Hvad du måske ikke ved, er, at smerter i disse kropsdele kan stamme fra fødderne. Hvis du f.eks. har en nedsunken forfod, knyster eller hulfod, har du, hvad fodterapeuter kalder en fejlstilling. Og det kan påvirke måden, du går på, ved at du f.eks. ikke er i stand til at absorbere stød i lige så høj grad, som du ville være uden fejlstillingen. Det betyder, at stødene, når du går, løber eller hopper, forplantes videre op i din krop, og det kan give dig ondt i knæ, hofte eller ryg. Især hvis det står på i flere år, før du opdager, at den er gal.
Udover smerter kan du også spotte fejlstillinger ved at holde øje med, om din fod danner meget hård hud eller ligtorne. Begge dele kan være tegn på fejlstillinger eller sko, der f.eks. ikke er rummelig nok eller støtter din fod optimalt. Hos en fodterapeut kan du få et fodtjek, der blandt andet indeholder en fod- og ganganalyse og et tjek af dine sko.
Hvis fodtjekket viser, at du har fejlstillinger, vil fodterapeuten foreslå, at du får indlæg eller små såkaldte aflastninger, som f.eks. kan ligge mellem eller under dine tæer. Fodterapeuter specialdesigner både indlæg og aflastninger til dine fødder, og du får råd om gode sko og fodøvelser, der kan hjælpe dine fødder. Denne behandling kan genoprette balancen i din krop, så dine fødder i højere grad kan absorbere stød. Og det vil på sigt lindre smerter i knæ, hofte og ryg.
Er du nået til en erkendelse af, at du har behov for indlæg, vil du sjældent kunne nøjes med et standardindlæg. De kan gøre mere skade end gavn, fordi fejlstillinger kan påvirke flere forskellige led, muskler og sener i fødderne.
Derfor skal du starte med at få diagnosticeret, hvad dine fødder fejler, så du kan få en målrettet behandling. Det sker ikke med standardindlæg, der kan sammenlignes med at sætte en standardbøjle på tænderne – den retter heller ikke mange tandsæt op.