Er du allergisk over for julen?

Tekst: Danmarks Apotekerforening Foto: Shutterstock

Mange af de ting, der gør julen hyggelig, sætter desværre også skub i allergikernes symptomer. Julestemningen forvandles ofte til nyseture, kløende øjne og løbenæse. Men heldigvis kan nogle af problemerne forebygges.

Allergitjekliste til jul:

Brug levende julelys med omtanke eller erstat dem med elektriske lys eller lyskæder

Støv julepynten af, inden den sættes frem. Julepynten fra loftet kan være fuld af støv og skimmelsvamp

Undgå juleblomster, der kan give hudreaktioner – som julestjerner og tulipan

Husstøvmider trives godt i sengetøj, så husk eget sengetøj, hvis du overnatter ude julenat

Holder du jul med hund og kat? Så sørg for grundig rengøring, udluftning og eventuel medicin

Ryst eller skyl juletræet, inden du tager det ind i stuen, da gran indeholder skimmelsvampesporer og harpiksstoffer, der kan genere luftveje og hud. Alternativt kan du udskifte det med et juletræ af plastik.

Julelysene brænder i adventskransen, konfektens sødme breder sig på tungen, og duften fra juletræets grønne gran spreder hygge i rummet. Julen er en hyggelig tid for de fleste, men bestemt ikke for alle. Faktisk kan julen være lidt af en prøvelse for landets allergikere, da denne tid på året er propfyldt med potentielle allergifælder, som personer uden allergi og astma typisk aldrig har tænkt over.

Luftrøret hos personer med astma bliver f.eks. generet af soden fra julelysene. Konfekten, som er proppet med nødder og mandler, kan give konsekvenser for fødevareallergikeren. Og den grønne gran er fuld af skimmelsvampesporer, som kan irritere slimhinderne.

Hvis du har græspollenallergi, er der en risiko for, at du samtidig reagerer på appelsiner, som er obligatoriske i mange hjem i december. Når du både reagerer på pollen og fødevarer, har du en såkaldt krydsreaktion, som kan medføre kløe i mund, hals og ører samt hævelse af læber, mund og svælg. Det kan være virkelig ubehageligt og kan få selv den mest passionerede julefan til at miste juleglæden.

Forebyg problemerne

Selvom julemandsskægget kan skjule løbenæsen midlertidigt, så er det ikke en langtidsholdbar løsning. Heldigvis kan du selv gøre december måned mere overskuelig for juleallergikeren. Hvis du f.eks. vil begrænse udskillelsen af partikler fra kalenderlyset og de levende lys på juletræet, skal du huske at lufte ud – men gør det, når lyset er slukket, da et blafrende lys udvikler endnu flere partikler. Derudover kan du forkorte vægen på lyset, da en kortere væge giver en mindre flamme, som dermed udskiller mindre sod.

Hvis traditionel konfekt giver dig allergiske reaktioner, findes der mange andre lækre alternativer. Og allergivenlig småkagedej gør det muligt, at du også kan være med til at lave julekager, uden at dine hænder bliver ramt af allergisk håndeksem.

Vintersnue eller juleallergi?

En af udfordringerne med ”juleallergi” er, at den optræder i december, hvor mange af os allerede døjer med forkølelser. Derfor kan man let komme til at forveksle almindelig forkølelse med allergisymptomer. Begge dele starter som regel med, at næsen begynder at løbe med vandigt snot. Hvis du er forkølet, vil snottet hurtigt blive tykt og gult, og du kan få let feber. Efter en uges tid er forkølelsen ovre.

Hvis snottet derimod fortsætter med at være klart, næsen føles tilstoppet, og øjnene klør og er røde, så kan det være tegn på, at du har allergi.

Er du i tvivl om, hvorvidt du har allergi, kan det være en god idé at kontakte din læge. Vil du have flere tip til, hvordan du som allergiker kan gøre julen mere tålelig, så besøg dit apotek, som kan give dig gode  råd og vejledning. Og hvis du ikke ved, at du lider af allergi og reagerer på en af julens mange glæder, så kan det være en idé at tage en forebyggende antihistaminpille og fortsætte behandlingen, indtil du ikke længere eksponeres for trickeren.

Læs mere om allergi og om, hvad du kan gøre ved det, på www.apoteket.dk.