Erik Clausen: Slip kunsten løs – og slå hovedet af mismodet

Filminstruktør, skuespiller, musiker og kunstmaler Erik Clausen har siden han bragede frem i 1960erne kæmpet mod intolerance, ufrihed, bonerthed og polerede overflader. Det gør han stadig som 80-årig. Helse har mødt Clausen for at tale om den tid, vi lever i lige nu. Og det kom der en uforglemmelig eftermiddag ud af.

Du ringer bare på – enten stuen eller 1. sal. Så ser du, hvor der er gevinst, havde jeg forinden fået at vide. Udenfor ved hoveddøren til Erik Clausens filmselskab og hans private bolig, går jeg så igang med klokkelotteriet. Første valg er stuen. Og jeg trykker nok flere gange, for pludselig åbner døren, og Erik Clausen kommer til syne,

– Du er vist lidt utålmodig.  Og ja, indrømmet. Jeg har glædet mig til at møde filmmanden, skuespilleren og multikunstneren, Erik Clausen, som har været med til at danne lydsporet og ikke mindst billedsporet til min ungdom. Noget jeg har tilfælles med masser af danskere, der har  oplevet deres første ungdom, og husker, hvordan Erik Clausen i 70erne sammen med blandt andre vennen, Kim Larsen, i den grad malede byen rød her og der og alle vegne.

– Kom indenfor. Så ser vi på løjerne.

Første etape er en tur rundt i stueetagen i ejendommen på Enghave Plads på Vesterbro, som altid har været Erik Clausens bastion. Her i Klub Clausen, som han kalder hjertet af filminstituttet, er der fyldt godt op med plakater om hans mange film gennem årene, garneret med priser, trofæer og anerkendelser og personlige fotos af verdensberømtheder, som Clausen har mødt.

Ægte storhedsvanvid er bedre end falsk beskedenhed

Kan du se, hvem det er? Ja, svarer jeg. Det er Nelson Mandela. Clausen fortæller om et særligt møde med det sydafrikanske politikerikon og skifter derefter over til at tale om Fidel Castro, som har mødte et par dage efter Mandela. Clausen peger på flere billeder på væggen og fortæller og stopper så op.

– Vi fra arbejderklassen har det jo med kulturelt at føle os kulturelt  mindreværdige. Hvis det skulle ske for mig, så går jeg bare herind og ser på væggene her, og så kommer jeg hurtigt på andre tanker. Jeg har lige opfundet et nyt slogan: Hellere lide af ægte storhedsvanvid end falsk beskedenhed.

Vi skal videre op i privaten på næste etage. Inden da skal to professionelle racercykler lige have et par ord med på vejen. Den ene hænger ned fra loftet i klub Clausen. En klassisk, italiensk racercykel, som Erik Clausen har kørt tusinder af kilometer på – den anden ude på gangen har han fået af Ole Ritter. Cykelsport har altid betydet noget særligt for Erik Clausen, som til sin store fortrydelse har måtte lægge den sport på hylden.

Det skyldes et styrt, som kostede ham en brækket hofte, og da den var ved at være på plads, så faldt Clausen, der i marts rundede firs år, og brækkede skulderen. Det betød, at han i nogen tid måtte på plejehjem til genoptræning. Han bad dog hurtigt om at komme hjem, og siden har han hver dag arbejdet op til fem timer i sit atelier. Til trods for at han oveni hatten med brækket hofte og skulder, også lige måtte modtage en Parkinson diagnose. Men lad det være sagt allerede her. Sygdom kom ikke til at spille nogen rolle overhovedet i min eftermiddag med Erik Clausen. Det gjorde livet derimod. Med alle dets afskygninger af lidenskab, underfundigheder, kærlighed og tab.

Sort og hvidt

Vi er nu nået op på 1. salen til Clausens privatbolig, hvor kunstværker, heriblandt store keramiske værker, også skabt af Clausen, tiltrækker  opmærksomhed. Det samme gør stuernes vægge, malet i forskellige lysreflekterende pastelfarver – af Clausen selv, der blev udlært maler, inden han tog turen op på de skrå brædder. Farver skal der til, og Clausen har ikke meget til overs for hverken sort eller hvidt. Især sort.

– Det er en dødssyg farve, som kun kan gøre, at folk kommer til at føle sig endnu mere triste og mismodige. Jeg fatter ikke, at det er blevet moderne at male nutidens boliger sorte – både indvendig og udvendig.

Vi har nu sat os i hjørnestuen – Clausens atelier –  ved et stort langbord, fyldt godt op med pensler og bøtter med farver. På staffeliet sidder et værk, inspireret af klovne og cirkus. På trægulvet vrimler det med pletter af maling, nærmest som en omvendt stjernehimmel. Clausen har lige fortalt om, at hans udgangspunkt som filmskaber altid har været at gøre det modsatte af, hvad der var god latin at gøre, når en film skulle i kassen. At turde flytte fokus på uforudsigelige måder –  det være sig øjne eller filmkamera ligger også til grund for svaret på mit spørgmål om, hvorvidt verden virkelig er blevet en komplet anden, som vi ofte har hørt det siden den 24. februar, hvor der igen kom krig indenfor Europas grænser.

– Det afhænger af hvilke øjne, vi ser med. Hvis vi vælger at tage frygt, bekymringer og angst ind og lader vores tanker være fyldt med det, så bliver vi spist op. Hvis vi derimod vælger at fokusere på livsglæden, det at vi to sidder her, mens solen skinner, og sommeren er på vej, så sker der noget helt andet. Vi bliver fyldt op af en forvissethed om, at det kommer til at gå godt.

– Jeg kan da også godt indimellem vågne op og tænke, at det hele er ligemeget. Men så handler det om, at slå hovedet af den tanke. Det sagde jeg også til gutterne på plejehjemmet, og de svarede så, at du har sgu ret, Clausen.

Han er nu på vej ud i køkkenet for at hente en kande vand til os. Tilbage igen fortsætter han tråden.

– Jeg gider ikke bruge mere end 30 sekunder hver dag på at tænke på den lille, grimme og onde mand, Putin. Det samme gælder ham Parkinson og corona. Nej. Vi må godt nyde livet. Vi skal samle os og slå igen – vi skal slå hovedet af mismodet. Det må aldrig få vores sjæl, siger Erik Clausen med ild i øjnene, mens han lader tankerne gå tilbage til 70erne.

Vi må godt!

– Dengang måtte man godt grine og sige en flad vittighed uden at blive beskyldt for at krænke nogen. Og man måtte også gerne være for tyk. Nu om dage har vi så mange restriktioner, der begrænser os og som ender med at give os en god portion skyld og skam. Det vil jeg ikke finde mig i. Jeg vil have lov til at prise det skønne i livet og folde det helt ud. Vi må godt! Og kom nu videre, siger Clausen og topper udsagnet med en af sine yndlingsreplikker fra sin seneste film, Aldrig mere i morgen: “Man er først død, når man er glemt”. Vi kommer til at tale om ensomhed, især hos mænd, som statistikken siger er særligt udsatte. Erik Clausen så det også, da han var på plejehjemmet, hvor flere af mændene, som han siger, så noget uafhentet ud. Men også her bryder Clausen med det, der kunne være et forventeligt svar med indbygget offerrolle.

– Det er vi mænds egen skyld. Vi skal turde at vise svaghed. Det har vi svært ved, og det er derfor, mange ikke får besøg, når de er på plejehjem eller sygehus. I vores selvforståelse skal vi mænd være de stærke, der kører etaperne med førertrøjen på og kommer først på de høje bjergtinder. Og når man som mand så ikke kan det mere og ligger svækket med hængenosser i en hospitalsskjorte, så vælger mænd typisk at afsondre sig for omverdenen. Men vi mænd skal lære, at vi også skal kunne vise os som svage og samtidig bevare og stå ved os selv, siger Clausen.

Erik Clausens recept til os alle til at komme ud af kollektiv mismod og bekymringsmylder i tankerne er at slå poesien og kunsten løs. At bruge vores hjerner til det, de er skabt til. Nemlig at lege.

– Men det skal være den slags kunst, der kommer ud på gaden. Kæmpestore vægmalerier og gang i den på gadeplan – ikke i kulturradikale, lukkede rum, hvor der tales om kunst som bankfolk taler om regnskaber og budgetter.

Kunst skal ifølge Clausen kunne rive og kradse i overfalden. Kunst skal kunne provokere os. Sætte os i bevægelse og frigøre os.

Savnet

Erik Clausen kommer flere gange ind på et stort savn. Savnet af sin bedste ven og legekammerat, Kim Larsen. Ikke nok var de bedste venner, men også tætte arbejdskammerater, der sammen har skabt en masse kunst, der er blevet folkeeje. Bare tænk på  filmen, Midt om natten.

– Jeg savner sgu Kim rigtig meget. Vi kommer fra det samme arbejdermiljø og havde det samme dna. Vi vidste, at skulle man have opmærsomhed, så skulle man lave ballade. Det kunne have været endt med en social tragedie. Men det gik os jo meget godt, siger Clausen, der tit under samtalen bryder ud i sang, siger en replik fra en af sine film, broderer videre på den – eller opfinder en ny. Som samtalepartner med Clausen bliver man taget med på en forunderlig rejse, hvor realtid og fortid i det kunstneriske bliver knyttet sammen på nye måder.

– Jeg skal lige finde noget til dig. Clausen rejser sig op og går ind i stuen ved siden af. Han kommer tilbage med en harmonika fra 1932 og begynder at spille, og fluks tuner min indre rytmeboks ind på den ikoniske sang, Mormors kolonihavehus, som Clausen skrev sammen med sin legekammerat og ven Leif Sylvester Petersen. Erik Clausen mener, at vi og tiden hungrer efter, at vi skal turde at dyrke det banale.

– Hvad er det en kvinde virkelig gerne vil have at vide af sin udkårne? Det er : Jeg vil dø for dig! Vi skal lægge alt det nøgterne og betragtende væk og kaste os ud i livet. Vi må godt og kom nu videre! gentager Clausen og kommer med en opfordring til landets statsminister:

– Kom nu, Frederiksen! Du har magten til at nå ud til folk. Ikke mindst til arbejderklassen. Slå håret ud og gå forrest med at få kunst og poesi sparket ud i gaderne, siger Clausen, der sammen med Kim Larsen også blev kendt for i årevis at støtte nødstedte projekter og mennesker. Ikke mindst gav de betydelige beløb til strejkekasser, når de mente, at solidariteten manglende. Men hvor er solidariteten i dag? spørger jeg. Hvis nogen havde forventet, at Clausens svar er, at solidariteten er gået fløjten, så holder den forventning ikke. Solidariteten lever nemlig i bedste velgående i Danmark, mener Clausen. Han er lige vendt tilbage til stuen efter at have besvaret et døropkald. Han står nu med en foliebakke med middagsmad i hånden.

 – Som du kan se, så har jeg lige fået mad bragt af en elegant ung mand af anden etnisk oprindelse. At man som jeg kan få mad bragt, når man har behov for det, er da solidaritet. Jeg får også besøg af hjemmeplejen fire gange i døgnet. Så solidariteten har vi stadig i Danmark.

Håbet

Clausen ser den også i unge kunstnere, som han mener, viser gode solidaritets takter.

 – Se bare dem, der kunne vælte Parken lige efter coronatiden – The Minds of 99. Deres sang om Emils smil, viser noget godt for fremtiden, siger Erik Clausen og holder en tænkepause. Han tænker på sine kunstnerkammerater – igen ikke mindst Kim Larsen og andre, der også er gået bort.

Han gentager replikken om, at vi først er døde, når vi er glemte. Om lidt bli´r her stille, nynner Clausen. Det kunne have været en god afslutning på en forrygende samtale. Men det blev det ikke. Skal vi ikke gå på café?, spørger Clausen inviterende. Det gør vi og fortsætter vores samtale på en fortovsrestaurant på Vesterbro i blændende solskinsvejr i maj, mens måger og duer flyver løssluppent omkring vores hoveder og kaffekopper. Jeg kommer til at tænke på titlen på én af Clausens filmtræffere – nemlig Slip hestene løs. Ja, det er sgu en god titel, siger Clausen. Jeg spørger ham om, hvordan fortsættelsen kunne være i dag.  – Tja, i dag er der nok ikke mange på Vesterbro, der ved, hvordan en hest ser ud. Og dog. Indimellem kommer der en gammel Carlsberg ølvogn forbi med bryggerheste og det hele.  Men vi skal ihvertfald have klovnen tilbage. Det trænger vi til.

Desværre er det tid til at bryde op. Vi går tilbage til Clausens hoveddør.

– Her bor Clausen, siger Clausen. Ja, svarer jeg. Selveste Clausen.