Du har empty-nest-syndrome

Hun er 48 år gammel og sidder foran mig og græder. Hun har haft det skidt i mere end et halvt år, af hvad der viser sig at være empty-nest-syndrome. Hun har ikke lyst til noget og oplever, at hun hele tiden er træt og bliver ked af det. Hun har gået alene med det i flere måneder og håbet på, at det ville blive bedre af sig selv, men i stedet oplever hun en knude i maven, der bare bliver større og større.

Jeg spørger, om hun selv kan pege på en forandring i hendes liv, der er sket i samme periode og som kunne være medvirkende årsag til, at hun har fået det dårligt. Hun tænker lidt og siger så, at hendes datter er flyttet hjemmefra for at studere.

Hun bor alene og har deltidsarbejde som lærer. Hun har boet alene med to hjemmeboende børn de seneste 12 år efter, hun blev skilt. Den ældste, der er en dreng, flyttede hjemmefra for 2 år siden, og nu er hendes datter flyttet for et halvt år siden. For ikke at miste kontakten og for at hjælpe sine børn godt på vej, har hun tilbudt at gøre rent for dem og hjælpe dem med tøjvask.

Læs også: Ord der forløser – første skridt mod angst

Service til udeboende børn

Det betyder, at hun et par gange om ugen er hos dem hver især. Hun fortæller, at hun ikke rigtig føler sig velkommen, at hun føler, at hun skal gå, hvis de får gæster, eller hun er færdig med at gøre rent eller ordne tøj.

Vi taler om, hvad der er gået galt. At hun har haft de bedste intentioner, men at hun er endt i en usund relation til sine nu unge voksne børn. Hun er ked af, at de er flyttet hjemmefra, hun mangler dem og savner dem og ønsker at være mere sammen med dem. Problemet er, at de nu er blevet voksne og er i gang med at realisere deres eget liv.

Empty-nest-syndrome er helt naturligt

Det er grundlæggende en naturlig følelse at opleve at savne og mangle sine børn, når de flytter hjemmefra. Når vi oplever at blive forældre, bliver livet aldrig det samme igen. Der er tale om en livsomvæltende begivenhed, der for mange betyder, at vi for første gang i livet opdager, at der er noget, der er vigtigere end os selv. Vi bliver ved med at være forældre hele livet, uanset hvor gamle vi bliver. Vi bekymrer os for vores børn hele livet og har en særlig ømhed og sårbarhed, når det handler om netop relationen til vores børn.

I psykologisk litteratur har fænomenet været kendt i mange år. Det kaldes “empty-nest-syndrome” og beskriver netop den situation, som min patient og mange andre sammen med hende oplever, når børnene flytter hjemmefra.

Læs også: Jeg bekymrer mig hele tiden og kan ikke holde op. Jo det kan du faktisk godt!

Undgå at falde i med empty-nest-syndrome

Jeg smiler til hende og spørger, om det er hende eller børnene, der har fundet på, at hun skal gøre rent for dem. Hun smiler tilbage og indrømmer, at det er hende. Jeg spørger, om hun godt kan se, at det er galt, og det kan hun. Hun er endt i en asymmetrisk relation til sine børn, hvor hun for at være sammen med dem er endt som deres hjemmehjælper i stedet for at være mor og ligeværdig voksen.

Efter en kort pause ser jeg på hende og siger, at hvis hun vil gøre sig selv og ikke mindst sine børn en tjeneste skal holde op. Hun skal stadig være deres mor, og det betyder, at hun nu har en anden rolle, end da de var børn. De har ikke brug for en hjemmehjælper, men en rollemodel og en ligeværdig voksen, som de kan spejle sig i og lære af. De har brug for en forældre, der kan rumme og acceptere, at de er i gang med en naturlig frigørelsesproces.

Og hun har brug for at give mere plads til sig selv og de ting, der ud over hendes børn er med til at give mening og sammenhæng i hendes eget liv.