Ensomhed som del af livets Maggiterning

Journalist og forfatter Bo Østlund har haft ensomheden som fast følgesvend igennem det meste af sit liv. I en alder af 65 bakser han stadig med skismaet i at søge aleneheden og samtidig frygte ensomheden. Men nu har han sluttet fred med den. Ensomheden. En af de vigtige nøgler fandt han for to år siden, da han blev ældre end sin dæmonplagede far.

Modne mænd plages oftere af ensomhed end modne kvinder. Det skaber en helbredsmæssig ulighed, for ensomhed er omtrent lige så giftigt for helbredet som overvægt, rygning og for meget alkohol.

Journalist og forfatter Bo Østlund er manden bag den anmelderroste bestseller-trilogi, ’Modne Mænd’ med 53 kendte, danske mænd. Under samtalerne uden filter om livets største eksistentielle spørgsmål kommer deltagerne ind på emner som kærligheden, troen, følsomheden, forfængeligheden, begæret, angsten, døden – og ensomheden.

Gennem de mange samtaler – som har varet mere end 250 timer – er forfatteren blevet klogere på sig selv og dét livtag med livets blå toner, som han selv har taget det meste af sit liv.

Ensomhed er meget naturligt præget af en følelse af at stå alene. Men gennem samtalerne blev han bekræftet i, at følelsen af utilstrækkelighed og ensomhed er ganske udbredt blandt mænd.

Mandens oversete overgangsalder

Hvorfor plages netop mænd så meget af ensomhed? Hvorfor ser det anderledes ud for mange kvinder?

– Kvinder har et netværk og er gode til at holde fast i det. Når mænd bliver skilt, står de tilbage uden det – og de evner ikke at opbygge et nyt. Det er ofte kvinderne, der har skabt netværket, passet det og bevarer det, og derfor er der mange ensomme mænd, som sidder tilbage.

– Det er i virkeligheden en helt klassisk situation, som sender mange mænd ud i ensomhed – og for en dels vedkommende også misbrug. Mange par bliver skilt, når børnene er blevet voksne og flytter hjemmefra – måske sågar efter at have levet i erotikløse og kærlighedsløse forhold i årevis. Herved mister manden hele sit netværk, og endnu værre bliver det, hvis han også mister sit job i en alder, hvor han har rundet de 50. For sandheden er jo, at det er ufatteligt svært for mænd over 50 at få et nyt job – og i vore dage er en stor del af det sociale liv ført mere og mere ind på arbejdspladsen i form af alle mulige former for arrangementer og sportsaktiviteter.

– En stærkt overset faktor er også, at mænd- nøjagtig som kvinder – har en vanskelig overgangsalder. Alene tabet af samværet med deres børn og børnenes frigørelse og manglende afhængighed er lige så svært for en mand som en kvinde. Manden skal, som kvinden, definere sig selv på ny, og det er altså ikke kun kvinder, som er født med et omsorgsgen, selv om man somme tider kan få den tanke, når man ser, hvorledes myndighederne behandler sagerne om samvær og forældreret efter en skilsmisse.

Mærker du selv ensomheden?

– Ja. Jeg sidder selv i en alder af knap 66 og mærker ofte i glimt stadig min ensomhed. Min far begik selvmord, da jeg var 23. I et splitsekund blev jeg en februarnat i 1980 til den hængte mands søn, og det er en rolle og en status, som man ikke bare lægger fra sig. Følelsen af forladthed har fulgt mig siden. Jeg har en blå tone over mit liv, mit livs toneart er blues.

– Følelsen af at være helt alene i verden kan især dukke op, når det er højtider. Jul, påske, pinse – you name it. Når familierne har fri og de i min egen historiebog alle sammen hygger og har det fantastisk, selv om jeg jo godt rationelt set godt ved, at verden ikke er så enkel som – eller lyserød som – en Disneyfilm.

Arbejdspladsen som social livline

Bo Østlund – som har skrevet mere end 30 bøger siden årtusindskiftet og været redaktør for og ghostwriter på et lignende antal – arbejdede som journalist på Fyns Stiftstidende fra 1979 til 2000. Han besluttede selv at sige op for at udleve sin drøm om at være fri fugl, og professionelt har han aldrig fortrudt sin beslutning.

– Men jeg kan godt somme tider i bakspejlets klare lys spekulere på, om jeg har var god nok til at gennemtænke de personlige, private konsekvenser, for arbejdet på avisen var min sociale livline. Vi havde en masse arrangementer for de ansatte på avisen, og jeg betragtede mange af mine kolleger som venner. Alt det forsvandt over night – for friheden har jo sin pris.

For Bo Østlund er ensomheden i dag blevet en følgesvend, som han har sluttet fred med.

– Tidligere kunne jeg føle mig uduelig, ubrugelig og uelsket, når følelsen ramte mig som en tsunami – eller lagde sig som en tung dyne over mit ansigt, så jeg ikke kunne få luft. Nu accepterer jeg, at den er en del af mit dna, en del af mit livs Maggiterning. Den er en del af, at jeg er særligt sensitiv, og derfor også mærker kærligheden, livet og solen stærkere – og måske også er bedre til selv at give kærlighed og være i nuet med stor taknemmelighed.

– Taknemmeligheden er min vigtigste og bedste rejsepartner, og den har jeg hver dag med i livets rygsæk sammen med kærligheden, tilgivelsen, ydmygheden, nysgerrigheden og fantasien, og kan jeg bare finde én af de rejsekammerater frem hver dag, så skal det nok gå. Trods ensomhedens blå tone.

– Det handler i virkeligheden om at undgå at føle sig som et offer – men i stedet blive mester i sit eget liv. Om at flytte smerten i maven til styrken i brystet.

Ingen fortrydelse

Kan ensomhedsfølelsen fremkaldes af minder, hvor du har gjort noget, du har fortrudt?

– Jeg fortryder aldrig noget. Min far fortrød bitterligt, at han en dag i 1979 solgte købmandsgården, som mine forældre havde i en lille landsby på Nordfyn. De blev lokket af en drøm om det skønne pensionistliv på Costa del Sol – men de havde ikke undersøgt tingene, før de rejste ned til den sydspanske drøm, som dengang i høj grad var præget af danskerbarerne, wienerbrød, frikadeller og flæskesteg. Og ensomhed og længsel efter dét, de forlod. Deres land. Deres familie.

– Min var blev efter salget af butikken fyldt af en følelse af selvhad. Han følte, han havde svigtet både byen, kunderne, Odd Fellow-logen, kommunalrådet i Søndersø og alle de andre vigtige ting, som holdt ham glad og i live – og måske holdt hans ensomhed fra livet.

– Da jeg dén vinternat i vinteren fik beskeden, at han havde taget sit eget liv, besluttede jeg mig for, at jeg aldrig selv ville fortryde noget i mit liv. Jeg har siden taget tonsvis af forkerte beslutninger, og jeg kan godt være ked af, at jeg ikke har været bedre til at holde fast i gamle venskaber, men jeg fortryder intet, for jeg er hver gang kommet ud på den anden side med en større indsigt. Om livet. Og mig selv.

Syv år alene i en svensk skov

Faderens selvmord i februar 1980 var medvirkende årsag til, at Bo Østlund gik i selvvalgt isolation i 2007. Da han var fyldt 50 året forinden, så han endelig faderens tre afskedsbreve, som han ikke fik udleveret i kopi, da hans far tog sit liv.

– De breve ville jeg naturligvis gerne have haft og læst i min ungdom, så jeg kunne have bearbejdet sorgen og haft disse svar på mine spørgsmål i så stor en del af mit liv. Nu måtte jeg 27 år senere til at bearbejde det hele forfra med denne nye indsigt, så jeg flyttede langt ud i en skov i Småland i Sverige og endte med at bo der i min selvvalgte ensomhed i syv år, mens jeg skrev bøger og uddannede mig til clairvoyant.

– Jeg tog ikke uddannelsen for at åbne en klinik – men mere for at lære at lukke lidt ned for min papirstynde følsomhed og evne til at mærke andre mennesker så rent.

Ild, glasskår og stor kærlighed

Bo Østlund er ikke i tvivl om, at hans sensitivitet stammer fra en opvækst i et utrygt hjem, hvor der blev drukket for meget og for ofte, når byens håndværkere, andre kunder og de kørende repræsentanter lige skulle have en pilsner eller tre med hans far i butikkens baglokale. Årene i Sverige gav ham mulighed for at tilgive sin far og sig selv. For han mener, det er vigtigt, at vi også altid selv tilgiver vores egen rolle.

For den fynske forfatter er livet imidlertid ikke blot en fysisk rejse, som skal overstås – det er en dannelsesrejse for sjælen. Og en tilgivelsesrejse.

– Det er for mig både en vandring på ild og glasskår, fordi jeg lærer af smerten og udfordringerne, og blandt andet bliver meget bedre til at mærke, når jeg møder, oplever og selv giver kærlighed.

Ensomheden kan stadig være alt fra et lille prik, når han savner sine børn, til en ugelang tilstand, men i dag ved Bo Østlund, at der altid er lys for enden af tunellen.

Årene i Sverige i pagt med naturen – skoven og dyrene – lærte ham, blandt meget andet, at enkeltheden og den selvvalgte isolation gjorde ham godt. Så da han i 2020 var gennem en personlig krise efter flere hårde tab, skrev han endnu et simple life-kapitel i sin livsbog.

Det enkle liv i en autocamper

– Jeg valgte at bo og arbejde i min lille autocamper i halvandet år. Den var mit hjem, min base og mit kontor, og man får en ufattelig klarhed over sit liv og sine prioriteter, når man lever på 7 kvadratmeter med 10 t-shirts, tre par bukser, en potte, en pande, tre kogeblus og et køleskab.

– Og selv om man naturligvis også kan blive ramt af ufattelig ensomhed alene på farten, så oplevede jeg faktisk det modsatte: At friheden, naturen og spontaniteten gav mig en lykkefølelse, jeg ikke tidligere havde mærket. Når jeg startede bilen og satte Beatles-nummeret ’Here Comes The Sun’ på og kørte afsted, var jeg glad og fri.

– Derudover er der et fællesskab blandt autocampister, som kan sammenlignes med motorcyklisters. Dén der fælles følelse af at verden er åben, alt kan ske. Så man hilser lige på hinanden, når man mødes på vejen, og man kommer ofte i snak, når man vælger samme plads for natten, om det så er med udsigt til havet, skoven, bjergene, en sø eller en mark.

– Der er mange ægtepar, som kører rundt i autocampere – og unge, som er på farten i en van. Men jeg møder også en del modne og ofte ensomme mænd, som har valgt at leve livet i en camper på bagsiden af en skilsmisse, en fyring eller konens død. Med et hjem på hjul finder de en frihed og et fællesskab. Når de holder ved siden af en anden autocamper for natten, føler de, at de for et døgns tid har en bekendt, en åndsfælle.

Den livsvigtige decembernat i 2019

For Bo Østlund skete der i december 2019 det skelsættende, at han blev ældre end faderen. En speciel oplevelse for de fleste – men ikke mindst for børn af selvmordere, da de ofte går med en frygt for, at de kan finde på at benytte sig af det samme løsningsmønster, når livet bider fra sig.

– Da jeg blev ældre end min far, gav jeg mig måske for første gang lov til selv at leve. Jeg kunne smide min angst. Og måske for første gang i 63 år for alvor lægge rollen og identiteten som den hængte mands søn fra mig. Det var en følelse af at være født på ny.

I dag bor Bo Østlund i den lille by Ålbæk nær Skagen, og hans kæreste bor 500 meter fra ham.

– Hun er vidunderlig, for hun kan rumme både mig, min følsomhed, min udlængsel og min spontane ensomhed, og så er hun heldigvis et meget mere socialt menneske end hendes eremitkæreste, som godt kunne bo i et kloster eller som Robinson Crusoe på en øde ø.

– Øvelsen er naturligvis, at hun ikke giver afkald på sit behov for at se andre mennesker, og at jeg samtidig passer på mig selv og min sensitivitet, men det er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at vi finder ud af.