Personer med svær sindslidelse har en høj risiko for at blive skilt. Derfor bør hjælp til pårørende og dermed forebyggelse af skilsmisse være en del af behandlingen ved psykisk sygdom – helt på lige fod med terapi og medicin.
At sindslidende har en markant øget risiko for skilsmisse øger faktisk i sig selv risikoen for en forværring af sygdommen. For hvis du som psykisk syg er i en familie, og den går i opløsning, så er det en yderligere belastning.
Enhver yderligere belastning kan forværre psykisk sygdom, så en del af behandlingen skal naturligvis være at reducere belastningerne. Vi skal finde ud af, hvad der kan hjælpe en given familie til at være familie og give den støtte. Det burde være en standard-del af behandlingen i psykiatrien, men er det desværre ikke.
En langt bedre inddragelse af pårørende kunne været et godt første skridt på vejen, mener jeg. Der er efterhånden meget forskning, som støtter min holdning. F.eks. registerforskning fra Psykiatrisk Center København, som i 2016 kunne slå fast, at forældre med alvorlig psykisk sygdom i højre grad end den øvrige befolkning lever alene.
Anden forskning viser også, at mange børn, som har en psykisk syg forældre, bor alene med den syge forældre, især hvis det er moderen, som er syg. Og de børn har ifølge eksperter en forhøjet risiko for selv at udvikle psykisk sygdom – endnu en tungtvejende grund til, at vi fra samfundets side skal give bedre hjælp til parforholdet i behandling af psykisk sygdom.
Efter min mening er der ingen tvivl om, at det skridt vil kunne være med til at løfte kvaliteten i den behandling, vi giver vores psykisk syge medborgere.
Synspunktet har tidligere været bragt i Kristeligt Dagblad.
Holdningerne inden for sundhed er mangfoldige, og ikke alt kan bevises i store undersøgelser. Derfor har Helse inviteret stærke personligheder til at komme med deres bud på sundhedsvæsnet 2019.
I september er det Knud Kristensen, der er Landsformand for Sind.