Selvom der er ni måneders forberedelse, så får de fleste forældre først ved fødslen en nogenlunde realistisk idé om, hvad det vil sige at være forældre. Fra det øjeblik du fik en positiv graviditetstest, har du ikke gjort andet end at gøre dig klar. Du er hormonelt, instinktivt og intuitivt klar. Samtidig er du først lige blevet ’født’ som mor.
Læs også: Den gode mor sidder ikke i brysterne
Efter fødslen vil overvældelsen over alt det nye langsomt aftage, indtil I har fundet Jer til rette i Jeres nye roller. En proces, der ifølge en undersøgelse, kan tage helt op til 3-4 år.
En graviditet og fødsel af et barn er et fundamentalt skifte fra at være et par til at blive en familie. De mange nye opgaver og følelser ved at gå fra at være to til tre kan mange gange være en stor udfordring både for dig selv, men også for parforholdet.
Når man bliver forældre for første gang, så ændrer det en person for evigt.
Forandringsprocessen eller udviklingsprocessen er sammenlignelig med, hvad der sker under andre psykologiske kriser. Ordet ’krise’ kan have en lidt negativ klang, men krisen har ikke nødvendigvis et negativt udfald. Derfor er ordet ’transition’, der betyder en overgang fra en tilstand til en anden, mere dækkende. I overgange er vi ikke længere, den vi var, og endnu ikke den vi bliver.
Når der sker en stor ændring i et menneskes liv, som det at blive forældre, så drages der tvivl om, eller sættes der spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå man hidtil har opfattet verden og sig selv. Et menneske i transition er meget optaget af fortiden og fremtiden, da man under en ændring af livsopfattelsen er interesseret i at få forbundet de to dele af sit liv.
Dette gør bl.a., at du som gravid tænker meget over din egen barndom og opdragelse, for derigennem at komme nærmere, hvilken mor du selv vil være. Mange oplever, at mere eller mindre bevidste konflikter med deres egne forældre dukker op og kræver overvejelse. Omvendt kan graviditeten også gøre, at du ser dine forældres handlinger i et nyt og mere forsonende lys.
Dette er normalt under den forandring, den nye mor er i gang med. Nemlig at redefinere sit syn på sig selv og verden. Hun er på vej til at ændre sig, så hun kommer til at opfatte verden som en mor.