En fremmed stemme kan redde et liv

På Livsliniens telefonrådgivning for folk med selvmordstanker tager de frivillige imod opkald 12 timer hver dag. Men når telefonerne lukker kl. 23, lever behovet for hjælp stadig, for selvmordstanker kan ikke bare udskydes til næste dag.

De røde lamper blinker vedvarende ud for de knapper på telefonen, der viser, at der er ventende opkald på linjen. Hvert rødt lys betyder, at et nødlidende menneske står i kø for at komme til at snakke med en af de fire personer, der på skift bemander telefonerne hos Livslinien i halvdelen af døgnets timer, fra 11 til 23. Men der er mange danskere med selvmordstanker eller andre svære problemer, så der er pres på.

– Jeg kan se knapperne blinke med nye opkald, mens jeg er i gang med en samtale, siger Lilian Olling, som er en af Livsliniens 230 frivillige, og understreger, at det er vigtigt at bruge den tid på en samtale, som der er behov for. Nogle har brug for 20 minutter og andre måske mere end en time.

Livslinien har ingen statistik for, hvor mange, der ringer forgæves, men håber på, at folk ringer igen senere. Det opfordrer den automatiske telefonsvarer også til.

Men det fremtidige mål er, at folk, der har brug for hjælp, ikke vil møde en telefonsvarer. Heller ikke en, der fortæller om åbningstider fra 11 til 23.

– Der er nogle peak-tidspunkter, hvor rigtig mange forsøger at komme igennem til os. Særligt de sene aften- og nattetimer kan være svære for selvmordstruede, så der har de netop brug for nogen at snakke med. Det er en af grundene til, at vi gerne vil have døgnåbent, siger Kristine Walsh, kommunikationsansvarlig hos Livslinien.

Både Lilian Olling og Charlotta Herminge, en anden af de frivillige, oplever, at der er mest tryk på telefonen om aftenen. Og tal fra Center for Selvmordsforskning viser da også, at der sker flest selvmordsforsøg fra klokken 20 til midnat. Lige nu lukker Livsliniens telefoner hver aften klokken 23, og hvert år besvares cirka 13.000 opkald, men fra 2013, hvor man håber på døgnåbent, skulle det gerne blive til mange flere.

På fornavn med hinanden

På den landsdækkende rådgivning er man glad for de 13.000 årlige opkald. Det lyder måske i første omgang makabert, men hvert opkald betyder jo netop, at personen i den anden ende ikke har gjort alvor af sine selvmordstanker, men i stedet valgt at opsøge hjælp hos en person, de ikke kender i forvejen.

De fleste danskere er vant til at kunne se, hvem der ringer, og nogle undlader endda at besvare opkaldet, hvis det er fra ´Ukendt nummer´, men på Livslinien er det diametralt modsat. Her er ingen nummervisere, for rådgivningen er fuldstændig anonym. Den frivillige besvarer opkald med sit fornavn, men det er op til den, der ringer ind, om han eller hun vil sige sit.

Og det at snakke med en fremmed kan sagtens give det nærvær og den hjælp, der er brug for.

– Nogen har svært ved at snakke med familie, venner eller kolleger, fordi de føler skam og ikke vil være en belastning, siger Charlotta Herminge, der har været frivillig på Livslinien siden 2005.

– For nogle er det sådan, at de ikke vil belaste deres nærmeste. Andre har slet ingen nære netværk og ingen at snakke med, og der kan vi hjælpe ved at lytte, siger hun.

Og nogle gange er det nok at lytte, men både Lilian Olling og Charlotta Herminge, der begge er pensionerede, kan mere end bare at lytte. De er nemlig uddannet psykoterapeut og psykolog, så de har en professionel tilgang til at håndtere andre menneskers problemer.

Mening med livet

– Jeg ledte efter noget meningsfuldt at lave, da jeg skulle pensioneres, siger Charlotta Herminge om, hvorfor hun valgte at være frivillig på Livslinien.

Det gælder også Lilian Olling, der føler, at hun gør noget godt ved at hjælpe de personer, der ringer ind.

Begge kvinder er nogle af de ældre frivillige på Livslinien, der ansættes på grundlag af deres faglige baggrund, f.eks. social- og sundhedsassistenter, læger, psykologer eller studerende. Derudover er det vigtigt, at man har den rette indstilling og har lyst til at lytte og snakke. Livslinien besvares af mænd og kvinder i alderen 20 – 80 år.

Mennesker, der har brug for hjælp eller råd kan bl.a. kontakte:

Livslinien på tlf. 70 201 201

Linjen på tlf. 35 36 26 00

Sct. Nicolai Tjenesten på tlf. 70 120 110

Psykiatrifonden på tlf. 39 25 25 25

Find numre til psykiatriske skadestuer, lokale centre for selvmordsforebyggelse og andre telefonrådgivninger på www.livslinien.dk – vælg fanebladet ´70 201 201´ og herefter ´Andre rådgivningstilbud´


Overvejer du at blive frivillig eller at støtte Livslinien

  • Læs mere på livslinien.dk – nye frivillige ansættes hvert halve år
  • Send en sms med teksten LEV til 1919 og støt med 100 kroner
  • Bliv fast bidragyder
  • Støt med et engangsbeløb