Direktøren fik en hjerneblødning

Henrik From har efter alvorlig sygdom kæmpet sig tilbage til et godt og meningsfuldt liv.

En sensommernat i 2013 brister et blodkar i Henrik Froms hjerne. I løbet af få timer går han fra at være en del af erhvervslivets elite til at kunne ingenting. Siden dengang har han kæmpet sig tilbage. Det har kostet dyrt, og der er stadig et stykke vej, før han er der, hvor han drømmer om at være. Men han tror og håber på, at han ved at gøre det lidt bedre i dag, end han gjorde i går, nok skal nå sine mål og drømme.

Henrik Froms liv kørte på skinner. Han var 48 år gammel og havde gennem en årrække arbejdet hårdt i høje stillinger hos store virksomheder. Senest som salgsdirektør hos Jobindex. Et arbejde, der sikrede ham titlen som landets næstbedste leder. På hjemmefronten var han gift og far til to sunde og raske teenagebørn. I sin fritid var han aktiv – det har han altid været. Lige fra han som dreng og ung mand gav den gas med badminton på højt plan, til den sport og cykelture, han stadig fandt plads til.

Læs også: Hospitalsdirektøren valgte at blive kassedame i Irma

Hans liv blev et andet

Selvtilliden var stor, og synet på fremtiden positivt. For selvom han netop havde forladt arbejdet hos Jobindex, vidste han, at hans bedrifter og energiske sind, nok skulle sørge for, at han hurtigt var tilbage som en del af erhvervslivets top. Men sådan skulle det ikke gå.

For natten mellem den 2. og 3. august 2013 brister et blodkar i Henriks hjerne. Han mærker hurtigt, at noget er helt galt. Kroppen begynder at sitre, og under overfladen mærker han panikken sprede sig. I løbet af få minutter holder en ambulance foran familiens hjem. De kører ham først til Bispebjerg Hospital, men senere samme nat bliver han overflyttet Rigshospitalet, hvor kiruger står klar til at åbne Henriks kranie op.

Herfra er hans liv et andet. Over de næste seks et halvt år kommer han til at kæmpe med genoptræning, hukommelsesbesvær, brud i familien og mentale nedturer, før han til sidst sidder, hvor han gør i dag, tilbage på arbejde på halv tid og med en masse bolde i luften.

På sidelinjen af sit eget liv

Henrik blev ramt af det, der i lægefaglige termer hedder apopleksi. Det er en samlet betegnelse for en blodprop eller blødning i hjernen. Hvert år rammes cirka 12.500 danskere af apopleksi. Af dem er det størstedelen, som får en blodprop i hjernen, mens det for en mindre del skyldes en hjerneblødning. Mellem 25 og 35 procent af mennesker med en hjerneblødning overlever ikke den første måned. Og det så da heller ikke lyst ud for Henrik i starten. Han svævede mellem liv og død, og det var meget usikkert, hvilket liv, han ville få, hvis han kom ud på den anden side.

Læs også: Hjertet og mundhygiejne

For konsekvenserne af apopleksi kan være voldsomme. Nogle mister evnen til at kommunikere, får dårligt syn eller mister synet. For andre vil hukommelsen have taget voldsom skade, ligesom fysikken kan halte i større eller mindre grad.

Patienten hører alt

Selv husker Henrik ikke noget fra den første tid på sygehuset. De eneste erindringer, han har, er stykket sammen gennem samtaler med familien, som så fortvivlet til på sidelinjen. Det lykkedes dog at få Henrik stabiliseret, og han kommer langsomt mere og mere til bevidsthed. Han kan endnu ikke tale, da han efter tre uger på intensivafdelingen bliver overflyttet til Gentofte Hospital, men han registrerer, hvad der sker omkring ham. Han hører, hvad lægerne siger, hvad familien siger, hvad maskinerne siger, ude af stand til selv at byde ind.

Når han tænker tilbage på den tid, bliver hans indignation vækket til live. For som han forklarer, var han bevidst om, hvad der skete omkring ham, selvom hans evne til at deltage i samtalen, endnu ikke var vendt tilbage.

Læs også: Finn Nørbygaard – du risikerer at blive lykkelig af kriser

– Jeg forstod alt, der blev sagt, og jeg følte, at der blev talt henover hovedet på mig. Man skal huske, at patienten er der, og selvom de ikke er ved bevidsthed eller kan udtrykke sig, så hører de, hvad der sker. Derfor er det så vigtigt at huske mennesket, og tale som om de er ved deres fulde fem, når man er omkring dem, siger han.

Følte sig parkeret på sidelinjen

Og generelt oplevede Henrik flere gange fra flere fronter, at der er en tendens til at parkere mennesker som ham lidt på sidelinjen af deres eget liv. Det kræver stor viljestyrke fra den enkelte, hvis man vil tilbage til livet. Den viljestyrke havde han, og det priser han sig lykkelig for. Men han har set flere af sine venner, som ikke har haft ressourcerne eller evnerne til at kæmpe den kamp, blive efterladt. Med det mener han ikke, at der ikke er hjælp at hente, og han har også mødt mennesker gennem sit sygdomsforløb, som har været villige til at sætte himmel og jord i bevægelse for ham, men han mener, at vi alle taber, hvis vi glemmer den ressource, som mennesker som ham faktisk er.

Læs også: Overset dødsrisiko ved diabetes 2

– Det er en dobbeltopgave at få folk tilbage til verden efter et forløb som mit. Det kræver meget af den enkelte, og det kræver meget af samfundet. Men samfundet gør ikke nok eller har ikke nok viden om, hvordan man skal behandle mennesker som mig, og så kan det ende med, at folk kommer til at sidde i et hjørne, selvom de egentlig godt kan ting, og det er tragisk, siger han.

Derfor mener han, at vi skal være mindre bange for at stille krav. Han har altid haft høje forventninger til sig selv, og det er klart en af de drivkræfter, der har gjort, at han er nået så langt, som han er. Men for andre, som har en anden psyke eller er hårdere ramt end han, kan det være svært at stille de krav til sig selv. For dem er der brug for den rigtige motivation og støtte, hvis de skal få et liv, der er værd at leve, efter at apopleksien har taget alt fra dem.

Fra hundrede til nul og nul til hundrede

Det er en af grundende til, at Henrik satte sig for at skrive bogen ”Lige ud og frem”, som udkom tidligere i år. Heri fremlægger han sin egen historie med input fra nogle af de mennesker, som hjalp ham tilbage til livet. Arbejdet med bogen var en hård proces. Som han forklarer, så gik han den nat i august 2013 fra 100 til nul på ingen tid, mens rejsen fra nul til 100 er en lang kamp, som stadig ikke er slut. Når det er sagt, så var det vigtigt for ham at få bogen ud. For han vil gerne give håb, til alle dem, der er på samme rejse som han selv, og til alle dem, der følger den rejse på sidelinjen. Håbet om, at tingene kan blive bedre. Noget, han om nogen ved noget om.

Læs også: Lægens konsultation: Er det kræft?

Var det det hele værd?

For mens tingene stod værst til for Henrik, overvejede han, om det var det hele værd, eller om han skulle gøre en ende på det. Hans krop ville ikke, som han ville. Han var træt hele tiden. Han havde svært ved at huske. Drømmen om at komme tilbage til erhvervslivet virkede uoverkommelig, og hans familie led under hans sygdom. Børnene havde mistet den far, de kendte – ham med overskud, ambitioner, handlekraft og selvstændighed. Ham som elskede at kommunikere og være social. Hans kone havde mistet den mand, hun elskede, og havde i stedet fået en patient i hjemmet, som i sidste ende blev for meget for hende. Så her stod Henrik alene uden den styrke og slagkraft, han ellers i så høj grad havde set som synonymer med sig selv, og bevidstheden om, at han ikke var den far, han gerne ville være.

Læs også: Blodprop i øjet

Greb efter halmstrå

Hvordan han fik vendt nedturen og alligevel fandt viljen til at fortsætte, ved han egentlig ikke. Han greb hele tiden efter halmstrå, og på en eller anden måde lykkedes det ham altid at finde et. Men det var svært. Især fordi det hele gik så langsomt. Selv de små drømme om at kunne gå rundt om en bygning, op ad en trappe, cykle en tur eller kunne tage ned i supermarkedet at handle, blev brudt ned til de mindste fraktioner. En frustrerende proces, hvor de fremskridt han havde, virkede ubetydelige i hans hoved, men som var nødvendige. Det kan han især se i dag.

For alle de små bedrifter, som at løfte foden rigtigt, var skridt på vejen mod at kunne gå rimelig ubesværet rundt på kontoret. Hver en lille huskeseddel, han skrev, og færdigheder, han skulle genlære, har gjort, at han i dag uden problem kan håndtere en computer. Hvert et fald har tvunget ham til at rejse sig op igen og trukket ham i retning mod det menneske, han er i dag. Et menneske, der på godt og ondt er markant anderledes end den, han var for knap syv år siden.

Tør drømme stort

For Henrik har hjerneblødningen nemlig ikke kun betydet, at hans energiniveau, hukommelsesevne og fysik er anderledes. Han personlighed er også en anden. Det har taget tid at acceptere. Som direktør i store virksomheder forsøgte han at anlægge en ledelsesstil, hvor der var plads til, at privatlivet også havde en plads på arbejdet. Men han havde også mål, der skulle indfries, og der var ikke altid tid eller rum til det menneskelige. Måske også, fordi det ikke i så høj grad lå til ham at tune ind på folks følelser. Men efter natten, der ændrede hans liv, har han fået åbnet op for nogle nye kanaler. Både i sig selv og til andre.

Han bærer i langt højere grad følelserne uden på tøjet. Han bliver rørt og græder mere, og han kan også med det samme mærke, hvis andre bærer rundt på noget.

Læs også: Jeg har haft testikelkræft to gange

– Det har både gjort mig stærkere og svagere. Svagere i den forstand, at jeg er mere sårbar, fordi jeg mærker stemninger på en anden måde end tidligere. Men det er også en styrke, at jeg kan se gennem folk på en anden måde, og at jeg kan tale om nogle emner, som mange andre er bange for, siger han.

Frygter ikke døden

Det er døden et eksempel på. Henrik frygter nemlig ikke døden, og er heller ikke bange for at tale om den. Som han siger, har han allerede stået ansigt til ansigt med den. Men der er nogle ting, han gerne vil opnå og opleve, inden han en dag tager herfra for altid. Han vil gerne se sine børn opnå det, de drømmer om, og hjælpe dem til at komme dertil. Han vil også gerne stå på Danmarks største scene og lave et indholdsrigt arrangement for alle de mennesker, som ikke kan selv.

For to år siden, havde han måske ikke turdet drømme så stort, fordi han dengang ikke troede på, han ville være nået hertil, hvor han er i dag. Men det er han. Ved hele tiden at kæmpe for at gøre det lidt bedre i dag, end han gjorde i går, er det lykkedes ham at kæmpe sig op til at arbejde halv tid, være en betydelig del af sin arbejdsplads, være i stand til at have et godt socialt og frit liv og nærme sig den far, han gerne vil være. Det har været hårdt, og han kan heller ikke se med lethed på de sidste par år i sit liv, fordi de har kostet dyrt.

– Jeg kan grine af nogle ting. Situationer og oplevelser, som er skide sjove, men jeg kan ikke grine af hjerneblødningen, som har ændret mit liv, kostet mig mit ægteskab og som mine børn har lidt under.

Hans rejse er endnu ikke slut, og han drømmer om at gå mere op i tid på arbejde, og have et større energiniveau efter fyraften. Når det er sagt, har han på få år formået at gå fra at være menneske til patient og tilbage igen.