I nogle familier skal både far, mor og bedsteforældre på skift tage barns sygedage for at få hverdagens puslespil til at gå op. Og ligesom man tror, at én infektion er overstået, banker den næste på. Men er børns immunforsvar nødvendigvis så uberegnelige?
Undrer du dig også over, hvor meget børn i dag kan være syge med den ene infektion efter den anden, uden at det tilsyneladende giver anledning til andet end et skuldertræk og en jævnlig klage fra de hårdt prøvede forældre?
Der er ingen tvivl om, at børn i dag smitter hinanden i de tætpakkede institutioner, men at det skal være normalt, at børn har 11-taller ned fra næsen hele vinteren eller jævnligt skal hjem i sygesengen, er måske ikke en naturlov.
Sygdom er ikke unormalt, men konstant sygdom er eller gentagne perioder med snot, hoste eller behov for dræn i ørerne er. En enkelt sygdomsperiode eller to igennem vinteren er helt i orden. Det er med til at styrke barnets immunforsvar på sigt.
Men det er ikke kun sygdom, der styrker børns immunforsvar. Så selvom de udsættes for hinanden bakterier og vira i et væk i daginstitutionen, behøver de ikke skulle igennem en sygeperiode, hver gang de støder på nye potentielt sygdomsfremkaldende mikroorganismer.
Det kræver et stærkt immunforsvar at gå i institution, men det ikke umuligt at opnå.
Ca. 70 pct. af immunforsvaret befinder sig i tarmene, hvor vores immunceller dannes og opholder sig, til der er behov for dem. Så når du optimerer fordøjelsen og især tarmens bakterieflora, gør du forholdene bedre for immunforsvaret.
Når fordøjelsen fungerer, udnytter du desuden de næringsstoffer, som kommer ind, meget bedre.
Et skrantende immunforsvar kan altså rettes op med bl.a. sund og varieret mad, probiotika, en multivitamin, ekstra D-vitamin og fiskeolie. Tilsammen er det en meget effektiv kur til børn, der døjer med gentagne sygeperioder. Start derfor med:
En god balance i tarmbakterierne giver et stærkt immunforsvar, som kan nedkæmpe de begyndende sygdomme, inden de rigtigt får fat. Bakteriefloraen bliver bygget op fra fødslen, og børn født ved kejsersnit er ekstra udfordret, fordi de ikke har mødt bakterierne fra den naturlige fødselskanal.
Undersøgelser har vist, at europæiske børn generelt ikke har en god bakterieflora i tarmene. Hvidt mel og sukker får dårlige bakterier og svampe til at trives, så de i stedet tager pladsen.
Til børn: Probiotika findes i flere forskellige udgaver til børn. Både som pulver, tyggetabletter og dråber.
Det amerikanske Vitamin D Council anbefaler 25 mcg D-vitamin til små børn dagligt. Hvilket er noget mere end den danske anbefaling på 10 mcg. Så overvej, om dit barn får de optimale mængder af D-vitamin.
Netop i de kolde måneder er det en ekstra udfordring, da vi først og fremmest får D-vitamin gennem solens stråler på huden. Når solen ikke skinner særligt meget i de mørke måneder samtidig med, at børn pakkes ind i flyverdragter og vanter i disse måneder, så er der i mange tilfælde brug for at give et tilskud af D-vitamin om vinteren især.
Til børn: Fås som dråber. Eller man kan tage en lille kapsel med D-vitamin i og prikke hul og presse indholdet ud.
Vitaminer og mineraler er vigtige for immunforsvaret. Og det er de færreste børn, der spiser en optimal kost og dermed bliver tanket godt op med vitaminer og mineraler. Selvom barnet spiser nogenlunde varieret, så er det svært at få tilstrækkeligt med næringsstoffer, fordi vores fødevarer i dag ikke indeholder de samme mængder vitaminer og mineraler som tidligere.
En god basis multivitamin/mineral er en rigtig god idé. Sørg for at vælge et produkt med letoptagelige vitaminer og mineraler. Ellers ryger det meste bare gennem systemet og ud igen.
Til børn: Gå f.eks. en tur i en helsekostbutik og spørg efter nogle smagsprøver på nogle gode og letoptagelige vitamin-/mineralpiller til børn – det vigtigste er jo, at vitaminpillerne bliver spist i sidste ende.
Immunforsvaret er afhængig af byggesten i form af omega 3-fedtsyrerne DHA og EPA. De findes i fisk, skaldyr og alger.
I mange familier vil det være en god idé at tage en god fiskeolie hver dag. I nogle familier er dette råd alene nok til at slippe for syge børn.
Det kan være svært at spise tilstrækkeligt med fisk uden samtidig at få for mange tungmetaller. Hvis man spiser opdrættede fisk, skal man være opmærksom på, at de kun indeholder EPA og DHA, hvis det har været i deres foder.
Til børn: En god fiskeolie smager fint og friskt og kan sagtens tages flydende – evt. i et lille snapseglas med lidt kold æblejuice. Vælg en god kvalitetsolie uden tungmetaller med mindst 500 mg DHA og EPA tilsammen.
Hvis en optimeret kost med gode tilskud ikke får immunforsvaret i topform efter et par måneder, så er det værd at se på, om der kunne være nogle fødevare-intolerancer, der forstyrrer fordøjelsen og dermed immunforsvaret.
Du kan også hjælpe dit barns immunforsvar endnu mere på vej. Der findes en lang række gode naturlige midler og også homøopatiske produkter, som styrker børns immunforsvar.
Gå gerne en tur i din helsekost og se lidt nærmere på hylderne.
Husk også, at søvn er utrolig vigtigt for immunforsvaret. Dit lille barn skal sove et sted mellem 10 og 12 timer hver nat – afhængig af alder og evt. middagslur – for at kroppen kan restituere.
Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet Naturli, der skriver om sundhed og velvære med fokus på naturlige og alternative metoder og midler.
Se mere på www.naturli.dk – hvor du også kan søge på artikler om børns immunforsvar og kosttilskud til børn, og finde kilderne brugt til denne artikel.