Er vi på vej væk fra vægttabs-paradigmet?

Flere eksperter opfordrer til mindre fokus på overvægt og vægttab i både samfund og sundhedsvæsen, da det ikke bidrager til en sundere livsstil – tværtimod. Uenighed om, hvem ny vægttabsmedicin skal gives til

Nu er over halvdelen af danskerne overvægtige”. Sådan lød en gennemgående overskrift i danske medier for snart fire år siden, da Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen offentliggjorde en undersøgelse om danskernes vægt. Med udgangspunkt i BMI-tal viste undersøgelsen, at 51 procent af den voksne befolkning nu kunne beskrives som værende overvægtig – knap 18 procent som svært overvægtig. Undersøgelsen satte ekstra ild til en diskussion, der allerede udspillede sig både blandt eksperter, politikere og i samfundet generelt: Hvad gør vi ved det faktum, at danskerne gennemsnitligt vejer mere og mere?

Når diskussionen om vægt har fyldt og stadig fylder meget, skyldes det ikke mindst, at man i dag ved, at det at være tyk øger risikoen for at blive ramt af alvorlige sygdomme som diabetes type-2 og hjerte-kar-sygdomme. Sygdomme, der har store konsekvenser for den enkelte patient, og som samtidig koster dyrt samfundsøkonomisk

Et af de tiltag, der blev sat i værk fra myndighedernes side for at komme problemet med overvægt til livs, var et arbejdsudvalg under Sundhedsstyrelsen, der skulle komme med anbefalinger til, hvordan man ude i kommunerne dels kunne opspore de borgere, man mente vejede for meget, dels give dem tilbud, der kunne hjælpe dem af med de overflødige kilo.

I dag er anbefalingerne udkommet og ligger på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, men inden arbejdet blev afsluttet, valgte Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), som repræsenterer de praktiserende læger, i 2020 at trække sig fra arbejdsgruppen. Det var Rasmus Køster, speciallæge i almen medicin, Ph.d. og adjunkt ved Institut for folkesundhed på Københavns Universitet, der var selskabets repræsentant, og ifølge ham meldte man sig ud af arbejdsgruppen, fordi man var uenig i den strategi, som der blev lagt op til, at man fulgte.

Rasmus Køster pointerer, at de fleste af de mennesker, der ifølge Sundhedsstyrelsen betegnes som svært overvægtige, ofte har været på et hav af slankekure uden succes, og at livsstilsinterventioner i alt for få tilfælde får den gruppe af mennesker til at opnå et varigt vægttab. Derfor mener han ikke, at det giver mening, når Sundhedsstyrelsens ønsker at opspore og intervenere med livsstilstiltag.

– De livsstilsbaserede slankekure virker ikke til at forebygge kræft, blodpropper og andre hjertekarsygdomme. Det er vi nogle, der har sagt i mange år, og nu er der kommet et nyt stort studie, der bekræfter dette. Jeg er imod, at man sygeliggør mennesker, der har et BMI over 30 og kalder dem svært overvægtige. Jeg mener helt, at man bør droppe BMI som måleenhed for, om folk vejer for meget. Med BMI-målemetoden har vi et normalitetsbegreb, som de færreste kan leve op til. Det eneste, det fører til, er, at folk udskammer sig selv og hinanden, siger han.

Rasmus Køster anerkender, at et højt BMI-tal er en risikofaktor for diverse sygdomme. Men, understreger han, det er ikke det samme som, at man, hvis man har et højt BMI, skal opfattes som værende syg.

– Det er også en risikofaktor at være gammel. Og ser vi på risikofaktorer, så er det faktisk farligere at være mand end at have et højt BMI, siger han.

I stedet for opfordringer til slankekure og fokus på vægt er Rasmus Køster fortaler for, at man arbejder med kropsaccept. Her fremhæver han den kognitive terapiform ”Acceptance and Commitment” samt begrebet intuitiv spisning.

– I stedet for alle mulige restriktioner, som risikerer at tricke en spiseforstyrrelse, skal man lære at lytte til sin krop og stoppe med at spise, når man er mæt

– Tykke mennesker har ofte spist efter regler og følelser i mange år og har helt mistet forbindelsen til deres krop. De skal også lære om nydelsesfuld fysisk aktivitet – finde ud af, hvad der gør dem glade. Det kan være vinterbadning for eksempel, som man kan folde yderligere ud. Det får ikke folk til at løbe et maraton, men det får folk til at være aktive, og der må meget gerne være et socialt aspekt, idet det har stor betydning for ens sundhed og vægt, siger han og understreger, at det naturligvis er vigtigt også at opspore risikotilstande som for eksempel højt kolesterol, så dette kan behandles.

”Vi er nødt til at tale om patienternes vægt”

Sigrid Bjerge Gribsholt, der er ph.d. og læge på Steno Diabetes Center Aarhus og forsker i overvægt, har også siddet med i arbejdsgruppen under Sundhedsstyrelsen. Hun mener, at der er flere lighedspunkter mellem anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen og det, som Rasmus Køster og hans meningsfæller opfordrer til i forhold til, at sund livsstil ikke nødvendigvis handler om vægttab.

– Inden for det endokrinologiske område har vi skrevet et indlæg til Ugeskrift for Læger, hvor vi argumenterer for, at BMI ikke er et godt mål til at vurdere, om svær overvægt er sygelig. Og et BMI over 30 er heller ikke nødvendigvis lig med usund. Omvendt ved vi, at et højt BMI er en risikofaktor for hjerte-kar-sygdomme og diabetes type-2. Det er vi nødt til at være bevidste om. Det kan godt være, at BMI-tallet ikke er optimalt at måle efter, men det er svært at finde noget, der er bedre. Vi kan for eksempel ikke bare putte alle i en scanner i stedet, siger hun.

Sigrid Bjerge Gribsholt sidder på en hospitalsafdeling, hvor de patienter, der kommer, har følt sig belastet længe som følge af deres vægt.

– Det kan være svært at hjælpe patienterne, hvis man slet ikke må tale om problemets rod af angst for at få dem til at føle sig stigmatiserede. Men det skal naturligvis gøres med nænsomhed, understreger hun

– Kan vi forebygge nogle af de følgesygdomme, som mennesker med overvægt er i risiko for at få, vil det komme mange til gavn. Derfor er vi nødt til at kunne tale om det. Der er stor diskussion om, hvad vi skal kalde det – nogle mener tykhed, nogle svær overvægt. Vi har ikke et supergodt ord for det. Min oplevelse er, at de fleste af de patienter, jeg møder, gerne vil tale om det. Vi ved for eksempel i dag, at hvis man har et større vægttab, så kan en del patienter opleve bedring – og måske helt komme af med deres diabetes type-2. Men hvis vi ikke må tale om vægt og vægttab, så er det svært at rådgive patienterne i den retning, siger hun.

Slankekurene driver os ud i usund livsstil

Inger Bols er autoriseret diætist og ligesom Rasmus Køster-Rasmussen med i den tværfaglige sammenslutning, Ligevægt, der består af forskere og klinikere fra forskellige fagområder, som vil gentænke opfattelsen af omgangen med vægt i sundhedsvæsenet og samfundet generelt. Hun mener, at det varige vægttab er en illusion, og at vægten skal tages helt ud af sundhedsligningen. Diætisters primære opgave skal således ikke længere være at hjælpe folk til et vægttab.

– Vi skal hjælpe mennesker med at få energi og velvære og derved leve det sunde liv. Det er det, vi er uddannet til.

Vi skal stoppe med at kigge skævt til den tykke borger og begynde at forstå, at her i den vestlige verden er alle rædselsslagne for at blive tykke, fordi det er en gruppe, der bliver set skævt til

Men sandheden er jo, at vi endnu ikke ved, hvorfor nogle mennesker får en højere vægt end andre. Der er så mange faktorer såsom genetik og miljø, der spiller ind, siger hun.

Inger Bols påpeger, at mennesker med høj vægt og et hav af mislykkede slankekure bag sig ofte er kommet længere og længere væk fra samarbejdet med kroppen. Så langt, at hun godt tør spørge, om det i virkeligheden kan være slankekurene, der driver mennesker ud i usund livsstil?

– En slankekur lærer dig jo netop at ignorere kroppens ellers naturlige sult og mæthedssignaler. Når vi ser på, hvordan hjernen reagerer på kalorieunderskud, giver det mening. For jo mere underskud, du er i, jo mere sulten bliver du, og du får mindre energi til at løbe en tur for eksempel. Og når sulten ikke længere er til at holde ud, så kommer du naturligvis til at spise en masse. Det giver dig skyld og skam, fordi du godt ved, at du egentlig ikke burde, hvis du vil tabe dig. Men så spiser du alligevel lige lidt mere, og tænker: ”I morgen stopper jeg!”. Du bliver drevet ud i en slankekursforstyrrelse, hvorfra der ikke er langt til en spiseforstyrrelse, siger hun.

Inger Bols tror på, at det er muligt at få ændret synet på, hvordan vi ser på mennesker, der har en høj vægt. Men det er en kæmpe skude at få vendt, for det ligger dybt nedarvet i de fleste af os, at tyndt og slankt er lig med sundt. Og så er der endnu en faktor, der spiller ind.

– Vi er også nødt til at se på noget, som de færreste har lyst til at tale om. Og det er, at der er en medicinalindustri, som har en kæmpe interesse i, at vi skal tro, at tykhed er farligt. Og ja, vi er blevet tykkere, men vi er samtidigt også blevet højere og lever længere – det glemmer man bare at fortælle, siger hun.

Ny vægttabsmedicin – godt eller skidt?

Netop nu spiller medicinalindustrien en aktuel rolle i forhold til hele vægttabsdiskussionen. I december 2022 blev lægemidlet Wegovy fra Novo Nordisk således sat til salg i Danmark. Wegovy, der kun fås på recept, er godkendt til behandling af personer, der har et BMI over 30 eller et på 27, hvor det er i kombination med følgesygdomme som blandt andet diabetes. Midlet, der skal tages som en indsprøjtning en gang ugentligt, virker ved at mindske sultfølelse og øge mæthedsfølelsen.

Sigrid Bjerge Gribsholt fornemmer, at der allerede nu er en stor efterspørgsel på det nye vægttabsmiddel i Danmark, og hun tror godt, at Wegovy kan være løsningen for nogle af danskerne med svær overvægt.

Det kan være svært at tabe sig og holde et vægttab

I mange år har vi ikke haft ret mange muligheder for at tilbyde hjælp. Personer med svær overvægt har forskellige ønsker, behov og bagage med sig, så det er svært at sige, hvem der helt præcist kommer til at bruge lægemidlet. Men jeg ser det som en fordel, at vi har flere muligheder at tilbyde personer med svær overvægt, siger hun.

Rasmus Køster afviser ikke, at der kan være mennesker, der kan få glæde af at blive behandlet med Wegovy. Men det er problematisk, at det er BMI-tallet, der afgør, om man er i målgruppen, idet et højt BMI ikke siger noget om den enkeltes sundhed.

Nogle af dem, som man kunne overveje at bruge Wegovy til, er mennesker, der som følge af slidgigt har mange smerter. Men at smøre en femtedel af den danske befolkning ind i den her medicin, synes jeg er dybt forkert, siger han og uddyber:

– Der er flere problematikker i forhold til Wegovy. Vi ved, at man kun taber sig, så længe man tager medicinen, men også, at man tager på igen, når man stopper med den. Så hvad er det egentlig, vi ønsker at behandle – tyndhed eller sundhed? Ud over de økonomiske omkostninger, gør vi også mennesker afhængige af medicin, der har bivirkninger og kræver, at de går til løbende kontroller. Og endeligt har vi på nuværende tidspunkt ingen beviser for, at det hjælper mod for eksempel blodpropper, siger Rasmus Køster.