Får du regelmæssig synstest? Optikeren holder øje med syn og sygdom

Af: Carsten G. Johansen

Foto: Shutterstock

Nogle af de mest alvorlige øjensygdomme kommer snigende uden mærkbare symptomer. Regelmæssig synstest hjælper med at opdage f.eks. grøn stær og AMD i tide, før der er opstået en blivende synsnedsættelse.

Dit syn bliver ringere med alderen. Det har du sikkert allerede set i øjnene.

Men selvom du har fået nye briller, som gør hverdagen nemmere, skal du alligevel have dine øjne testet med jævne mellemrum, når du har passeret de 50 år. Sådan lyder anbefalingen fra de fleste optikere.

Og det handler ikke kun om, at optikeren vil sælge flere briller, selvom det såmænd er en ganske god grund. Når du er midt i livet, tager det i gennemsnit ikke mere end 2 år for dit syn at ændre sig så meget, at du vil have gavn af nye briller.

Optikerne har nemlig i stigende grad taget en anden rolle på sig: Som bindeled mellem patient og øjenlæge, sådan at en brillekunde bliver sendt videre til lægen, når synstesten viser tegn på øjensygdom, som ikke kureres af mere styrke i brilleglassene.

Det gælder ikke mindst Danmarks største optikerkæde Louis Nielsen, der i de senere år har opgraderet sin synstest til et ”sundhedstjek”.

– Ved nogle alvorlige øjensygdomme, som kan behandles, hvis de opdages i tide, opdager man ikke selv symptomerne. Men optikeren har i dag så avanceret udstyr, at han kan konstatere tegn på sygdom og sende dig videre til behandling hos øjenlægen, forklarer Pernille Lindhardt Mikkelsen, klinisk fagspecialist hos Louis Nielsen.

Fra tør til våd AMD

Der findes mange forskellige øjensygdomme, men de to mest betydningsfulde i denne sammenhæng er grøn stær og våd AMD. Begge kan ende med at koste synet eller skabe markant synsnedsættelse, og de kan begge behandles, når de opdages rettidigt.

AMD er aldersrelateret og udvikler sig over en lang årrække. Sygdommen blev tidligere kaldt øjenforkalkning, men den betegnelse benyttes ikke længere, fordi det er misvisende, da der ikke er tale om en egentlig forkalkning. Skaden på synscellerne sker på grund af ændringer i nethindens væv.

Mere end 10 pct. af befolkningen over 60 år viser tegn på det, man kalder ”tør AMD”. Så længe tilstanden er tør, er den mindre alvorlig, og der er sjældent anden behandling end at følge almindelige regler for kost og fornuftig levevis.

Våd AMD er mere alvorlig og kan føre til blindhed, hvis der ikke sættes ind med behandling forholdsvis hurtigt.

– Når kunden kommer til regelmæssigt synstjek, kan optikeren bidrage til at overvåge, om en tør AMD er på vej til at udvikle sig til den våde version af sygdommen. Hvis der er tegn på våd AMD, skal patienten i behandling hurtigst muligt, hvis man skal undgå et markant eller totalt synstab, siger Pernille Mikkelsen.

Grøn stær i tidlig fase

Mange er stadig forvirrede over de to stær-sygdomme. Men den mest alvorlige er grøn stær, og det er samtidig en sygdom, som både er svær at opdage og som er vigtig at behandle i tide.

Den grå stær udvikler sig langsomt, mens linsen bliver mere og mere ugennemsigtig, så dine nye briller heller ikke længere er gode nok. Moderne kirurgi kan indsætte en ny linse, der genetablerer synet.

Grøn stær har også en gradvis udvikling. Men den glidende indskrænkning af synsfeltet bliver ofte ikke opdaget af patienten, før nethinden har taget alvorlig skade. Den skade, der allerede er sket, kan ikke udbedres.

– Men optikeren kan ved et sundhedstjek se tydelige tegn på grøn stær allerede i sygdommens tidlige fase. Og jo tidligere, du kommer til øjenlægen med grøn stær, jo bedre er muligheden for en effektiv behandling, siger Pernille Mikkelsen.

Ved grøn stær er der desuden en stærk arvelighedesfaktor. Hvis du har sygdommen i nærmeste familie, skal du være ekstra opmærksom på at gå til regelmæssig synstest.

Diabetes er en risikofaktor

Ligesom genetikken har betydning for grøn stær-patienter, kan din generelle sundhedstilstand have indflydelse på øjnene. Diabetes-patienter skal eksempelvis være opmærksomme på, om sygdommen kan gøre skade på deres øjne.

– Diabetes kan medføre skade på nethinden. Det vil også være tydeligt i en synstest, hvis der er blødninger og ændringer i strukturen på din nethinde. Så her vil optikeren også have mulighed for at henvise dig til undersøgelse hos øjenlæge, siger Pernille Mikkelsen.

I de to år, hvor Louis Nielsen har arbejdet med sit udvidede sundhedstjek, er der bl.a. også blevet henvist patienter til øjenlæge, hvor det viste sig, at synsforstyrrelsen stammede fra en svulst i hjernen.

– Der er mange gode grunde til at holde øje med sit syn, når man er forbi de 50 år. Som optikere mener vi jo, det er vigtigt at få rettet brillestyrken løbende, så du har optimal synskomfort. Men vi er glade for, at vi kan spille en rolle som bindeled til øjenlægerne, når vi har muligheden i kraft af de undersøgelser, vi alligevel skulle foretage, siger Louis Nielsens kliniske fagspecialist Pernille Lindhardt Mikkelsen.

Ifølge en undersøgelse af danskernes øjensundhed, som Louis Nielsen fik udarbejdet i samarbejde med Dansk Blindesamfund i 2018, konkluderes det, at halvdelen af alle synstab og blindhed kan undgås, hvis vi får testet vores syn hvert andet år.

Frem mod 2030 vil antallet af danskere med nedsat syn stige med 18 pct.

 


 

Ekspert-tjek i lukket øjenlægenetværk

Når Louis Nielsen markedsfører et tilbud som sit sundhedstjek, er det naturligvis vigtigt, at optikerkæden tager ansvar for sin politik for at henvise videre til øjenlægen.

Der bør ikke henvises overflødigt til de i forvejen travle speciallæger, og samtidig ville det være uheldigt, hvis optikeren overså tegn på sygdom i sin undersøgelse, når der er afgivet et løfte om at være ekstra opmærksom.

Derfor har Louis Nielsen oprettet et lukket netværk af uafhængige øjenlæger, som modtager optikernes synstests.

Siden opstarten midt i 2018 har de otte erfarne hospitalsøjenlæger screenet sammenlagt 2500 patientsager fra kædens optikere.

Netværket har hver måned henvist tre-fem kunder til akut behandling for syns- eller livstruende sygdomstegn.

 


 

Særligt opmærksom på overvægtige kvinder

Sundhedstjek hos Louis Nielsen har haft en overraskende sidegevinst.

Seks gange i løbet af det seneste halve år er en særlig gruppe blevet henvist videre til øjenlægen: Kvinder i alderen 18-35, som er svært overvægtige.

Overvægten kan skabe en hævelse i hjernen, som presser på synsnerven bagest i øjet. Over tid kan det skabe en alvorlig synsnedsættelse, hvor synsfeltet bliver reduceret.

– Vi ved ikke, præcis hvorfor det i særlig grad rammer yngre kvinder. Men vi er sikre på, at der er sammenhæng med overvægt. Og til alt held kan tilstanden behandles, når de kommer til øjenlæge i tide, siger Pernille Lindhardt Mikkelsen.

 


 

Grå stær

Den mest udbredte øjensygdom viser sig typisk, når du nærmer dig pensionsalderen.

Sygdommen skyldes en tiltagende uklarhed i linsen, der sidder bag pupillen og har som funktion at fokusere synsindtryk til synsnerven bagest i øjeæblet.

Ingen behandling kan forhindre, at linsen bliver uklar. Stærkere briller kan mindske synshandicappet, indtil lægen afgør, at en operation er nødvendig. Ved operation bliver linsen fjernet og erstattet af en kunstig linse, som i nogle tilfælde kan korrigere for bygningsfejl.

Der foretages omkring 50.000 operationer for grå stær hvert år i Danmark.

 


 

Succes-forfatter beskrev grøn stær – uden at vide det

Forfatteren Knud Romer udgav sidste år romanen ‘Kort Over Paradis’.

Arbejdet med romanen var anstrengende, og da Romer havde gjort den færdig, var han igennem et længere sygdomsforløb. Bl.a. fik han konstateret, at hans synsproblemer stammede fra en tiltagende grøn stær, som siden helt har kostet ham synet på det ene øje.

I ‘Kort Over Paradis’ beskriver Knud Romer udviklingen i grøn stær – uden at vide, at han lider af sygdommen: ”Kantsten er der bare for at blive snublet over, og jeg går ind i ting, som ikke var der før, hvor kom dén lige fra?”