge er de blevet ramt af den samme form for kræft. Heldigvis bor de i et velfærdssamfund som Danmark, hvor de gennem deres skattebillet er sikret ret til behandling. Det er især godt for Hr. Olsen, for han er lige nu arbejdsløs, og som ufaglært er udsigterne til et job ikke lyse lige nu. Skulle han selv have betalt for den behandling med kemoterapi, som både han og Hr. Jensen er i gang med, ville han ikke have haft råd.

Men selvom Hr. Olsen og Hr. Jensen både har ret til og også får tilbudt præcis samme behandling for deres sygdom, står Hr. Olsen umiddelbart med dårligere kort på hånden i forhold til at overleve sin sygdom. Statistikker viser således, at kortuddannede patienter og patienter med lav indkomst har ringere overlevelsesstatistik end andre. Men det er langt fra det eneste, der er i spil – andre faktorer spiller en lige så stor rolle. Det fortæller Susanne Oksbjerg Dalton, der er seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse.

– Det, man bøvler med, er at finde de patienter, som måske ikke klarer sig så godt igennem deres kræftforløb. Selv om statistikkerne viser, at kort uddannelse eller lav indkomst spiller en rolle, så er der mange kræftpatienter, som har kort uddannelse og lav indkomst, som klarer sig fint igennem. Ligesom der også er nogen med lang uddannelse, som ikke klarer det godt. Så uddannelse og indkomst dur ikke at bruge som markør. I vores forskningscenter arbejder vi for eksempel med at udvikle korte spørgeskemaer, som skal afklare patientens ressourcer i forhold til blandt andet, hvor godt de forstår, hvad lægen siger, om de har pårørende, der støtter dem, hvor langt de har til hospitalet, og om de har andre sygdomme. På den måde prøver vi at få blik for, hvem der måske skal have en ekstra indsats i forbindelse med planlægning og fastholdelse i behandling, siger hun.

Susanne Oksbjerg Dalton understreger, at det, der driver det meste af uligheden i kræftbehandlingen, er sygdommens fremskredenhed samt komorbiditet – det vil sige det faktum, at patienten har andre alvorlige sygdomme samtidig med kræft som eksempelvis KOL eller diabetes. Men der er også patienter, der lider af angst og depression og af den grund takker nej til den optimale behandling og i stedet får en mildere eller i nogen tilfælde slet ingen.

Lige adgang giver ikke lige muligheder

For at komme uligheden i kræftbehandlingen til livs, tror Susanne Oksbjerg Dalton, at der skal tages et opgør med én af grundindstillingerne i det danske sundhedsvæsen. Der hersker således en antagelse af, at giver man alle patienter de samme tilbud, så får de alle også det samme ud af dem.

“Fordi vi har fri og lige adgang til behandling, har der nok været en tendens til at synes, at man skal tilbyde alle det samme. Men den idé skal der gøres op med.”

– For måske skal vi netop give nogle patienter lidt mere – for at de kan få det samme. I Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (Compas red.) undersøger vi for eksempel, om vi kan specialuddanne sygeplejersker til at være såkaldte navigatorer for sårbare patienter, eller om vi ved at lave systematisk rygestopintervention, alkoholintervention og intensiv træning med patienterne kan få alle patienter i så ”god form”, at de kan tåle at blive behandlet med den mest optimale behandling, siger hun.

Ekstra støtte til sårbare patienter

Lige nu er lodtrækningsundersøgelse ved navn Navigate i gang som et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og flere danske hospitaler. Undersøgelsens formål er at øge muligheden for gennemførelse af behandling og dermed bedre overlevelse for patienter med lungekræft.

–  Navigate er et særligt projekt, fordi det retter sig lige præcis mod de sårbare patienter, som har allermest brug for hjælpen, men som ofte takker nej til at deltage i forskningsprojekter. Med projektet forsøger vi at imødekomme den sociale ulighed og sårbarhed, som især ses hos patienter med lungekræft, fortæller Susanne Oksbjerg Dalton.

I Navigate-projektet sættes der ind med tre hovedkomponenter, som skal støtte patienterne med lungekræft. Dels indsætter man såkaldte navigator-sygeplejersker, som har til opgave i op til 12 måneder at støtte og motivere den enkelte patient til behandling og ændring af sundhedsadfærd. Dels indgår der et systematisk fokus på patientens symptomer, hvor navigator-sygeplejersken på faste tidspunkter udspørger om eventuelle symptomer, så man kan følge med i, om og eventuelt hvordan sygdommen udvikler sig. Endelig bliver de medvirkende patienter støttet i at træne fysisk to gange ugentligt. Det kan umiddelbart lyde voldsomt at skulle træne for en patient med lungekræft, men det kan netop være noget af det, der gør en forskel.

–   Vi ved, at lungekræftpatienters helbred hurtigt kan gå ned ad bakke. Men det kan fysisk træning være med til at modvirke eller dæmme op for. Derfor skal de igennem 12 ugers træningsprogram med både konditions- og styrketræning med det formål at forbedre deres generelle helbred og øge deres mulighed for at gennemføre den bedste kræftbehandling, siger Susanne Oksbjerg Dalton.